Gå til leksikonoversigt

Genforeningen og broderier

Sønderjydernes kamp for at bevare dansk sprog og kultur og håbet om at vende tilbage til Danmark satte sig spor på mange områder, herunder de tekstile. Man kunne vise sit nationale sindelag og sympati for sønderjyderne ved at smykke sit hjem og sig selv med broderier i en særlig dansk stil eller med et broderet skilderi af Dannebrog.

I løbet af 1800-tallets sidste halvdel skete en vældig udvikling af broderier til, at enhver kvinde med respekt for sig selv broderede. Tidligere tilhørte broderier eliten og blev til dels udført af denne, men fra 1852 begyndte der i Danmark at udkomme modeblade fyldt med broderiforslag. Motiver og mønstre, der stammede fra ældre europæiske mønsterbøger, blev omtegnet i en forenklet udgave. Samtidig etableredes firmaer, der solgte broderimaterialer. Sådan en vækst gav almindelige mennesker muligheder for at bruge håndarbejder som et middel til at kommunikere holdninger ligesom med litografier og olietryksbilleder. Valg af motiv og mønster, stoffer, garner og syteknik sagde meget om den broderendes sindelag og tekniske dygtighed.

Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 var der et stort had til alt tysk. Kunsteliten i Danmark og især i København kæmpede derfor imod mode- og mønsterbladenes europæiske stil, der hentede inspiration i tyske forlag, som havde tradition for at udgive ornamentstik og mønsterbøger. I stedet ønskede arkitekter og kunstnere at finde en særlig dansk stil, som brugs- og pynteting kunne fremstilles i. Som følge af periodens nationalromantiske bevægelse og Herders filosofi om folkeånden vendtes blikket mod bøndernes brugsting. De måtte nødvendigvis repræsentere det ældste og mest ægte i Danmark. Denne tanke gjaldt også de broderier, som blev fremstillet mellem 1750-1850 på velstillede bøndergårde i området mellem København, Roskilde og Køge (Hedeboegnen). De kom i 1879 på udstilling i København sammen med bøndernes møbler og andre brugsting. I tidens filosofi skulle der skabes nyt med inspirationer fra det historiske. Udstillingen var især henvendt til håndværkere og fabrikanter.

Dygtige brodøser fra Hedeboegnen udførte broderier til salg i København, hvilket var en god forretning. Hos de københavnsk fruer var der status i at have fine hvide broderier i stuerne, gerne i kniplingssyning eller med grunde, hvor den mørke bordflade eller bordtæppe kunne anes igennem. Brodøserne udviklede fra de gamle bondesyninger den teknik, som kaldtes udklipshedebo. I stedet for at udføre den langsommelige kniplingssyning, hvor broderiet på det nærmeste sys ud i luften, eller udsy grunde ved at trække tråde ud i stoffet og sy over dem, blev der nu klippet huller i faconer. Især lancetformede blade, tulipanblade og cirkler, der blev sammensat symmetrisk eller, hvor de løse blade tilsammen dannede en blomst. Hullerne blev kantet og fyldtes med knaphulssting i såkaldte edderkopper.

Udklipshedebo blev utrolig populær. Den havde ved sit navn noget gammeldansk over sig og var forholdsvis enkel at udføre. Udklipshedebo spredtes af de før omtalte mode- og mønsterblade, broderiforretninger og gennem kursusundervisning og fik status af at være en særlig dansk broderistil som broderedes i stor stil fra slutningen af 1800-tallet til op i 1930’erne. I begyndelsen var kunsteliten begejstret for hedebostilen, men jo mere den spredtes, jo mere kritiske blev kunsteliten og fra 1920 også kvinder inden for højskolebevægelsen. Det var ikke kunstelitens stil, der vandt udbredelse som særlig dansk – men brodøsernes med hjælp fra de af kunsteliten forhadte mode- og mønsterblade.