De vog dem, vi grov dem. Digt af Holger Drachmann

1. De vog dem; vi grov dem
en Grav i vor Have,
lagde dem ved Siden af den alfar Vej;
alle vore Blomster skal smykke deres Grave
sønderjydske Piger, I forglemme det ej!
Hvem gemmer vi vel ellers vore Kranse til!
Søster, hvad er det du siger?
Lad Fjenden plukke Blomster derude hvor han vil:
Nælder hos de sønderjyske Piger.

2. De ligger og lytter
i Jorden dernede,
lytter til hvert Fodtrin paa den alfar Vej,
lytter, o paa Landsmaal en Læbe vil bede:
Sønderjydske Piger, I forglemme dem ej!
Og skulde vi vel have saa glemsomt et Sind;
Søster, hvad er det du siger?
De Døde har vi tegnet os i Hjerterne ind;
de bor hos de sønderjydske Piger.

3. Men ak, de kan ængstes; thi Tiden henrinder,
jævnende, som Støvet langs den Alfarvej.
Fjenden vil sig fæste de blegnende Kinder,
sønderjyske Piger, I forglemmer jer ej!
Nej, heller´ vi os vier til den døde Soldat;
Søster, hør efter, hvad vi siger!
Lad Tøjterne ved Elben være tysken parat,
Enker, Enker er de sønderjyske Piger!

Holger Drachmann, 1877. Digtet blev offentliggjort i bogen Derovre fra Grænsen i 1877.

Drachmann besøgte i 1877 for første gang efter nederlaget i 1864 Sønderjylland. Efter ankomsten til Sønderborg gik han en aftentur forbi Dybbøl Mølle og videre ud til Bøffelkobbel. Her standsede han ved et lille hus, hvor der i forhaven var begravet to danske soldater. Han blev fascineret af den velholdte grav og faldt i snak med husets unge datter. Da han kom tilbage til sit hotel i Sønderborg senere samme aften skrev han digtet.

Digtet blev det poetiske forlæg for et af de mest udbredte nationale billeder fra denne periode, nemlig "De sønderjyske Piger".