Gå til leksikonoversigt

Skærm jeres hus. Digt af Ebbe Kløvedal Reich

Kildetekster

1. Skærm jeres hus med grav og planke,
hvæs jeres leer snittende blanke,
frygt ikke Rantzaus sorte hær.
Silke skal vige for vadmelsklær.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

2. Bagved de riges glitrende hjelme
skjuler sig bange skælvende skælme.
Djævelen selv har dem givet til pynt,
rustninger, skjolde og jorder og mønt.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

3. Mennesker bytter de ud for penge,
porten til frihed de låse og stænge,
piner og binder med arv og med gæld
jorden som havde de skabt den selv.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

4. Rigdom sir de er for de rige.
Biblen har noget andet at sige.
Fattig på jorden vandred Guds søn,
hented just ikke hos dem sin løn.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

5. Kirkens sorte skadesværme
skal sig for pigernes latter beskærme.
Spraglede herremandshaner på stand
møde nu skal den danske mand.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

6. Hanen har galet trende gange
stå nu kun fast for vi er de mange.
Lad ikke fremtiden sige om os,
rigdommen knægted os uden at slås.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

Ebbe Kløvedal Reich: "Skipper Clements morgensang". Skrevet til aldrig opført totalteater om Grevens Fejde, 1970.