Katrine Hoop: Mit grænseland – for 30 år siden og nu

En historie fra grænselandet fortalt som oplæg til forårskurset "Mindretal anno 2008" på Christianslyst den 27. februar 2008. Originaludkast til teksten, der er udkommet i Flensborg Avis som kronik i 3 dele 28., 29. februar og 1. marts 2008

For 30 år siden i 1978 var jeg syv år og gik i første klasse i Digeskolen i Vollerwiek i Nordfrisland ved Sydslesvigs vestkyst. Skolen var mit livs midtpunkt – for jeg var ikke kun elev i første klasse, jeg boede også på skolen sammen med mine forældre og to ældre søstre, da min far var skoleleder på stedet.

Skolen var en på det tidspunkt måske slet ikke så utypisk dansk landsbyskole i Sydslesvig. Vi var 20 elever fordelt over 9 klassetrin, der som regel havde undervisning i samme klasselokale. Min egen klasse var stor – vi var hele 4 elever. Store klasser var der kun på de første 6 klassetrin. I 7. klasse fortsatte de fleste på realskolen i Husum, hvorfra mange senere gik videre til gymnasiet i Flensborg – så der var som regel højst én eller to elever på de højere klassetrin, der fik et skræddersyet individuelt undervisningsforløb. Vi andre havde undervisning i fællesskab og kunne derigennem vælge det niveau, der passede til vores individuelle evner – jeg var god til matematik og regnede i 1. klasse allerede med i bogen for 3. klassetrin. Hvis en anden havde svært ved stoffet, kunne han eller hun senere bare gentage det sammen med elever fra et lavere klassetrin.

Undervisningsmetoderne var således meget moderne og adskilte sig meget fra det, eleverne i de tyske skoler på Ejdersted oplevede. Men også undervisningsstoffet havde anden karakter. Udover de almindelige undervisningsindhold lærte vi rigtig meget om vores hjemstavn. Vi hørte om egnens historie, om fauna og flora, vi lyttede til sagn og spillede hver jul et teaterstykke på plattysk om et gammelt sagn fra egnen. Samtidig fik vi indblik i alle danske traditioner, den danske sangskat, kulturhistorie og menneskesyn. Men det var også helt naturligt, at vi lærte om tysk litteratur og sammenlignede de danske traditioner med de skikke, vi kunne iagttage i det tyske samfund.

Vi boede på skolen, der også havde en børnehave i samme bygning – bygningen fungerede desuden som forsamlingshus og kirkelokale. Så foreningslivet prægede hele min barndom. Ungdomsforeningen mødtes i skolen (og ikke sjældent også hjemme hos os), der var møde i kvindeforeningen én gang om ugen, der var gudstjeneste i skolens lokaler, lotto-aftener, danskkurser, skolefester, folk kom og gik. Jeg syntes mine forældre var i gang med arrangementer hver aften, og var de ikke det, kom folk til os. Min far var en rigtig landsbylærer, der næsten som en sognepræst tog sig af alle i landsbyen. Han kørte ældre til lægen, hjalp folk med administrative ting. Mine forældre kørte rundt til fødselsdage og besøgte konfirmander. Min mor underviste i de mindste klassetrin og stod desuden for opdækning, kaffe, kager og oprydning til de mange arrangementer.

Skolen var mindretallets centrum. Kernen i et velfungerende net, der gav alle medlemmer en fornemmelse af at være del af et særligt fællesskab. Det lyder meget romantiserende – men jeg tror, at alle, der har oplevet tiden sammen med mig for 30 år siden i Vollerwiek, har følt det på samme måde. Det føltes som et privilegium at være del af det danske, nyde godt af dansk pædagogik, varme, hygge og nærvær. Det fungerede fint i det lokale samfund – alle medlemmer i mindretallet havde taget et bevidst valg for det danske – det gav en følelse af sammenhold og samhørighed.

Og samtidig åbnede kontakten til Danmark op for helt andre horisonter. Medens der var "altdeutsche Eichenbank", "Marchmusik" og "Butterfahrt" hos de tyske naboer; var der dansk design, jazz og kunstrejser for os. Dette pust udefra – andre måder at se verden på – nød alle i mindretallet gavn af.

Og for vores families vedkommende var det ikke kun noget, vi oplevede i mødet med vennerne fra Danmark; men noget vi levede som i et lille Minidanmark derhjemme. Vi levede med danske møbler og dansk mad, og tog mindst én gang om måneden til Padborg for at handle danske varer. Medens mine kammerater gik i termostøvler og parka, der var moderne i Tyskland i 1978, havde jeg en anorak med pelskrave og støvler med andefødder. Vi så "Fjernsyn for dig" og "Huset på Christianshavn", holdt familiefester med masser af lejlighedssange, mad og hurraråb. Hvis jeg betragter mit barndomshjem, har jeg helt klart meget mere til fælles med mennesker fra Danmark end fra Tyskland.

Jeg har forleden læst en bog om danske traditioner og med forundring opdaget, at der vist ikke er nævnt én tradition i bogen, jeg ikke husker fra mit eget hjem.

Mine venner syntes det var spændende at komme hjemme hos os. Kammeraterne fra dansk skole sagde, at vi levede lige præcis som de kendte det fra deres danske læsebøger. Og vennerne fra tyske hjem følte ligefrem det var eksotisk anderledes hjemme hos os. Og jeg havde det på samme måde, når jeg var inviteret til børnefødselsdage hos tyske familier og var både fascineret og skræmt over "Wackelpudding", tunge gardiner foran vinduerne og den anderledes omgangstone.

Mine forældre fandt hinanden i mindretalssammenhæng og derigennem ikke kun hinanden men også deres fælles fokus i livet. De medbragte begge en helt forskellig tilgang til det danske mindretal.

Min far voksede op på geesten nær Slesvig i en flersproget og flerkulturel familie. Hans mor talte sønderjysk og kom fra Nordslesvig, men havde fået uddannelse til dameskrædder i Dresden og talte både højtysk og plattysk. Min farfars familie kom oprindelig fra Sild, faren var lærer i en tysk skole; talte dog ikke kun høj- og plattysk men også et udmærket rigsdansk.

Min far voksede op med typiske sønderjyske traditioner og besøg fra familien fra Danmark. Sproget i hjemmet var blandet, min far talte f.eks. sønderjysk med sin mor og plattysk med sin far. Det specielle var, at alle børnene fik lov til at vælge deres individuelle vej. Så medens min far og én af hans søstre valgte den danske skole, tog uddannelse i Danmark og begge blev meget aktive indenfor mindretallet, valgte broderen og den anden søster en tysk skolegang og uddannelse, selvom de begge også var gode til at tale dansk.

Min mor voksede op i et ismejeri på Ejdersted. Hendes familie valgte det danske under anden verdens krig som et klart fravalg af det tyske. Hjemmets politiske holdning var allerede før krigen socialdemokratisk og anti-nazistisk. Min morfar var stationeret som soldat i Danmark og kom hjem med begejstring for dansk kultur og menneskesyn. Han var imponeret over at have oplevet så mange fordomsfrie mennesker, der behandlede ham godt som menneske, selvom han repræsenterede besættelsesmagten, som han selv foragtede. Han døde senere som soldat i Italien. Min mormor engagerede sig herefter meget stærkt i det danske mindretal, lærte at tale dansk, sendte alle børn i dansk skole og knyttede stærke bånd til Danmark og dansk kultur. Hjemmesproget var plat- og højtysk; men alle børnene valgte siden hen det danske sprog for sig selv og deres børn.

Min far blev allerede kort efter sin uddannelse til lærer i Danmark ansat på den lille landsbyskole på Ejdersted og mødte min mor i den lokale ungdomsforening. Selvom de begge to talte både højtysk, plattysk (og for min fars vedkommende senere også frisisk), var det helt klart for dem at vælge dansk som hjemmesprog.

Mine forældre, søstre og jeg talte kun dansk derhjemme – eller rettere sydslesvigsk. Der var nogle plattyske, sønderjyske og tyske ord, vi altid blandede ind, som "Puschen" for hjemmesko eller "at dusche" i stedet for "at tage brusebad". Vi "kogte" mad i stedet for at lave den, tog "hat og handsker" på selvom det faktisk var hue og vanter. Vi sagde som regel "Tschüss" i stedet for "farvel". Og der var et "ne?" efter hver anden sætning – hvilket er typisk nordtysk for "ikke sandt?" Men vi kunne da skifte om til ret fejlfrit rigsdansk, hvis det var påkrævet.

I landsbyen talte jeg plattysk med de voksne og højtysk med børn fra flertalsbefolkningen. Det var noget, vi ikke meget tænkte over – der fandtes forskellige scener med passende sprog. Vi skiftede helt naturligt alt efter sammenhæng.

Hvis vi børn fra den danske skole legede sammen, blandede vi en del. Det var meget afhængigt af, hvor gode kammeraterne var til at tale dansk, hvilket sprog vi valgte. Mange af de andre havde forældre, der også var gået i dansk skole, og havde selv en dansk børnehavetid bag sig; men der kom også nye til – forældre, der blev interesserede i mindretallet og ønskede at blive del af fællesskabet. Hvis deres børn endnu havde svært ved at tale sproget skiftede vi i frikvartererne tit til tysk af ren høflighed.

Mine forældre satte pris på, at vi talte dansk – især for at give de andre børn mulighed for at dygtiggøre sig i sprogbrugen. Men selvom vi var meget danske derhjemme, var mine forældre åbne overfor det flersprogede og flerkulturelle, som de jo selv var vokset op med. Det var en klar selvfølge at blande sig med omgivelserne og bruge alle regionens sprog. Og jeg tror faktisk, at mine forældre havde så meget klarhed omkring deres forkærlighed for det danske, at mødet med andre kulturer og sprog ikke føltes som en trussel men en berigelse. Det var helt klart, at dansk var et vigtigt kommunikationsmiddel for at kunne holde kontakt til andre danske og nutidig dansk kultur. Men sproget var ikke indikator for sindelag.

Vollerwiek var en traditionelt dansksindet enklave. Og jeg var så heldig selv endnu at kunne opleve nogle af dem, der havde været med til at oprette skole og foreninger på stedet. Ligesom mange andre i Sydslesvig hyldede de ikke den form for danskhed, der lagde afgørende vægt på sproget, men derimod en særlig slesvigsk patriotisme med baggrund i den danske helstatstid.

Deres danskkundskaber var som regel reduceret til det rent funktionelle; men de var godt nok blevet hidsige, hvis man havde tvivlet på deres danskhed af den grund. For dem var sprog og identitet ikke nødvendigvis knyttet til hinanden. Vigtigt var bare, at man havde ordforråd nok til at synge de danske sange, følge med i Flensborg Avis og holde kontakt til fadderskabet (Grænseforeningen). Da et af vores fadderskaber kom fra Vendsyssel, var rigsdansk jo heller ikke altid nok. Man måtte tage hænder og fødder til hjælp og havde det vældig sjovt med det. Og der var sjove misforståelser, som da en rigsdansk besøgende lykønskede en dame, der var meget aktiv i mindretallet, til det ny reparerede stråtag og sagde: "Til lykke med taget" og damen forfærdet kiggede derop og udbrød: "Åh nej, er der hul igen", da "Lücke" er det tyske ord for "sprække".

De gamle danske i landsbyen betragtede sig som regel som dansksindede frisere. Nordfrisland havde været del af den danske helstat og det havde været godt. De dansksindede følte sig af forskellige grunde ikke tryg ved tysk hhv. preussisk kultur og søgte til det danske. Der blev faktisk slet ikke længere talt frisisk på selve Ejdersted siden 1700-tallet, da det blev fortrængt af det plattyske. Min far havde tillært sig frisisk; men da sproget var uddød på egnen for lang tid siden, var der for os ikke mulighed virkelig at tale det til dagligt – så jeg har kun lært at forstå lidt.

Den frisiske kultur var dog meget tilstedeværende. Vi fik formidlet idealer om frihed, ligeværd og basisdemokrati som kernen i frisisk kultur – ikke kun via historieundervisningen men også igennem den hverdag, vi oplevede i vores landsbysamfund. Selvfølgelig var man da friser på Ejdersted, selvom man ikke havde mulighed for at tale frisisk. Så selvfølgelig kunne man da være dansksindet, uden at kunne tale sproget på et avanceret niveau. Sprogbrug var til enhver tid præget af handelsforbindelser, omgang og mode og kunne let skifte Ö men sindelaget ændredes jo ikke af den grund.

I 1978 var min kontakt til Danmark præget af positive oplevelser. Det var en fest, når vi havde besøg af venner og familie. Mine kammerater var gerne i Danmark som feriebørn. Jeg var selv alt for bange af mig til at tage på ferie uden forældre. Men vi var så til gengæld på familieferie i Danmark hver sommer. Jeg husker, at folk roste vores pæne sprog og det rige danske foreningsliv. Det var vi som børn glade og vel ligefrem stolte over. Danmark var det forjættede land – og vi var så heldige at leve i forhaven.

Regionens historie dannede baggrund for vores ret til at vælge det danske. Det var noget vi lærte helt naturligt. Regionen vi levede i havde været dansk før i tiden. Ydre magter havde ført til, at grænsen var blevet flyttet. Men regionens historie gav os ret til stadigvæk at vælge den danske kultur som vores. Det danske var ikke noget, man blev født ind i – det var noget man kunne vælge. Det var noget glædeligt og frivilligt.

Jeg talte dansk, plattysk og tysk hver dag. Og adspurgt til mit kulturelle tilhørsforhold ville jeg i 1978 nok have svaret: "Jeg er dansker og friser" – det ville jeg ikke have følt nogen modsætning i.

Denne paradisiske naivitet blev jeg kylet ud af hen ad vejen. Jeg mødte dansksindede sydslesvigere, der helt havde fravalgt de andre kulturelle andele, kun talte dansk, ligefrem betragtede tysk som et moralsk mindreværdigt sprog. Der blev talt om nødvendigheden i at vælge "hele pakken". Jeg blev konfronteret med lærere, der skreg af os, hvis vi ikke talte dansk i frikvartererne. Lærere der rettede på vores sprog og prøvede at få os til at lyde mere danske. Der blev stillet spørgsmålstegn til vores ret i at gå i dansk skole, hvis vi hellere talte tysk i frikvartererne. Der var få, der talte med os om identitet. Det var sproget, man kiggede på. Sproget blev ophøjet til en indikator for sindelag. Og det udsatte os unge for et enormt moralsk pres.

For ungdomssproget var helt naturligt tysk. Vi var omgivet af tysk ungdomskultur – tysk musik, tysk mode, tyske film. Det var moderne at tale tysk. I modsætning til vores forældregeneration, der måske endnu havde følt sig i opposition til tyskerne, havde oplevet diskriminering og valgte dansk som fællessprog i protest mod tyskerne, havde vi jo alle en masse tyske venner. Vi mødtes udenfor skolesammenhæng i blandede grupper – så selvfølgelig talte vi tysk i vores fritid. De andre fra tyske skoler, kunne jo ikke dansk. Det beklagede mange af dem tit.

Min forældregeneration fortæller om, hvordan de stolte gik i Årsmødeoptoget for at alle dem, der til dagligt diskriminerede dem pga. af deres danske tilhørsforhold, skulle se at de var danske. Jeg og mange af mine kammerater syntes altid det var lidt pinligt at marchere gennem gaden i et kamp-optog med danske flag. Folk vidste jo godt at vi var danske og det var der ingen, der havde noget imod – hvorfor kunne vi ikke bare holde en hyggelig dansk festdag? Og selvfølgelig var vi da alle sammen meget danske – eller i hvert fald flerkulturelle – indeni. Der er ingen, der gennemløber en dansk skolegang uden at medtage en stor dansk kulturskat.

Men om end vi følte os meget danske, belærte mødet med Danmark mange af os om det modsatte. Jeg tog f.eks. på dansk kunsthøjskole for at opleve Danmark indefra. Det var en skrækkelig tid for mig. Folk gjorde ikke kun nar af min accent, de følte ligefrem, at det var anstrengende at tale med mig og bad mig om at lyde mere dansk. Men det var jo mit modersmål jeg talte på – de talte jo også jysk, københavnsk, fynsk. Og det var sandelig heller ikke fejlfrit alt sammen. Men hos dem blev det betragtet som dialekt – jeg talte med accent.

Én i min familie sagde engang, at hun som ung havde oplevet det som en berigelse, hvis der blev rettet på hendes sprog. Hun følte, at hun blev dygtigere til at tale dansk. Men hun var opvokset med tysk som hjemmesprog og havde faktisk lært dansk som fremmedsprog i skolen. Hvis man er på vej mod at lære sproget er det fint at blive rettet. Men hvis man er opvokset med sydslesvigsk som modersmål præcis som det er, med sjove vendinger og udtale, så rammer det dybt, hvis der bliver rettet i det. Det fratager os vores modersmål – og så står vi tilbage som sprogløse.

Jeg var led og ked af ikke at være god nok og flygtede fra Danmark og Sydslesvig. Jeg tog ned til bydelen Altona i Hamborg og boede der i 17 år. Her var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved min danskhed. Jeg var én af mange andre med flerkulturel baggrund og andet hjemmesprog. Mødet med mennesker fra alle verdens lande gav mig en helt anden forståelse for det at være sydslesviger. Det er slet ikke noget unikt og underligt at færdes i flere kulturer. Det er faktisk mere normalt, end at være monokulturel.

Ifølge projektet "Living Diversity" tilhører hver 7. indbygger i Europa et indfødt nationalt mindretal. I Europas 45 stater lever 337 etniske og nationale mindretal bestående af i alt næsten 105 millioner mennesker. Der findes 90 sprog i Europa. Ifølge officielle tal taler 40 millioner mennesker i Europa et regional- eller mindretalssprog, dette svarer til næsten 10 % af befolkningen.

Der er ikke stor forskel på, om grænsen flytter sig i forhold til en selv eller om man flytter sig i forhold til en grænse. Man står i begge tilfælde i en situation, hvor man har en egen kultur, der adskiller sig fra den dominerende kultur i det omgivende samfund. Og hvis man åbner sig for det omgivende samfund bliver man lige så stille til et dejligt blandingsprodukt. En hybrid, der kan begå sig i begge kulturer og er i stand til at skifte blikvinkel. Vi tager vor egen kultur med i mødet med flertalskulturen, der omgiver os, og får derigennem flere kulturer at vælge imellem.

Det er ingen mangel – det er en gave at have mulighed for at vælge mellem flere kulturelle verdener og leve en dagligdag, som tager det bedste fra hver kultur. Der er mange der fremhæver den rene vare – men hvis man bare går langt nok tilbage i tiden, findes der ingen kultur intet sprog, der ikke er et blandingsprodukt.

Jeg skulle først leve i Hamborg-Altona i 17 år for virkelig at kunne forstå og elske min grænselandsidentitet. Altona adskiller sig stadigvæk fra resten af Hamborg. Altona har lige som Hamborg en byport som våben – men medens Hamborgs port er lukket, står Altonas port åben som symbol for den traditionelle åbenhed i Altona. Altona blev i 1640 del af hertugdømmet Holsten og kom dermed under den danske konge. Byen fik tildelt kongelige privilegier og herigennem bl.a. religionsfrihed, hvilket tiltrak en broget befolkning. Da Altona i 1664 fik købstadrettigheder udviklede byen sig til en alvorlig konkurrent for Hamborg og var i slutningen af 1700-tallet en af det danske monarkis vigtigste havnebyer. I 1867 tilfaldt Altona Preussen og fra 1937 blev bydelen indlemmet i Hamborg. Men i Altona er der stadigvæk en stor bevidsthed om den danske historie; og åbenhed og frisind holdes højt. Nogle mener, at det er den danske indflydelse, jeg tror, at det er det bevidst flerkulturelle, der har givet Altona denne åbenhed.

Altona har stadigvæk grænselandskvaliteter med en stor indvandrerandel og tyrkisk prægede bydele.

Mødet med tyrkiske unge er næsten som at se i et spejl. Også deres sprogbrug er præget af omgivelser og mode. De snakker alle sammen tysk – og deres forældre fortvivler over, at de ikke taler mere tyrkisk indbyrdes. Men naturligvis er de alle meget tyrkiske alligevel – sindelaget ændres jo ikke bare med sprogbrug. De fleste af dem vil helt naturligt betragte sig selv som både tyrkere og altonaere. Og de ønsker ikke at give afkald på én af deres to kulturer.

Denne indsigt i og klarhed omkring min forkærlighed for grænseland har givet mig mod og lyst til at vende tilbage til Sydslesvig. Og så har jeg været så heldig at komme tilbage og opleve et opbrud, der giver håb. Det har ikke kun for mig føltes som en forløsning at læse om Duborg-Skole elevernes besøg i Folketinget i foråret 2007. Her udtales for første gang officiel anerkendelse af den ekstra dimension, vi som sydslesvigere har, og den ressource der ligger i at kunne begå sig i flere kulturer.

Hvis man kigger på regionens historie, er det såkaldt nye syn jo slet ikke nyt men faktisk det oprindelige. Vi lever i et grænseland og befolkningen her har altid været flerkulturel. I 1864 taltes der frisisk, plattysk, sønderjysk og tysk i Slesvig. Ja, der blev faktisk også talt en del plattysk og tysk i resten af Danmark. Prægning af dansk sprog og kultur som enhed startede først med nationalliberalismen i første halvdel af 1800-tallet. Slesvig blev siden hen ombejlet fra både dansk og preussisk side. Så medens der nord for Kongeåen og syd for Ejderen blev rimelig monokulturelt, forblev regionen imellem ved med at være mangfoldig.

I min forældregeneration var der mange, der valgte det danske som fravalg af det tyske. Og der er vel stadigvæk nogle, der ligefrem foragter det tyske. Det er dem, der ikke kan forstå, at en hjemmetysker kan blive medlem af Grænseforeningen. Men os såkaldt unge er måske i virkeligheden mere "gammeldavs" end vores forældre.

For os er det ikke dansk kontra tysk. Det er flerkulturel kontra monokulturel. Vi ønsker os en mangfoldig region. Vi holder fast i grænselandet. Og det flerkulturelle i Slesvig kommer ikke kun til udtryk i mødet mellem mennesker af forskellige kulturer. Det er også de enkelte, der forener forskellige kulturer i sig selv.

I tekster om slesvigere, der har sat spor i historien, nævnes det flerkulturelle hyppigt som et centralt element. Flensborg Avis skriver eksempelvis sidste år om maleren Charlotte von Krogh, der blev født på Husum Slot i 1800-tallet: "Gennem hele sit liv holdt hun ganske bevidst og med dyb overbevisning fast i grænselandet. Hun følte sig hjemme både i Preussen og Danmark, var både tysk og dansk, talte begge sprog, havde modtaget undervisning både i København og Düsseldorf og udstillede både i Danmark og Tyskland." – "Hun var ikke enten dansk eller tysk, hun var begge ting".

Men det, der for mig og mange andre føles som en endelig erkendelse af grænselandets kerne, betragter andre som en trussel mod danskheden. Der diskuteres for tiden kraftigt. Vi er ikke danske nok – beskyldes for at udtale os for europæisk kulturel vilkårlighed. Men vores flerkulturelle identitet er ikke vilkårlig, den har sine rødder i vores regions historie. Og det er netop de unge, der stiller identitetsspørgsmål, der opponerer og tvivler, der virkelig bliver i stand til at træffe bevidste valg. Det er dem, der videreudvikler mindretallet og formulerer tidssvarende begreber. Dem der hykler 100%-danskhed, uden virkelig at reflektere dette, kan aldrig opnå den forkærlighed for det danske, som er mindretallets næring.

Samtidig ytres der kritik mod, at vores danskhed ikke er dansk på den rigtige måde og derfor diskvalificerer os som danskere. Hvis en rigsdansker skriver en satire og gør grin med Højskolesangbogen, kan man være uenig med ham i det han skriver, blive personlig fornærmet måske. Men der er nok ingen der vil påstå, at hans holdning fratager ham retten til at være dansker. Skriver en dansk sydslesviger en satire om Højskolesangbogen, diskuteres hans ret til at være aktiv del af det danske mindretal. Hvis danske unge sympatiserer med Ungdomshuset i København, vil mange nok kritisere dette. Men der vil næppe være nogen, der vil sættes spørgsmålstegn ved, om disse unge er danske. Tager en lille gruppe elever fra Duborg-Skolen til København for at demonstrere sammen med deres jævnaldrende, diskuteres der straks, om tilskuddene til det danske mindretal burde stoppes.

Jeg ønsker mig, at det danske mindretal overlever og videreudvikler sig, da mindretallet er en garant for, at regionen bibeholder sin traditionelle åbne og flerkulturelle karakter. Men vi kan kun forblive flerkulturelle, hvis vi har mulighed for at leve og udvikle en tidssvarende danskhed hernede. Og der findes heldigvis mange måder at være dansk på – både hernede og i Danmark.