Adel i Sønderjylland/Slesvig
En høvdinge- og krigerelite fandtes allerede i jernalderen. Omkring år 1200 opstod en stand af herremænd, der var skattefri mod at yde omfattende krigstjeneste. Tjenesteforholdet var i begyndelsen personligt. I 1200-tallet kunne både kongen og hertugen "tage mænd" i Sønderjylland, men fra begyndelsen af 1300-tallet mistede kongen denne ret. Gradvist blev rangen som herremand arvelig. Betegnelsen adel slog dog først igennem omkring år 1500. Fra 1300- og 1400-tallet ved vi, at der fandtes en talrig herremandsgruppe i Nord- og Mellemslesvig, især i den østlige del. Blandt de mest markante slægter var Sture, Holck, Lindenov og Emmiksen.
I 1200-tallet foregik der en systematisk bosætning sydfra i den sydøstlige del af hertugdømmet på gammel kongelig jord. Her opstod en adel, som i navne- og arveskik fulgte tyske mønstre og formentlig var tysktalende. Blandt de markante slægter her var Limbek, Sehested og Ahlefeldt. Disse slægter opfattes senere som holstenske, men kan godt stamme andetsteds fra i Tyskland. De trådte i 1300-tallet i de sønderjyske hertugers tjeneste, og i løbet af århundredet bredte de sig over hertugdømmet, hvor de erhvervede gammelt krongods som pant og ejendom. Da de holstenske grever omkring 1375 overtog hertugdømmet Slesvig, blev disse slægter absolut politisk førende i Slesvig og Holsten sammen med rent holstenske slægter som Rantzau, Pogwisch, Reventlow og Brockdorff. I 1460 var det disse slægter med interesser både i Holsten og Slesvig, som under ledelse af Ahlefeldt-slægten fik gjort den danske konge til hertug af Slesvig og greve af Holsten (se Ribebrevet).
I 1460’erne dannede slægterne med rod i Holsten og det sydlige Slesvig et politisk forbund. Dette anses normalt for grundlæggelsen af det slesvig-holstenske ridderskab, og man regner normalt ikke de nord- og mellemslesvigske slægter med til det. Alle slægter bosat i Hertugdømmerne havde før ca. 1600 ret til at møde frem på de såkaldte landdage, hvor adelen med mellemrum kunne gøre sin politiske indflydelse gældende. Men kun ganske få personer af de gamle nord- og mellemslesvigske slægter fik de vigtige embeder som amtmænd på de hertugelige slotte eller medlemmer af det hertugelige råd i 14- og 1500-årene.
Ved delinger af Hertugdømmerne 1490, 1544 m.fl. blev adelen og dens godser holdt udenfor, så de kom under den såkaldte fællesregering. Adelen eller ridderskabet forblev dermed et samlende punkt for hele Slesvig-Holsten. I slutningen af 1500-tallet købte Frederik 2. og Hans den Yngre adelen ud af Haderslev og Sønderborg amter. Det gik især ud over de gamle nordslesvigske slægter, som enten døde ud eller flyttede til Kongeriget. Først fra da af omfattede ridderskabet kun de gamle holstenske og sydslesvigske slægter. Det blev samtidig en lukket gruppe. Ridderskabet kunne ved højtidelig handling optage en slægt, der havde erhvervet gods i Slesvig eller Holsten, men det skete ikke altid, og der opstod et skel til de ikke-reciperede (optagne) adelige, som ikke havde politisk indflydelse.
I anden halvdel af 1600-tallet mistede ridderskabet reelt de fleste politiske privilegier, da landdagene stort set ophørte efter 1675, og embedsmonopolet i praksis blev brudt. Ridderskabet fandtes dog stadig som sammenslutning, bl.a. fordi det stadig rådede over de fire nonneklostre, som ved reformationen var gjort til adelige stiftelser: St. Johannes Kloster i Slesvig og de tre holstenske klostre i Preetz, Itzehoe og Uetersen. I 1775 fik det en særlig repræsentation i form af den såkaldte fortværende deputation. Ved oprettelsen af stænderforsamlingerne for Slesvig og Holsten i 1834 fik ridderskabet også pladser i disse. Ridderskabet, klostrene og den fortværende deputation består endnu. Klostrene er langt den vigtigste fælles opgave og institution.
Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011, 11-13.