Jeg ser de bøgelyse øer. Digt af L.C. Nielsen

Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt
så skært og klart i solen, som aldrig jeg har set.
Jeg véd det, som de ligger der, så er der kun så kort
fra grænse og til grænsen. Men dette land er vort.

Jeg ser de slægter, som gik hen, men hundredåret skred,                        
som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led;                                    
de elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,                             
men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.                                     
                                                                                                                    
Og derfor bøje vi vort sind, hvor vi i verden går,
med længsel mod de strømme, som disse kyster når;
og derfor samle vi hvert navn, som steg af folkets jord,
i dem vor fortid leved, af dem vor fremtid gror.

Tekst: L.C. Nielsen, 1901.

Melodi: Thorvald Aagaard

Digtet er afslutningen af et 16 strofer langt digt, "Hundredåret", skrevet i anledning af århundredskiftet og bragt som afslutning på værket Vort Folk i det nittende Aarhundrede. De tre slutstrofer udtrykker et fremtidshåb for Danmark på baggrund af de foregående 13 strofers historiske beskrivelse af 1800-tallet.