Gå til leksikonoversigt

Aakjær, Lauritz Petersen, 1883-1959, dansk arkitekt

Personer

Lauritz Petersen Aakjær var født i Vester Lindet ved Gram. Efter endt skolegang kom han i murerlære og aflagde svendeprøve i 1903. Herefter begyndte han på Königliche Baugewerkschule i Eckernförde, hvor han fik en grundlæggende arkitektuddannelse. I 1909 slog han sig ned som selvstændig arkitekt i Rødding. Under 1. Verdenskrig kom han i tysk krigstjeneste som pionersoldat, og efter krigen vendte han tilbage til Rødding, hvor han hurtigt fik oparbejdet sin arkitektvirksomhed. Han var sammen med Jep Fink i Aabenraa og Peder Gram i Haderslev blandt de fremmeste sønderjyske repræsentanter for bevægelsen Bedre Byggeskik. Aakjær udførte tegninger til 300-400 bygninger, herunder villaer, avlsbygninger, skoler og forretningsejendomme, og han satte et markant præg på arkitekturen i store dele af Sønderjylland.