Gå til leksikonoversigt

Danmark dejligst vang og vænge. Digt af Laurids Olufsen Koch

Kildetekster

Sangen, der kan betragtes som Danmarks første fædrelandssang, blev skrevet ca. 1675 af præsten på Refsnæs, Laurids Olufsen Koch og kom første gang på tryk i 200 Viser om danske Konger, Kæmper og andre, udgivet 1695 af Peder Syv. Sangen havde oprindeligt 14 strofer, men i sangbøgerne trykkes kun nedenstående 7 vers.

Baggrunden for sangen var de magtpolitiske stridigheder mellem Christian den 5. og hertugen på Gottorp.

I digtet høres dronning Thyras stemme. Thyra, der levede i første halvdel af 900-tallet og var gift med Gorm den Gamle, er i den nationale tradition ophavskvinde til bygningen af Danevirke, hvilket dog ikke er korrekt.

I strofe 1-4 beskriver Thyra behovet for beskyttelse mod angreb sydfra; i de udeladte strofer gennemgår hun detaljeret, hvordan det store arbejde kræver alle danskes medvirken. I strofe 5-7 taler hun om, hvordan "I som står for Danmarks styre" skal blive ved med at vedligeholde Danevirke.

Digtet var stort set ukendt frem til 1814, da Rasmus Nyerup genudgav digtet i Danske Viser fra Middelalderen. I 1817 bearbejdede Grundtvig digtet første gang, og i 1820 brugte Oehlenschläger det i sit skuespil Erik og Abel. Det virkelige gennembrud fik digtet i 1840'erne, da det blev slagsang for Ejderpolitikken, og både under Treårskrigen 1848-1850 og i 1864 var den med i ethvert sanghæfte til soldaterne. Siden er sangen blevet en kendt fædrelandssang og er optaget i Højskolesangbogen.

Teksten nedenfor er Grundtvigs bearbejdelse til Nutzhorn og Schrøders Historiske sange 1872.

1. Danmark dejligst vang og vænge,

lukt med bølgen blå,                               

hvor de voksne danske drenge

kan i leding gå

mod de sakser, slaver, vender,

hvor man dem på tog hensender:

én ting mangler ved den have:

ledet er af lave.                                       

2. Ved Guds nådig forsyn hegnes

dog det meste land,

og hvad under Danmark regnes,

nyder værn af vand.

Ingen nabo, som vil vinde,

tør på Danmark gå i blinde,

blev kun ledet hængt til rette,

skulle vel det tætte.

3. Mejlfarsund os Fyn beskytter                

tryg står Møens klint;

ind til Gedser ingen rytter

ride skal for svindt;                                   

Guldborgsund for Lolland genner,

Øresund vort Sælland tjener,

hvert land har sit eget lukke,

alt må Jylland sukke.

4. Holster, vagrer, lyneborger                    

som en farlig flod

gør os Jylland mange sorger,

tørster efter blod;

lægges af må slig uvane,

skam det var at lade rane

fra vor mark den mindste tue;

pil vi har og bue.

5. Sådan talte dronning Tyre,

ret kaldt Danebod:

I, som står for Danmarks styre,

fatter frejdigt mod!

Gabet kan vi vel tillukke,

så vi ej os lader plukke

af hver fremmed løbeskytte,                      

der får lyst til bytte.

6. Fra moradset vest ved strande

til Mysund og Sli                                      

vi vil os en vold bemande,

gøre snæver sti.

Om forlov skal hver mand bede,

hvis han agter ind at træde,

nødig skal han atter fare

hjem med stjålen vare!

7. Danemark vi nu kan ligne                    

ved en frugtbar vang,

hegnet trindt omkring, - Gud signe           

den i nød og trang!

Gid som korn opvokse knægte,

der kan frisk mod fjenden fægte

og om Danebod end tale,

når hun er i dvale.

 

Melodi: Poul Edvard Rasmussen (1810)

 

Ordforklaring:

Vers 1:

lukt med: lige ud til

ledet: lågen (i Danmarks haves grænse mod syd, altså Danevirke)

Vers 3:

Mejlfarsund: Middelfartsund, Lillebælt

for svindt: for hurtigt 

Vers 4:

vagrer: slavisk folk fra Vagrien i det østlige Holsten

Vers 5:

Danebod: Betydningen er omdiskuteret. I denne sammenhæng "den der bøder Danevirke", altså reparerer hullet. Den anden betydning er "Danmarks pryd".

Løbeskytte: lejesoldat, der fører krig for vindings skyld.

Vers 6:

Mysund og Sli: Mysunde og Slien

Vers 7:

ligne: sammenligne 

signe: velsigne