Nederlaget i mindekulturen

Nederlaget i 1864 mindes hvert år forskellige steder, men der har også være større markeringer i forbindelse med de "runde" og "halvrunde" årstal i 1889, 1904, 1914, 1939, 1964, 1989 og 2014.

Efter 2. Verdenskrig var forholdet mellem Danmark og Tyskland ændret grundlæggende. Tyskland var blevet delt og Vesttyskland optaget i NATO, hvor Danmark og Vesttyskland var partnere. Fjendebilleder var afløst af samarbejde, hvilket var hovedtemaet for markeringen af 100-året, som fandt sted på Dybbøl Banke den 17.-18. april med deltagelse af Frederik 9. Hovedtalen blev holdt af statsminister Jens Otto Krag, der forgæves havde forsøgt at få kirkehistorikeren Hal Koch til at holde talen, fordi Koch flere gange klart havde påpeget, at forsoning med Tyskland og tyskerne var vejen frem. Se Jens Otto Krags tale.

For Krag var der ingen tvivl om, at Tyskland ville blive Danmarks vigtigste samarbejdspartner, og at jubilæet skulle afspejle dette. I sin tale fokuserede Krag derfor på den positive udvikling siden 1945, mens kampene i 1864 ikke fik meget plads i talen:

"Det Preussen, som i 1864 var vor hovedmodstander, eksisterer ikke som stat, men overførte sin organisatoriske dygtighed på et samlet tysk rige, der både har oplevet magtens kulmination og dens tofoldige sammenbrud. Frem af sammenbruddet voksede Den Tyske Forbundsrepublik, en flittig europæisk nation, som vi står i venskabeligt samarbejde med på næsten alle punkter, handelsmæssigt og forsvarsmæssigt inden for den store kreds af vestlige nationer. Alle lande erkender i dag i voksende grad at være afhængige af hinanden og er henvist til at samarbejde med hinanden.

Det gør vi også på begge sider af den dansk-tyske grænse. Målt med historiens alen og sammenlignet med, hvad Europa i de svundne 100 år har oplevet af elendighed og ødelæggelser - da kan begivenhederne i 1864 synes små. Dette gælder i endnu højere grad, når vi tænker på de kræfter, der behersker verdens skæbne i dag.... De problemer, der i 1864 så ud til at skulle afgøres på krigsskuepladsen, har fundet deres afklaring, fordi man lærte at vise respekt for den enkeltes overbevisning og anerkende hans ret til at vælge sin nationalitet og sit sprog frit og til frit at udvikle begge dele. Denne afklaring er opstået gennem byrder og lidelser. Men det præger vort møde i dag, at sårene er lægt. Arrene er der, og dem bliver vi aldrig kvit. De ses og skaber erindring."

Statsministerens forsonende tale må Frederik 9. have følt som udtryk for en overdreven forbrødring. Kongen anmodede helt uventet om ordet og sagde i en improviseret hyldesttale: 

"Dybbøl! Intet andet navn har i Danmark skønnere klang. I dag har vi i dyb ærbødighed mindedes alle dem, der faldt her for 100 år siden. De kendte ikke ordet: Hvad kan det nytte? De kendte kun: Hold ud og gå på! De segnede for overmagten, og da krigen var ovre, begyndte en våbenløs kamp. Der er grund til her at mindes alle dem, der sejt kæmpede i alle de 56 år. Her mindes vi Bjørnsons strofer; ‘Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret’. Denne dag kom i 1920. Glæden var uendelig. Men vi tænker stadig med vemod på dem, der blev syd for grænsen. Vi sender dem en varm tanke for "end er der en Gud foroven, som råder for Danmarks sag" (sidste vers af "Jeg elsker de grønne lunde"). Gud bevare Danmark!" (citeret af Jes Fabricius Møller i ‘Dynastiet’ efter Politikens referat)

Ud over mindesammenkomsten i Kongeskansen blev der afholdt eftermiddags- og aftenmøder. Ved et af disse sagde generalkonsul Troels Fink bl.a.:

"Gamle modsætninger overvindes, og nye forbindelser knyttes. En sådan udvikling må have sin rimelige tid. Vi siger ja til nutid og fremtid uden at fortrænge eller glemme den historiske virkelighed, der er blevet en del af os selv.

I denne historiske virkelighed er Dybbølkampen indgået som et af de stærkeste elementer. Som et alt for hårdhændet beskåret træ stod Danmark efter 1864; mange tvivlede på, om det endnu havde livskraft, men snart skød der friske og stærke skud, og det har på ny en stor og smuk krone [....]  Vi kan ikke vide, om de kommende generationer ret vil kunne fatte, hvorledes det land, som de modtager, er vokset frem gennem lidelse og kampe; deres erfaringsverden vil være en anden; men vi står over for den opgave at finde en fællesnævner for "den danske nødvendighed" og den europæiske nødvendighed. Heldigvis under anderledes gunstigere vilkår end tidligere. Vi har det håb, at kommende generationer vil vide at forene modig erkendelse af virkelighedens vilkår og muligheder med kærlighed til fædrelandet."

Kilde: Inge Adriansen: Hver tid sin dagsorden . 1864-jubilæerne i 18889, 1904, 1914, 1939, 1964, 1989 og 2014. Efter 1864. Krigens følger på kort og langt sigt. Syddansk Unioversitetsforlag 2015.