Gå til leksikonoversigt

Krigen i 1864 - den politiske baggrund i Preussen

Efter at Preussen havde lidt nederlag til Frankrig under Napoleonskrigene, blev en ny hærlov vedtaget i 1814. Loven var præget af tidens frihedsbegejstring. Den gjorde militærtjeneste langt mere human, forbød korporlig afstraffelse og fratog aristokratiet dets forret til officersstillinger. Ved siden af en stående hær blev der oprettet et landeværn. Ideen var at skabe en tættere forbindelse mellem folket og hæren og at borgerliggøre hæren, til erstatning for den adskillelse mellem folket og hæren vha. militarisme, som man mente havde været skyld i nederlaget til Napoleon.

Men hærloven fra 1814 var i midten af 1800-tallet kommet ud af trit med virkeligheden. Preussen havde i 1814 en befolkning på ca. 10 millioner hvoraf 40.000 indkaldtes til militærtjeneste. I slutningen af 1850'erne var befolkningen øget til 18 millioner men der indkaldtes stadig kun 40.000 til militærtjeneste, således at et meget stort antal unge mænd, ca. 25.000 hvert år, undgik militærtjeneste.

Ved mobiliseringen i 1849 og 1850 havde man derfor måttet indkalde ca. 200.000 25-32 årige, hvoraf mange var familiefædre samtidig med at lige så mange unge ugifte mænd kunne blive hjemme. Det samme havde været tilfældet i 1859, da Preussen foretog en delvis mobilisering i forbindelse med krigen mellem Frankrig og Østrig. I foråret 1858 forelagde krigsministeriet et forslag til ny hærreform.

I oktober året før fik Preussens konge Friedrich Wilhelm et psykisk sammenbrud og han blev i 1858 erklæret uhelbredelig sindssyg. I stedet overtog hans bror kronprins Wilhelm kronen. Wilhelm var officersuddannet; han blev allerede som 21-årig udnævnt til general og havde hele sit liv gjort aktiv tjeneste. Han opfattede sig først og fremmest som professionel soldat og var af en helt anden opfattelse af soldaterlivet end de synspunkter, som hærloven af 1814 var præget af. Wilhelm mente, at det afgørende var, at soldaten blev fjernet fra sin vante civile tilværelse, så han kunne gøres til ét med militærlivet og fyldes helt af den professionelle soldats dyder: lydgihed, pligtfølelse og ubetinget troskab mod kongen som øverste krigsherre. Dette kunne kun opnås gennem en lang militærtjeneste. Wilhelm var derfor kompromisløs i kravet om fastholdelse af tre års værnepligt i forbindelse med en hærreform.

Kort tid efter at prins Wilhelm havde overtaget kongemagten afskedigede han den konservative regering og udnævnte et ministerium sammensat af moderate konservative og moderate liberale. Dette gav Wilhelm en vis popularitet i befolkningen, som dog sattes over styr, da han indførte hærreformen med bestemmelsen om, at hele årgangen af unge mænd skulle aftjene tre års værnepligt. Den moderat liberale landdag gik voldsomt imod forslaget og spørgsmålet udviklede sig i de kommende måneder frem til efteråret 1862 til en regulær forfatningskrise, hvor Wilhelm overvejede at abdicere.

Krigsminister Albrecht von Roon, som hele livet havde været officerskammerat med den nye konge, overtalte Wilhelm til at blive og opfordrede ham i stedet til at hjemkalde sin gesandt i Paris, Otto von Bismarck, der samtidig var en god personlig ven af Roon. De to havde allerede korresponderet om Preussens problemer, og Roon havde i juni 1862 antydet over for Bismarck, at han muligvis kunne indtræde i regeringen som minister uden portefølje. Det var Bismarck ikke interesseret i - han stilede formentlig højere. Den 18. september 1862 blev han anmodet om at komme til Berlin.

Fire dage senere blev Bismarck modtaget hos kongen, som han forelagde sit program og sine betingelser for at lede et nyt ministerium, og allerede dagen efter, den 23. september 1862, blev han udpeget til statsminister. I begyndelsen af oktober 1862 blev han udnævnt til ministerpræsident og udenrigsminister.

Det var på dette tidspunkt (den 30. oktober 1862) Bismarck holdt sin berømte "Eissen und Blut-tale" til landdagens budgetudvalg: "Preussen må holde sin magt sammen til det gunstige øjeblik, der allerede nogle gange er forpasset; Preussens grænser er ikke gunstige for et sundt statslegeme. Ikke ved taler og ikke med flertalsbeslutninger afgøres tidens store spørgsmål..., men med jern og blod."

I løbet af de næste uger fremlagde Bismarck et kompromisforslag på spørgsmålet om hærloven, men han komme ikke igennem og herefter skar Bismarck hårdt og brutalt igennem i spørgsmålet og tilsidesatte deputeretkammeret med voldsom utilfredshed til følge. Han afsluttede simpelt hen samlingen i deputeretkammeret, hvorefter der blev udskrevet valg. Efter valget støttede kun et meget lille antal af de deputerede regeringen og kong Wilhelm hævdes at skulle have sagt, mens has kiggede ned på slotspladsen: "Dernede vil de stille guillotinen op til mig".havde brug for en fælles sag, som kunne samle de preussiske borgere omkring kong Wilhelm, regeringen og Bismarck selv. Da den danske rigsdag i 1863 gennemførte Novemberforfatningen fik Bismarck denne fælles sag foræret, fordi Danmark med denne forfatning knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, hvilket var et klart brud de internationale aftaler indgået i 1851-52 og London-traktaten af 1852.

Samtidig stod Rusland, der normalt ville alliere sig med Danmark på grund af landets kontrol med indsejlingen til Østersøen, i taknemmelighedsgæld til Preussen. Preussen havde nemlig hjulpet med at nedkæmpe et omfattende oprør i Polen i 1863, hvorefter Rusland havde vanskeligt ved ikke at være på Preussens side i konflikten med Danmark.

Bismarck stillede et ultimatum overfor den danske regering om inden 1. februar 1864 at trække Novemberforfatningen tilbage. Dette nægter den danske regering, hvorefter den preussiske og østrigske hær går frem mod Danevirkestillingen. Den 30. januar 1864 udsteder Bismarck og krigsminister von Roon deres instruks til de to hære.

Kilde: Johannes Nielsen: "1864 - da Europa gik af lave". Odense Universitetsforlag, 1988.