Slesvig-holstenske ridderskab, Det

Sammenslutning af de ældste og mest indflydelsesrige adelsslægter i Slesvig-Holsten, som har eksisteret siden begyndelsen af 1400-tallet. 

Ridderskabet som organisation opstod på baggrund af, at mange adelsslægter i løbet af middelalderen fik besiddelser i såvel Slesvig som Holsten. Da begge områder gentagne gange var blevet delt mellem forskellige grene af den schaumburgske greveslægt, gav dette adelen problemer mht. forskellige regler for beskatning og hærfølge, dvs. krigstjeneste, alt efter hvem der var ens herre. De adelige familier fik derfor i 1422 de første fællesprivilegier, som tildelte dem skattefrihed og nøje regler for hærfølge.

Størst betydning fik ridderskabet, da hertugdømmerne efter Adolf 6. død i 1459 manglede en fyrste. Ridderskabets medlemmer mødtes derfor i marts 1460 i Ribe med det danske rigsråd for at sikre sine privilegier og interesser for til gengæld at godkende den danske konge Christian 1. til ny hertug. Under disse forhandlinger lykkedes det ridderskabet at opnå en afgørende medbestemmelsesret, når der fremover skulle vælges en ny landsherre. Ligeledes fik ridderskabet lovning på, at de to hertugdømmer fremover ikke måtte adskilles eller deles, men for altid skulle høre sammen (jf. Ribebrevet).

I løbet af 1500-tallet fik ridderskabet udvidet sine privilegier til også at omfatte hals- og håndretten, dvs. domretten over bønder, ret til at besætte amtsmandsposterne i hertugdømmerne og toldfrihed for deres korneksport. 

Efterhånden uddøde dog mange af de slægter, der oprindeligt havde udgjort det slesvig-holstenske ridderskab, og i begyndelsen af 1700-tallet var der kun 15 af de oprindelige slægter tilbage, heriblandt slægterne Ahlefeldt, Brockdorff, Rantzau og Reventlow. Disse slægter blev betegnet som Orginarii, dvs. de oprindelige. Dertil kom fra begyndelsen af 1600-tallet de såkaldte Receptii, adelige slægter, der blev optaget i ridderskabet, efter at dens medlemmer havde boet i Slesvig-Holsten i tre generationer (som regel ca. 60 år). Disse omfatter slægter som Bernstorff, Bülow, Schack, Scheel og Schimmelmann. 

Fra 1778 havde ridderskabet direkte adkomst til at repræsentere sin interesser over for den danske krone, og dets medlemmer søgte at bevare ridderskabets forrettigheder over for de andre stænder. Men ridderskabet mistede støt betydning i takt med, at hæren og den offentlige forvaltning i stadig større grad blev professionaliseret. I 1830’erne opnåede ridderskabet dog særlig repræsentation i de nyoprettede stænderforsamlinger, men mistede i den kommende tid store dele af sin politiske indflydelse, en proces, der blev afsluttet i 1867, da Slesvig-Holsten blev indlemmet i kongeriget Preussen. 

I dag eksisterer ridderskabet som sammenslutning som forum for Slesvig-Holstens storlandbrugere.