Skandinavisme

Bevægelse i 1800-tallet, som ud fra ideen om de skandinaviske folks fælles oprindelse ønskede at styrke forbindelserne mellem Danmark, Norge og Sverige. Skandinavismen udsprang af romantikkens syn på historien og det nationale. Også svensk og norsk romantik har skandinaviske perspektiver, men lysten til samarbejde var svagere her, navnlig pga. Norges nylige løsrivelse fra dansk styre og påtvungne union med Sverige. Et fællesnordisk tidsskrift, Brage og Idun, blev udgivet 1839-42, og i 1839 afholdtes det første skandinaviske naturforskermøde i Göteborg.

Omkring 1840 blev bredere kredse af borgerskabet nationalt bevidste, og spørgsmålet om Slesvigs nationale tilhørsforhold blev dermed aktuelt. Skandinavismen spaltedes herefter i en konservativ, rent litterær retning og en politisk, som blev led i 1840'ernes nationalliberale opposition og arbejdede for en skandinavisk union som modvægt til den tyskstøttede slesvigholstenisme.

Tanken fremførtes bl.a. ved folkemøder på Himmelbjerget fra 1839 og Skamlingsbanken fra 1843 og nåede et højdepunkt på 1840'ernes skandinaviske studentermøder, ledet af Carl Ploug og Orla Lehmann. Realpolitisk fik skandinavismen ikke den betydning, De Nationalliberale havde håbet, fordi Sverige begrænsede sin rolle i de slesvigske krige til mæglerens.

I 1930'erne voksede med udgangspunkt blandt lærere på Askov Højskole som Jørgen Bukdahl, C.P.O. Christiansen og Holger Kjær, nyskandinavismen eller nynordismen frem igen. Den definerede sig selv i direkte modsætning til både den romantiske skandinavisme og den tysk-nordiske nationalsocialistiske Nordische Bewegung og dens "voldsomme forherligelse af urnordisk fortid, af blod og race og af kommende storhed" (C.P.O. Christiansen).

I stedet hævdede C.P.O. Christiansen, at den nynordiske bevægelse, i modsætning til nationalsocialister og romantiske skandinavister, at de nordiske folk gennem den historiske udvikling "var forædlet under indflydelse af kulturkræfter syd- og vestfra, af den såkaldte "asiatiske" kristendom, af den romerske selvtugt og statsklogskab, af den lutherske reformation, den engelske frihedsånd og den franske lighedsånd".

Historien var en levende sammenhæng, hvor intet led kunne eller skulle brydes fra eller fornægtes. "Danmark og dansk kultur er ikke skabt i den nordiske race alene, men af den nordiske race i en rig og værdifuld brydning, vekselvirkning og krydsning med andre ligeberettigede racer". Hermed understregede nynordismen klar modsætning til nationalsocialisternes ideer om racefællesskab og deraf følgende skæbnefællesskab. Det er nemlig ikke race, men ånd, der bestemmer historiens gang, og Ejderen er det sted hvor de to synspunkter, romersk og nordisk ånd, støder sammen. De danske sønderjyders overlevelseskamp efter 1864 mod preussisk undertrykkelse bliver dermed det stærkeste udtryk for den nordiske ånd.

Det nynordiske syn hævdede, at samarbejde mellem de nordiske folk kun var bæredygtigt, hvis det - i modsætning til skandinavismen - byggede på gensidig respekt for de enkelte folks, herunder islændinges, færingers, grønlænderes og samers kultur og sprog. Grænselandet var broen mellem Norden og Europa, hvor dansk og tysk mødtes. De danske sydslesvigere skulle forstå Tyskland samtidig med, at de krævede respekt for deres danskhed.