Gå til leksikonoversigt

Hansen, Johanne, 1890-1981, husholdningsskoleforstander og modstandskvinde

Personer

Johanne Hansen stammede fra en fynsk familie præget af højskoletraditioner og interesse for Sønderjylland. Hun blev uddannet på Ankerhus Seminarium og ønskede efter 1920 at være med i genforeningsarbejdet i Sønderjylland. I 1927 købte hun Als Husholdningsskole i Vollerup, som hun drev i 43 år, fra 1930 sammen med Abildgården, et af Danmarks første vandrerhjem. Hun var stærkt engageret i samfundsforhold, var medstifter af partiet Dansk Samling og deltog fra et tidligt tidspunkt i modstandsarbejde. Blev i 1944 arresteret af Gestapo og blev deporteret til kz-lejren Ravensbrück. Efter krigen fortsatte hun skolearbejdet og var en aktiv foredragsholder og debattør.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.