Sprogreskripter af 1851 (Regenburgske)

Sprogreskripterne af 1851 var forordninger vedr. undervisnings- og kirkesprog. Efter 1. Slesvigske Krig førte man en aktiv dansk kulturpolitik i 1851 til udstedelse af sprogreskripter i mellemste del af Slesvig, der var sprogligt blandet. De var forfattet af Th. A. J. Regenburg. I 49 sogne samt Tønder by blev dansk indført som skolesprog, og der blev vekslende dansk/tysk kirkesprog.

Sprogreskripterne skulle fremme en fordanskning af befolkningen, og det berørte område blev senere udvidet med ni sogne. Sprogtvangen skabte fjendskab mod den danske regering og ikke sympati som tilsigtet, og den medførte kraftige protester fra både slesvig-holstenere og kongetro.

Baggrund

I årene mellem de to slesvigske krige forsøgte den danske rigsdag at finde en løsning på helstatens grundlæggende statsretslige problem, nemlig at kongeriget Danmark havde fået indført en fri forfatning med Grundloven af 1849 mens Slesvig-Holsten fortsat var underlagt den enevældige konge Frederik 7.

Modviljen hos de slesvig-holstensk sindede mellemslesvigere mod den danske kongemagt fik næring ved indførelsen af de regenburgske sprogreskripter i 1851. Ifølge sprogreskripterne skulle der veksles mellem dansk og tysk ved gudstjenester mens dansk skulle være skolesprog i 49 mellemslesvigske sogne samt i Tønder, selv om befolkningen i disse områder hovedsageligt var tysktalende.

Den kirkelige problemstilling

Den danske regeringskommissær F.F. Tillisch udstedte reskripterne som fik navn efter deres sønderjyske ophavsmand, departementschef i det slesvig-holstenske ministerium Th. A. J. Regenburg. Regenburg havde et meget overfladisk kendskab til sprogforholdene i Slesvig og handlede nærmest i blinde og uden sagkyndig rådgivning. Den efterfølgende modstand i de berørte sogne var i høj grad med til at styrke de antidanske synspunkter. Samtidig blev ordningen kritiseret af de ellers venligtsindede stormagter Rusland og England. På trods af den lokale modstand og den internationale kritik blev de regenburgske reskripter fastholdt helt frem til krigen i 1864.

Det var indlysende, at man ved at påbyde, at der i de blandede sognes kirker skiftevis skulle prædikes på dansk og tysk ville skabe alvorlige problemer, ikke mindst fordi befolkningen ikke fik lejlighed til selv at tage stilling til nyordningen. Ingen kunne regne med, at beboerne i de sogne, der havde set deres præst flygte sydpå eller pludselig blive afskediget, ville modtage den unge præst, der blev dem påtvunget af de nye magthavere, med blide følelser.

Kun i nogle få nordlige sogne kunne man regne med at påbudet kunne føres ud i livet uden større modstand. Beboerne i de sydlige sogne, navnlig i Gottorp provsti, forstod vitterligt ikke en dansk prædiken, og man kunne på forhånd imødese bitter modstand. Selv i dansktalende sogne ville man næppe hilse nyordningen velkommen. Man skulle her bryde med en århundredgammel nedarvet tradition, hvor landbefolkningen slægt efter slægt havde vænnet sig til at betragte tysk som "det hellige sprog". Selv om menigmand nok ikke havde forstået ret meget af den højtyske prædiken, så havde han sunget de tyske salmer, bedt de tyske bønner, mødt tysk ved døbefont og alterbord. Man rørte her ved et stærkt følelsesbetonet område, hvor man skulle være varsom med at foretage pludselige indgreb.

Og så var der netop på det kirkelige område gode muligheder for at demonstrere sin modstand og modvilje og det tilmed kollektivt, synligt for enhver og uden større fare. Bønderne i Angel, der følte sig hævet over kådneren, håndværkeren, indersten kunne udøve pres på de nævnte og kontrollere, om de fulgte trop, og derved yderligere understrege deres antidanske indstilling.

Og hvordan ville man nå at besætte de mange ledige præsteembeder?`Alene i Flensborg provsti skulle i 1850-51 af 24 præsteembeder de 20 nybesættes. Hvor skulle man finde et så stort antal præster, der kunne prædike på dansk og tysk, præster med den fornødne erfaring og modenhed og med evne til at tilpasse sig det fremmede miljø på så udsat en post? Der var god grund til at lytte til de advarende røster om ikke at træffe forhastede beslutninger.

Den pædagogiske problemstilling

Når det gjaldt om straks at indføre dansk skolesprog i Mellemslesvig, ville en skolemand nok søge svar på visse spørgsmål. På det nærmest liggende, hvorvidt det pædagogisk og metodisk forsvarligt lod sig gøre at skifte undervisningssprog må der klart svares bekræftende. Der foreligger tilstrækkeligt mange udtalelser om, at børnene i de blandede distrikter uden større vanskelighed lærte dansk i skolen, selvfølgelig lettest i de nordlige sogne, vel at mærke, når sproget, som det vitterligt blev tilfældet, ikke kun var undervisningsgenstand, men var undervisningssproget. Normalt begavede børn med regelmæssig skolegang er i de første skoleår særdeles modtagelige, når det gælder om at lære sprog efter "naturmetoden".

Flere sogne var rent dansktalende, og i adskillige sogne var der stadig rester af gammel dansk sprogbrug tilbage, i hvert fald hos det ældre og ældste slægtled. Men nægtes kan det ikke, at det havde været ulig lettere at gennemføre sprogskiftet i skolen en eller to generationer tidligere. Man havde simpelt hen forpasset tiden, og det øgede vanskelighederne betydeligt. Til gengæld hjalp det, at det plattsyk, der taltes ude på landet, ikke lå særligt fjernt fra dansk og havde optaget adskillige danske vendinger og ord fra egnens tidligere danske folkemål.

Det ses ikke, at Regenburg på noget tidspunkt overvejede at variere kravene til sprogskiftet under hensyn til den højst uensartede sprogsituation. Der kunne således have været tale om i de sydligste sogne at starte med den tosprogede skole, en skoleform, der i et sprogblandet område har gode muligheder for lempeligt at lede udviklingen i den ønskede retning uden at udfordre til stærk modstand. Regenburg foretrak åbenbart i første omgang at tage skridtet fuldt ud, idet han havde den afgjort forkerte opfattelse, at hvis han blot fik frie hænder og tilstrækkelig magt og penge, ville opgaven kunne løses.

Andre muligheder

Det er et interessant spørgsmål, hvordan den mand, der havde størst kendskab til forholdene i Mellemslesvig og de bedste forudsætninger for en saglig bedømmelse af mulighederne for en sprogreform, Christian Flor, ville have løst opgaven, hvis Tillisch i 1850 havde valgt denne "folkelige" mand frem for Regenburg. Vi ved, at både Laurids Skau og H.A. Krüger havde foretrukket Flor frem for Regenburg på denne meget vigtige post.

Læs i øvrigt om modsatrettet preussisk sprogpolitik under Köller-perioden.

Litteratur:
Peter Skautrup: Det danske sprogs historie, bind 3. 1968.
Holger Hjelholt: Den Danske Sprogordning og det danske Selvstyre i Slesvig mellem Krigene (1850-64). 1923.
Indledningen er uddrag af Karen Margrethe Pedersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011, s. 352.