Gå til leksikonoversigt

Bordesholm

Steder

Bordesholm er en landsby syd for Kiel. Byen er kendt for sit augustinerkloster med klosterkirke, grundlagt i begyndelsen af 1300-tallet. Klosteret blev nedlagt i 1565 og fortsatte de følgende ca. 100 år som lærd skole. Herefter blev skolen flyttet til Kiel og dannede grundlaget for Kiels Universitet. Klosterkirken står endnu tilbage og rummede indtil 1666 det berømte Bordesholmalter, udført af træskæreren Hans Brüggemann. Alteret er nu i Slesvig Domkirke.

Christian 2. sluttede i 1522 i Bordesholm et ydmygende forlig med hertug Frederik (senere Frederik 1.) om, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten skulle forblive samlet under en eventuel krig mod Hansebyen Lübeck. Samtidig opgav Cristian 2. sin ret til at bortforlene Holsten, og endelig skulle kongen indfri sin gæld til hertug Frederik.