Du skønne land med dal og bakker fagre. Digt af Edvard Lembcke

Digt af Edvard Lembcke (juli 1859).

Teksten var et digterisk indlæg i den nationale strid i perioden mellem de to slesvigske krige, hvor spørgsmålet om hertugdømmet Slesvigs tilhørsforhold endnu var uafklaret. Efter sejren i 1850 fastholdtes Helstaten, men det voldte store statsretslige problemer med en stat, som i den ene del (kongeriget) havde folkestyre, mens der stadig var enevælde i den anden del, hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Digtet er i de første fire strofer formet som en tiltale til landsdelen, der sammenlignes med en giftefærdig ung pige, der har valget mellem to friere, som vil duellere om hendes gunst. Den ene frier er Danmark, den anden kommer fra Tyskland, hvor ideen om at samle de tyske lande i et stort Tyskland er meget levende. Strofe 5 henviser til, at Danmark vandt den første krig og at bruden (Sønderjylland) dermed har fundet den rette brudgom (Danmark), men i digtets tre sidste linier aner digteren "endnu en dyst", hvad han dog ingen frygt har for. Virkeligheden skulle vise noget andet.

Digtet er skrevet mellem de to slesvigske krige (Treårskrigen 1848-50 og krigen mod Preussen og Østrig i 1864), da der i Danmark var stor optimisme og selvsikkerhed i forholdet til de tyske lande.  

1. Du skønne land med dal og bakker fagre,
med grønne enge og med gyldne agre;
med kløfterne, hvor bækken
sig gennem krattet snor,
og langs med vejen hækken,
hvor fugleskaren bor!
Skønne land! I din rige have
mindets blomst gror på heltegrave,
mindets blomst.

2. En kampens pris din dejlighed er vorden;
en bejler kom fra syd og en fra norden;
den ene kom i glansen
af rigdom og af magt
og bød dig brudekransen
og herlighed og pragt;
fagre ord talte han med liste,
fagre ord mange hjerter friste,
fare ord.

3. Den anden rakte hånden jævnt og stille
og havde ikke mange ord at spilde,
dog var der i hans stemme
den gamle kendte klang,
som ingen kan forglemme,
der hørte den engang:
det var sang fra din barndoms dage,
minderøst om din fryd og klage,
minderøst!

4. Thi du er vokset af hans egen stamme,
og du er fostret af den fælles amme,
og før han lod dig fare,
og før han dig forlod,
før ville han ej spare
sit bedste hjerteblod.
Ej på skrømt fór hans sværd af skeden;
tunge slag drøned over heden,
tunge slag!

5. Den fagre kampens pris har dansken vundet,
og bruden har sin rette brudgom fundet;
nu vil han jaord drikke
alt med sin liljevand,
og mellem dem slet ikke
er plads til tredjemand.
Før hun skal rives fra hans side,
end en dyst tør vel dansken ride,
end en dyst!