Gå til leksikonoversigt

Besættelsens første ofre

Den 9. april 1940 kl. 04.15 begyndte det tyske angreb, som i løbet af få timer førte til Danmarks besættelse. Røde signallys blev skudt op i luften på den tyske side af grænsen som tegn til, at tropperne skulle begynde fremrykningen. Omtrent samtidig myldrede tyske soldater i land fra et troppetransportskib, som netop havde fortøjet ved Langelinie i København, og i en række andre havnebyer stævnede tyske krigsskibe ind og landsatte soldater.

Men allerede et kvarter tidligere havde det tyske overfald på Danmark krævet sine første ofre. Tre medlemmer af Grænsegendarmeriet, blev ca. kl. 4 skudt ned af civilklædte personer ved viadukten under jernbanen i Padborgs sydlige udkant

Grænsegendarmeriet blev oprettet i 1838 som et halvmilitært korps, som skulle forhindre ulovlig grænsepassage og smugleri langs den daværende grænse ved Elben. I forbindelse med krigen i 1864 var korpset en kort overgang stationeret ved Ejderen. Derefter blev det indsat til bevogtning af Kongeågrænsen, indtil det i 1920 igen kunne rykke sydpå til den nye grænse ved Skelbækken.

I  1930´erne bestod korpset af ca. 350 mand fordelt på 16 bevogtningsafsnit langs sø- og landegrænsen fra Kegnæs på Als til Rudbøl ved Vadehavet. I disse afsnit blev grænsen afpatruljeret til fods og på cykel dag og nat året rundt. Grænsegendarmerne havde lyseblå uniformer og var bevæbnede med et gevær. Den enkelte gendarm boede som regel i det afsnit han hørte til. Grænsebevogtningen blev således varetaget af folk, som var stedkendte ned til mindste detalje.

Gendarmerne var ikke blot den danske stats øjne og ører ved grænsen i fredstid, de havde også en rolle at spille i tilfælde af et angreb på landet. Det var forudset, at de skulle tage det første stød og herunder sikre, at de vigtigste broer ved grænsen blev sprængt, før fjenden kunne erobre dem. Men så sent som om eftermiddagen den 8. april 1940, da det stod klart, at et angreb var nært forestående, blev forholdsordren ændret. Nu måtte gendarmerne ikke skyde, men skulle samles i deres afsnit og derefter køre nordpå. I København havde man allerede i nogen tid været betænkelige ved den gældende ordning på grund af gendarmernes høje alder. De fleste var i 40´erne eller ældre. En ny ordning var dog ikke blevet forhandlet på plads før situationen nu krævede, at der blev gjort noget.

Tidligt om morgenen den 9. april var overgendarmerne Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen på vagt ved viadukten under jernbanebroerne i Padborg. De to broer var forberedt til sprængning ved at der var boret huller til sprængstof i betonen, men bortset herfra var der ikke truffet foranstaltninger til at sprænge broerne. Sydpå hørtes motorlarm og kommandoråb. De to gendarmer havde fået ordre til at møde ved afsnittets kontor i Bov for sammen med kollegerne at blive transporteret nordpå. Kl. ca. 4 kom en tredje overgendarm, Johannes Petersen Birk, kørende til viadukten i bil. Han standsede for at tage de to kolleger med. Overgendarm Hansen nåede inden sin død at fortælle, hvad der skete. Mens de tre gendarmer stod og talte sammen, kom tre unge civilklædte personer hen imod dem. Da gendarmerne spurgte hvor de skulle hen, blev der på tysk svaret, at de skulle til banegården. Pludselig trak de tre mænd pistoler og skød på kort afstand på gendarmerne. Derefter løb de gennem viadukten og forsvandt ned mod grænsen.

Byens læge, dr. Lorenzen, som kom til stede kort efter, kunne blot konstatere, at overgendarm Birk var dræbt på stedet, ramt af et skud i hjertet. Albertsen og Hansen var hårdt sårede. Albertsen var blevet båret til den nærliggende lægebolig, mens Hansen havde været i stand til at nå til sit hjem få hundrede meter fra viadukten. En tysk officer, som også var kommet til stede, havde travlt med at forklare, at udåden ikke kunne være begået af folk fra den tyske Værnemagt. Man kunne jo se på de efterladte patronhylstre, at der var brugt småkalibrede lommepistoler og ikke Værnemagtens almindelige pistoler! Dr. Lorenzen valgte at tilkalde ambulance fra Sønderborg, da han regnede med, at vejen til Åbenrå kunne være spærret af kamphandlinger. På grund af kampen ved Hokkerup blev ambulancen fra Sønderborg dog også stærkt forsinket, så først ved 10-tiden nåede den frem til Padborg. De to sårede gendarmer kom straks på operationsbordet, da de endelig nåede til sygehuset i Sønderborg, men det var for sent. De døde begge senere på dagen af indre blødninger.

De tre dræbte overgendarmer var alle mænd i 40-årsalderen. De var gift og alle tre havde voksne eller halvvoksne børn. Albertsen og Hansen blev begravet på kirkegården i Bov, medens Birk blev begravet i sit fødesogn Taps lige nord for den gamle grænse. Gravene er fredede og findes således endnu.

Men hvem var morderne? Først efter Befrielsen har man fået en fornemmelse af, hvem der begik disse lumpne snigmord. Det fremgår af de tyske militære befalinger for angrebet på Danmark, at man var meget bange for, at jernbanebroerne i Padborg og broen over Vidåen syd for Tønder kunne blive sprængt. Det måtte for enhver pris undgås. Derfor blev det besluttet, at indsætte to grupper af en nydannet specialstyrke, som senere blev kendt som Brandenburg-bataljonen efter dens hjemsted i Brandenburg an der Havel. De to grupper sneg sig i ly af mørket over grænsen. De var civilklædte, og de var bevæbnede med småkalibrede lommepistoler! Hvorfor aktionen i Padborg fik den tragiske udgang er aldrig blevet opklaret. Ved Tønder gik det ikke så galt. Her blev fire gendarmer holdt op og afvæbnet af den tyske gruppe. De to grupper tilhørte Værnemagten. Det var hverken SS- eller Gestapofolk, som man ofte ser anført. At de var civilklædte og bar deres våben skjult, var en klar overtrædelse af de folkeretslige regler for krigsførelse, men det var hverken første eller sidste gang under 2. Verdenskrig, at der blev set stort på disse regler.

På stedet, hvor de tre gendarmer blev skudt, rejstes året efter en mindesten. Pengene til stenen blev samlet ind i Bov sogn, og området, hvor stenen står, blev stillet til rådighed af det daværende Aabenraa amt. Stenens motiv – en fredsengel – er udformet af billedhuggeren Utzon Frank. Teksten kom til at volde problemer. Det siges, at det var Grænsegendarmeriets daværende chef, oberst Svend Bartholin Paludan-Müller, som bestemte, at der under gendarmernes navne skulle stå ”Skudt af civilklædte personer 9 april 1940”. I regeringen i København var man imidlertid bange for, at denne tekst skulle virke stødende på den tyske besættelsesmagt, hvorfor amtmanden i Aabenraa, Kresten Refslund Thomsen, fik besked på at få teksten fjernet. Han kunne ikke forhindre, at den blev hugget ind i stenen, men fik gennemtrumfet, at ordene ”Skudt af civilklædte personer” blev skjult under et lag stenkit. Først efter Befrielsen kunne kittet fjernes, så hele ordlyden nu kan ses. På stenens bagside står et lille vers af forfatterinden Hansigne Lorenzen fra Ballum:

Pligttro I satte Livet til
Med Eders Kald i Pagt.
Hav tak fra Fædreland og Folk
For trofast Grænsevagt.

De tre overgendarmer blev ikke Grænsegendarmeriets eneste ofre i løbet af besættelsestiden. Den 26. maj 1944 blev chefen, oberst Paludan-Müller, dræbt i sin embedsbolig i Gråsten, da han satte sig til modværge mod et tysk forsøg på at arrestere ham. Samtidig med aktionen mod politiet den 19. september 1944 blev knap 300 gendarmer arresteret og ført til Frøslevlejren. Nogle uger senere blev 141 af dem sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg. Af de deporterede gendarmer kom 36 ikke hjem igen. Fem døde senere af følgerne af KZ-opholdet.

Allerede kort efter Befrielsen begyndte man at diskutere Grænsegendarmeriets fremtid. I 1952 forsvandt de lyseblå uniformer og korpset blev rent civilt under navnet Toldgrænsekorpset. I 1969 blev korpset nedlagt, og dermed var 130 års historie slut. Dog holdes mindet om de dræbte gendarmer stadig ved lige. Hvert år den 9. april afholdes der i Padborg en højtidelighed ved mindestenen, som efter en fornyelse af omgivelserne er anbragt smukt i et lille anlæg, der har fået navnet Gendarmhaven.

Kilde: Pensioneret officer Preben T. Clausen: Besættelsestidens første ofre. Kronik den 27. marts 2010 i Flensborg Avis