Byggeskik i Sønderjylland, Bymæssig

Byggeskikken i Sønderjyllands byer var fra middelalder til nyere tid præget af landets placering mellem syd og nord. Først og fremmest var byerne frem til 1700-tallet helt domineret af gavlhusene. Både købmandsgårde og håndværkergårde var opbygget med et hovedhus med gavl mod gaden og bagved liggende udlænger; kun til fattigfolk var der bygget lejeboder i rækker. Gavlhuset, som i 1500-1600-tallet også dominerede mange større byer i Skandinavien og Baltikum, går tilbage til de frisiske handelsbyers bebyggelse med lange smalle grunde. Men gavlhuset som dominerende bygningstype blev især udviklet i de nordtyske hansestæder. De sønderjyske købstæder præges stadig af de lange smalle grunde som fx Tønder, hvor kvartererne langs hovedstrøget var opdelt i stavne af meget ens bredde. Typisk for gavlhusene var indretningen med længdeopdeling, hvor der ud mod gaden var en forstue (diele) og en stue, bagved køkken mv. og bagest det fine rum (pisel). Mod gaden kunne der til mange gavlhuse være tilføjet et korshus, ofte som toetagers portlænge; her kunne der også være indrettet stuer.

I senmiddelalderen blev byhusene i byer som Flensborg og Husum grundmurede med kamtakkede gavle og blændinger efter model fra Lübeck. I de nordslesvigske byer fik også Tønder og Haderslev murede huse i løbet af 1500-1600-tallet; et af de få bevarede er Torvet 11 i Tønder (ca. 1560-70). Den største del af byernes huse var dog i bindingsværk. Især i Haderslev er bevaret en lang række bindingsværksbygninger fra perioden 1570-1640, bl.a. i Slotsgade og på Torvet. I bindingsværkets detaljer ses overgangen omkring år 1600 fra de gotiske kølbueknægte til renæssancens svejfede knægte og reliefudsmykninger med bladranker og rosetter.

I Slesvig og Holsten skete skiftet fra renæssance og barok først i slutningen af 1600-tallet. Endnu omkring 1680 ses renæssancedetaljer som vandrette murbånd og buestik i bygninger i Flensborg og Tønder. Barokkens arkitektur afspejlede en ny fokus på magt og pragt. Afgørende i facaderne blev nu symmetrien omkring en midterakse, fremhævet med portaler og fritrapper, samtidig med et arkitektonisk spil mellem lys og skygge ved hjælp af kraftige gesimser, frontoner og pilastre/ lisener. Barokken betød også et brud med gavlhus-princippet til fordel for facader på langs ad gaden, og i det indre blev rumfordelingen nu disponeret omkring midteraksen, markeret ved repræsentative trapper og sale.

Af barokkens langhuse findes der mange i de slesvigske købstæder. Af gode eksempler kan nævnes Digegrevens Hus i Tønder (Vestergade 9, 1777), amtmandsboligen i Tønder (1767-68 af J.G. Rosenberg) og postholdergården i Aabenraa (Søndergade 20, 1758). Under Aabenraas første store søfartsperiode i 1700-tallet blev en stor del af bebyggelsen om- eller nybygget i en provinsiel barok med smukke portaler og døre samt profilerede bryn over vinduerne, og langhuse med gavlkvist blev lige så almindelige som gavlhuse. Efter en større brand i Haderslev i  1759 blev der også her bygget en række langhuse, hyppigt med kvaderliséner i facaden (fx Nørregade 22). Endelig skal her nævnes hertugbyen Augustenborg, der i 2. halvdel af 1700-tallet blev præget af en let rokoko, bl.a. skabt af bygmester Lorentz Jacobsen, Aabenraa.

I årene 1780-1800 brød klassicismen igennem; den tidlige klassicisme, Louis Seize-stilen, ses især i de mange fine døre i Tønder (fx Vestergade 14, 1794) og Aabenraa. Klassicismens elementer var hentet fra den klassiske oldtid: trekantgavle, søjler, tandsnitgesimser mv. og ses i Palæet i Augustenborg (ca. 1780), Redergården i Aabenraa (Storetorv 9, ombygget ca. 1825) og Aabenraa gamle rådhus (1828-30 efter tegning af C.F. Hansen). I perioden 1830-1864 skete der et omfattende nybyggeri i byerne, præget af den fælles dansk-nordtyske senklassicisme, opført af dygtige bygmestre som Peter Callesen i Aabenraa (bl.a. Nygade 59) og Paul Christiansen i Haderslev (bl.a. Slotsgrunden 1 fra 1834 og Gammelting 1-2 fra 1820’erne). Også genopbygningen af Sønderborg efter bombardementet i 1864 var overvejende præget af senklassicismen.

Historicismen, dvs. anvendelsen af gamle europæiske stilarter, holdt sit indtog med det danske offentlige byggeri mellem 1850 og 1864 (fx kgl. bygningsinspektør L.A. Winstrups bygninger: Haderslev Katedralskole 1854 og Günderoths Stiftelse, Aabenraa, 1860). I den første periode af den tyske tid, ca. 1870-90, var byggeriet også præget af den fælleseuropæiske historicisme, dels den ”hannoverske” nygotik (bl.a. det tidligere kredshus i Sønderborg, Brorsonsvej 3 fra 1878 og Storegade 12 i Tønder fra 1893), dels nyrenæssancen (bl.a. den tidligere rigsbank i Tønder, Jernbanegade 2 og Østergade 22 fra 1888).

Efter 1890 voksede en regional nationalromantik frem i Tyskland, som i det nordlige var inspireret af den hanseatiske gotik og tyske middelalderborge. Stilen blev markant i det offentlige byggeri, fx det tidligere kredshus i Aabenraa (Fr. Wilh. Jablonowski, 1902-04). Omkring år 1900 kom der over hele Europa et ønske om at frigøre sig fra de historiske forbilleder. Dette gav stødet til art nouveau eller jugendstilen med dens frie former, inspireret af naturen eller geometrien. Især i Sønderborg fik en del bygninger jugend-detaljer.

Fra omkring 1907 kom der en reaktion mod det historicistiske og nationalromantiske byggeri med et ønske om en tilbagevenden til den førindustrielle ”hjemlige” byggeskik. Centrum for denne strømning i Slesvig-Holsten blev foreningen Baupflege Kreis Tondern, som blev stiftet i kølvandet på indvielsen af Tønders nye kredshus (1907 af arkitekterne Paulus, Dinklage & Lilloe, Berlin). Gennem modeltegninger, kurser og artikler lykkedes det hurtigt at få både bygmestre og arkitekter til at bygge i den såkaldte hjemstavnsstil (efter den tyske Heimatschutz-bevægelse).

Stilen, der var inspireret af den gamle vestslesvigske byggeskik, blev karakteristisk ved brugen af røde mursten og tegltage (enten vingetegl eller bæverhaler), hvide småsprossede vinduer (ofte med skodder), murankre og andre fine murdetaljer. Typisk var også brugen af karnapper, verandaer, frontespicer og tagkviste (evt. som små øjenagtige Fledermausgaupen). Hjemstavnsstilen blev især markant i Tønder med en lang række bygninger af arkitekten Lauritz Thaysen, men præger også en række offentlige bygninger fra årene 1908-1914. Foruden kredshuset i Tønder kan bl.a nævnes: Tønder Statsskole (1907 af L. Thaysen), den tidligere landbrugsskole i Tønder, Ribe Landevej (1912 af L. Thaysen), den tidligere folkehøjskole i Tinglev (1908 af Paulus & Dinklage), Sønderborg Statsskole, Kongevej (1910-12 af Jürgensen & Bachmann), den tidligere rigsbank i Sønderborg, Kongevej (1908 af Anton Huber), rutebilstationen i Sønderborg (tidl. amtsbanegård, 1912 af Johnn Theede), museet i Haderslev, Åstrupvej 48 (1914 af Lorenz Heinrich Hartwig) og mange andre.

I takt med industrialiseringen og fremvæksten af det moderne bysamfund dukkede nye bolig- og bebyggelsestyper op. Der kom borgerlige udlejningsejendomme med tårne og spir, som det bl.a. ses i Haderslev ved Jomfrustien eller i Aabenraa ved Callesensgade. Og der kom de højborgerlige villakvarterer, præget af et mangfoldigt udbud af stilarter som fx Åstrupvej i Haderslev og Kongevej i Sønderborg (1900-1920 Kaiser-Wilhelm-Allé). I mere beskeden udgave kom villastilen med dens schweizerstil-detaljer også til at præge meget af det nye byggeri i stationsbyerne. Et tredje element var byggeriet af arbejderboliger, som i Tyskland blev bygget af både foreninger og kommuner, fx ved Lindedal i Haderslev (privat og foreningsbygget, 1899-1910) og Lavgade i Aabenraa (privat og kommunalt, 1898-1904).

Efter Genforeningen blev byggeriet i de sønderjyske byer især præget af de mange småvillaer, præget af den danske Bedre Byggeskik-arkitektur (som oprindeligt også var inspireret af gammel sønderjysk byggeskik). En ny generation af dansksindede sønderjyske arkitekter stod nu parat: Jep Fink i Aabenraa, Peder Gram i Haderslev, Laurids  Petersen Aakjær i Rødding m.fl. og kom til at præge byggeriet. Derudover byggede kommunerne under bolignøden efter 1920 en del arbejderboliger (fx i Callesensgade i Aabenraa og Blomstergade i Sønderborg). I årene 1938-43 fik den danske almennyttige boligforeningsbevægelse sit gennembrud i landsdelen med nye boligforeninger i Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev. Med boligforeningerne introduceredes der også nye bebyggelsesformer: rækkehuse, kædehuse og fritliggende etageblokke. Den danske parcelhavebevægelse fik derimod, bortset fra Haderslev, ringe indpas i Sønderjylland, der var præget af den tyske kolonihavetradition (se kolonihaver), men efter 1945 kom byggeriet af "parcelhuse" også til Sønderjylland med statslånshuse (bygget med tilskud efter statslånsloven 1946-57) og typehuse.

Boligforeningsbyggeriet efter 1938 blev præget af den danske udgave af modernismen, der også fik smukke udtryk i landsdelen med Idrætshøjskolen i Sønderborg (Tyge Hvass, 1948-52), den nu ombyggede Sønderjyllandshallen i Aabenraa (C.F. Møller, 1956) og en del kommunale institutioner (fx Rugkobbelskolen i Aabenraa, 1953-58) – og denne danske tradition fortsatte bl.a. i Løgumkloster Refugium (1960) og 4. Maj-kollegierne i Aabenraa og Tønder. I 1960’erne fik landsdelen en del institutionsbyggeri i mere international modernisme som fx handelshøjskolen i Sønderborg (J.-J. Baruël 1964-72), de store sygehuse i Haderslev og Sønderborg, amtsgården i Aabenraa, rådhusene i Tinglev og Haderslev osv. I boligbyggeriet slog industrialiseringen igennem med den store ”Sydjyllandsplan” med store bebyggelser i Sønderborg og Aabenraa. Siden kom en romantisk reaktion med det såkaldte tæt-lave byggeri omkring 1980 og efter år 2000 en ny modernisme (bl.a. Alsion i Sønderborg, 2007 af 3 X Nielsen). Parcelhusbyggeriet, der før var præget af stor ensartethed årti for årti, bevæger sig nu i mange retninger: nymodernisme, romantik, bjælkehuse eller sønderjysk traditionalisme.

Inge Lauridsen og Peter Dragsbo i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.