Sagn og fortællinger: Sorte Grethe skaffer fisk.

Slien.

Engang var der nogle fiskere på Slien. De havde kastet nettet ud gang på gang uden at få noget. Da påkaldte de Sorte Margrethes hjælp, og da de denne gang tog nettet op, var det fuldt af fisk. De fik dem i båden, og da var der en fisk iblandt, der glinsede som guld. En af fiskerne tog den i hånden, den var tung. Fisken var af det pureste guld. I det samme kom Sorte Grethe, og hun sagde, at de skulle kaste den guldfisk i Slien, og det lovede de.

Men en af fiskerne syntes, det var synd at smide guldfisken ud igen. Han gemte den derfor under de andre fisk, men det vidste hans arbejdsfæller ikke noget om. De sejlede så hjemefter. De var imidlertid ikke kommet ret langt, før de mærkede, at båden sank dybere og dybere, og da de så til, var der mere end én fisk, der skinnede som guld, og flere og flere blev der. Til sidst blev båden så tung, at vandet nåede rælingen, og den begyndte at tage vand ind. De kastede de fisk, der skinnede som guld, i Slien; men det hjalp kun lidt; thi for hver fisk de kastede ud, var der to mere i båden. Efterhånden fyldtes båden med vand og gik til sidst til bunds, og med den gik også den fisker ned, som havde gemt guldfisken. De andre fiskere blev reddet i land.

Sagn og saga fra Sydslesvig. Samlet af Helge Noe-Nygaard. Grænseforeningens årbog 1986.