Gå til leksikonoversigt

Det er så køhnt, det er så dejle. Digt af Karsten Thomsen

Begreber

"Ved Forårstid" digt af Karsten Thomsen.

1. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e himmel sæ udbre'r så vi',
e sol så klar i'e vand sæ spejler
og lys og værremt strør
vos å e jord hernér,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

2. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e bøg sin blaj udbrer så vi',
hvorunner små skovblommer frejle
står mell' e blaj og græjs
og lærre godt tefrejs.
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

3. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
di små syngfowl er kommen hi,
og flagrend i e loft så glæjle
de synger med en lyst,
der smitter i vort bryst,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

4. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
den pigh, jen fremfor åll kan li',
hun sidder ved vos, og vi spejler
vos i hind øjens glans,
der rummer åll vor sans,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

5. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
vi glæjes og beruses i
di toner, som forbi vos sejler.
Mit moersmål, din sång
hær dog den kønnest klång.
Ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

Offentliggjort i 1945 i "Tolv sønderjyske Viser af Karsten Thomsen fra Frøslev" af Sprogforeningen ved Martin N. Hansen