Sagn og fortællinger: præsten som åndemaner.

I Ringsbjerg i Munkbrarup sogn var der en bonde, som havde flyttet skelstenen. Da han var død, måtte han altid flakke ved stenen eller sidde på den hele natten igennem. Der var mange, som så ham der.

Han slægtninge var kede af det og ville gerne, at han kunne få ro. De bad derfor en nabopræst, der var kendt som åndemaner, om at hjælpe ånden til at finde hvile. Det lovede præsten.

Da det nu var blevet aften, bad han sin karl spænde for, satte sig op til ham på vognen og lod ham køre ud i mosen. Men han sagde, at karlen ikke måtte kigge sig om, hvad så siden der skete. Karlen kørte af sted og mærkede snart, at vognen gik meget tungt, og at hestene havde svært ved at trække den, dog så han sig ikke om.

Ude i mosen stod præsten af, trak en bog op af lommen og gav sig til at læse i den. I det samme kom en hel masse genfærd, også genfærdet af skelflytteren. Et af spøgelserne slog bogen fra præsten. Straks greb han ned i brystlommen og trak en ny bog op af lommen, men også den slog de fra ham. Da tog han en tredje bog frem, og den måtte de lade ham beholde.

Nu så karlen, som sad på vognen, hvordan genfærdet af bonden blev mindre og mindre, alt som præsten læste, til sidst sank det helt ned og forsvandt. Men de andre genfærd lavede en frygtelig tummel, indtil også de forsvandt.

Så stod præsten igen op i vognen og bød karlen vende om og køre hjem. Men han sagde igen, at han ikke måtte se sig om. Det gik også godt i begyndelsen, men de var ikke kørt ret langt, før karlen mærkede, at det blev helt lyst bagved, som om vognen stod i flammer. Uvilkårligt så han sig om, men det skulle han ikke have gjort, for hans hoved blev siddende drejet om på kroppen resten af hans levetid.

Sagn og saga fra Sydslesvig. Samlet af Helge Noe-Nygaard. Grænseforeningens årbog 1986.