Gå til leksikonoversigt

Aabenraas historie 1920-1970

Forfatter: Tidl. borgmester Jørgen Witte

Ved Genforeningen i 1920 måtte de sønderjyske havne udvides, fordi transporten i Danmark i højere grad end i Tyskland foregik til søs, og man regnede med en opblomstring af de nordslesvigske byer. Aabenraa vedtog i 1922 at anlægge en havn i et tørlagt område, som fik navnet Nyhavn. Den fik 450 meter kaj og betød med øget trafik i 1930'erne beskæftigelse for mange arbejdere. Efter yderligere uddybning til 8,5 meter blev den Danmarks tredie dybeste havn. Samtidig med Nyhavn indviedes i 1925 også det store Sønderjyllands Højspændingsværk.

I mellemkrigsårenes Aabenraa fandt de fleste borgere beskæftigelse i forholdsvis små virksomheder inden for håndværk og industri. Men nogle virksomheder var større. Tre maskinfabrikker udgjorde halvdelen af byens industri, hvoraf Heinrich Callesen Motorfabrik A/S nok var den kendteste. Meget betydningsfuld var Sønderjyllands Højspændingsværk, der leverede en meget stærk stigende mængde el til hele Sønderjylland. Aabenraa Andels-Svineslagteri oprettedes i 1922 som det første af sin art i landsdelen. Det var på havnen, mens Dansk Glødelampefabrik i 1931 opstod i en læderfabrik i Nygade.

Aabenraas befolkningstal steg mellem 1920 og 1940 med 38% til 10.800 mennesker. Den stærke befolkningsvækst medførte en betydelig bolignød, som måtte afhjælpes med kommunale arbejderboliger og husvildebarakker. Først i 1930'erne tog boligbyggeriet fart med huse bl.a. ved Reberbanen, mens der byggedes nye villaer ved Forstalle og Callesensgade. Nedenfor bybakken ved H.P. Hanssensgade kom spredte pragtbygninger som Grand Hotel, Aabenraa Teater og telegrafvæsenets bygning. Bystrukturen var således stadig præget af den gamle købstad.
Endnu mere end før 1920 foregik det meste sociale liv i Aabenraa i mellemkrigsperioden inden for en dansk og en tysk befolkningsdel adskilt ved en grænse, der sjældent blev overskredet. De nationalt neutrale socialdemokrater hørte efter 1933 til på den danske side. Den nationale opdeling omfattede dansk og tysk kommunale skoler, gymnasier, børneinstitutioner, gudstjenester, aviser og butikker.

Opsplitningen gjaldt også det kulturelle liv lige fra det danske samlingssted Folkehjem og det tyske Stadtteather, over bibliotekerne til den danske og tyske roklub.

I mellemkrigsårene var arbejdsløsheden høj og den sociale nød i Aabenraa meget stor. Der var ikke megen forståelse eller økonomisk hjælp at få fra Aabenraa byråd. Understøttelsen blev øget lidt efter møder og demonstrationer foran rådhuset i 1929 og begyndelsen af 1930'erne. En del af de langvarigt arbejdsløse blev beskæftiget ved kommunale nødhjælpsarbejder. Det førte til anlæggelsen af kystvejen, Dyrskuepladsen, den vestlige omkørselsvej og sportspladsen.

Aabenraa var i mellemkrigsårene centrum for det tyske mindretal i Nordslesvig, der ikke anerkendte 1920-grænsen. Modsætningsforholdet mellem det nazistiske tyske mindretal og det danske flertal var voldsomt. For mindretallet blev befrielsen i 1945 et fuldstændigt organisatorisk sammenbrud med lukning af dets institutioner, men det førte også til en politisk nyordning med anerkendelse af grænsen. En ny tysk avis udkom fra 1946, en tysk privatskole og et bibliotek blev oprettet i 1947 og en børnehave i 1956. Først i midten af 1950'erne begyndte en ny tids fredelig national sameksistens.

Endnu i 1945 var det meste af Aabenraa stadig placeret på bybakken omkring Sct. Nicolai kirke med enkelte længere udløbere bl.a. mod nord langs Haderslevvej og ved Forstallé. Denne ramme sprængtes fra 1950'erne af købstadens to store boligforeninger, der dels byggede mange boligblokke i syd ved Tøndervej og nord ved Løgumklostervej, og i 1960'erne i fællesskab Petersborg. Rækkehuse og villabebyggelse voksede i Rugkobbelkvarteret og den gamle Skovridergårds jorder forvandledes til et villakvarter, mens industrien flyttede til et nyt industriområde langs Vestvejen.

Under indtryk af den kulturelle kamp mellem dansk og tysk blev det i 1938 foreslået, at der skulle opføres en stor mødesal i Aabenraa for nationale møder, koncerter, skuespil og sportsstævner. Besættelsen standsede indsamlingen af penge og senere bremsede materiale- og pengemangel sagen. Den planlagte teatersal blev udsat og man nøjedes med at bygge hallen.

Sønderjyllandshallen blev indviet i 1956 under deltagelse af statsminister H.C. Hansen. Den blev således ikke et særligt kulturhus, men snarere en multihal, hvor landsdelens store messer, sportsstævner og kongresser blev afholdt.

Gennem århundreder var al trafik i nord-sydgående retning blevet ført igennem Aabenraas snævre hovedgade. Lastbilkørslen havde været forbudt siden 1930'erne, men trafikken var stadig farlig. Under protester fra de handlende blev hovedgaden gjort ensrettet i 1949. Men selve Handelsstandsforeningens formand, Tage Fink, blev fra 1961 en utrættelig forkæmper for en billøs strøggade og i 1967 besluttede byrådet som det første i landsdelen, at Aabenraa skulle have sin fodgængergade. Den blev en realitet den 1. marts 1968.

I 1960'erne var byarealet i Aabenraa vokset så meget, at de fremtidige arealbehov måtte dækkes i nabokommunerne Løjt, Rise og Ensted. Loven om revision af den kommunale inddeling i 1967 førte til en sammenlægning af alle landets kommuner i storkommuner efter princippet, at ét sammenhængende byområde skulle være én kommune. Dette lykkedes ikke med Aabenraa og Rise (Rødekro) kommuner i 1970. Derimod lykkedes det Aabenraa at blive det nye administrative centrum for de sammenlagte sønderjyske amtskommuner.