Det haver så nyligen regnet. Digt af Johan Ottosen

Digtet er skrevet af Johan Ottosen, der var historielærer på Efterslægtsselskabets Skole i København. Han var i sin ungdom meget engageret i det sønderjyske arbejde i studenterforeningerne. Sangen er oprindeligt skrevet til en fest Studentersamfundets Sønderjyske Samfund (4 S) i forbindelse med sønderjyders besøg i København i 1890, 26 år efter at Sønderjylland i 1864 kom under preussisk styre og i en periode, hvor man havde erkendt, at en genforening med Danmark havde lange udsigter. Sangen er skrevet til en i forvejen kendt folkemelodi, og de to første linjer er identiske med teksten hertil.

Sangen blev hurtigt sønderjydernes kampsang, og det blev derfor tilrådet arrangører af offentlige møder ikke at afsynge den. Sangen blev dog ikke direkte forbudt, og den findes aftrykt i sønderjydernes sangbog, Den blaa Sangbog. 

At sangen havde samme melodi og delvis samme tekst som en gammel folkemelodi, blev udnyttet. Når den preussiske gendarm (politibetjent) påtalte, at man sang denne sang, kunne man hævde, at man jo bare sang en gammel folkevise. Begge sange havde plads i Højskolesangbogen til og med 17. udgave. Folkesangen er ikke med i 18. udgave, som udkom i 2006.

En del af sangens tekst blev brugt på en afstemningsplakat tegnet af Thor Bøgelund. Plakaten blev trykt i 5.000 eksemplarer op til folkeafstemningen i 1920.

Digtet er en kærlighedserklæring og troskabsløfte til det danske. Med billeder, især fra meteorologien, skildres den holdning, som sangens "vi", de dansksindede sønderjyder, tålmodigt og på trods af tab af frihed og menneskeliv indtager over for sangens "de" - de preussiske undertrykkere. Set i et moderne perspektiv er sangen et godt eksempel på, hvordan identitet stimuleres i modsætning til det fremmede og dermed den "dem-os-tænkning", som præger det moderne kulturmøde.

Sangen blev udbredt over hele Danmark under besættelsen (1940-45), fordi den samlede befolkningen nu var i samme situation som sønderjyderne i perioden 1864-1920, og fordi sangen formanede til udholdenhed. Sangen er fortsat populær i Sønderjylland, hvor det stadig er almindeligt at gentage sangens sidste tre linjer, enkelte steder endda stående.

I forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020 skrev sangeren Sigurd Barrett en ny tekst, "Det har været et vildt og voldsomt regnvejr" til den gamle melodi. Formålet med den nye tekst var at beskrive udviklingen i det dansk-tyske grænseland siden 1890.  

1. Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund;
frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov!

2. Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet, men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

3. Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi, som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

4. De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal dér,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.

5. Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer, de drypper endnu;
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for den, som tror.