Christian 9., 1818-1906, dansk konge

Konge af Danmark fra 1863. Han var søn af hertug Wilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck (1785-1831) og Louise Caroline (1789-1867). Hertugtitlen stammede fra hertug Hans den Yngres næstældste søn, Alexander (1573-1627). Hertug Wilhelm havde høj gunst hos Frederik 6. I 1825 skænkede Frederik 6. Glückborg Slot til Wilhelm som et tegn på deres venskab og bestemte tillige, at slottet skulle være enkesæde for hertuginden med den tilføjelse, at deres mandlige efterkommere skulle bære navnet Hertug af Glücksburg efter slottet.

Christians mor var søster til Frederik 6.s dronning, Marie, og da Christians far døde i 1831, kom Christian til København, hvor dronning Marie sørgede for hans opdragelse. Dronningens forkærlighed for Christian forplantede sig til kongen selv, der udviklede en stærk faderfølelse for ham. 

Han fik en militær uddannelse. Som 18-årig blev han udnævnt til ritmester ved Hestgarden og fik en beskeden tjenestebolig i Hestgardens Kaserne ved Frederiksholms Kanal.

I 1838 blev han som 20-årig sendt på sin første udenlandske mission, idet han skulle repræsentere det danske kongehus ved den kun 18-årige ugifte dronning Victorias kroning i London. I årene 1839-41 opholdt Christian sig på universitetet i Bonn, hvor han læste historie og statsret.

I 1842 blev Christian gift med prinsesse Louise af Hessen-Kassel, hvis mor, prinsesse Charlotte, var en søster til Christian 8. og hvis far, den tyskfødte Landgreve Wilhelm af Hessen (1787-1867), havde gjort militær karriere i Danmark og var Københavns kommandant. Louises begavelse og menneskelige klogskab fik stor betydning for Christians videre karriere. De fik seks børn sammen, nemlig Frederik 8. (1843-1912), senere konge af Danmark; Alexandra (1844-1925), senere dronning af England; Vilhelm (1845-1913), senere konge af Grækenland under navnet Georg 1.; Dagmar (1847-1928), senere kejserinde af Rusland; Thyra (1853-1933) og Valdemar (1858-1939). Christian fik derfor tilnavnet "Europas svigerfar".

Da det efterhånden stod klart, at Frederik 7. ingen børn ville få, og at den oldenborgske mandslinje dermed ville uddø, tilspidsedes diskussionen om tronfølgen. Der var på grund af meget indviklede arveforhold flere tronfølgemuligheder, nemlig Friedrich af Hessen (1820-1884), hertug Christian August af Augustenborg (1798-1869) og Christian selv, hvilket bragte Christian 8., der skulle træffe afgørelsen, i en vanskelig situation. Men med Christian 8.s Åbne brev af 1846 blev det tydeligt, at Christian ville blive valgt som tronfølger. Ved Londontraktaten  af 1852 blev Christian og Louise anerkendt som tronarvinger til Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Christian blev kronet efter Frederik 7.s død i november 1863 midt under en dramatisk forfatningskrise og utvetydige krigstrusler fra Preussen. Han blev den første glücksborger på den danske trone og stamfader til det nuværende kongehus. 

Christian 9. måtte to dage efter kroningen nødtvungent og med store betænkeligheder underskrive Novemberforfatningen i 1863, der førte til krigen i 1864. Med sin stædige fastholden af en personalunion mellem kongeriget og Hertugdømmerne, formentlig for at bevare så stort et dynasti som muligt, og en urealistisk delingslinje i det sydligste Slesvig, havde Christian 9. et medansvar for, at katastrofen fik et så dramatisk omfang.

Christian 9. sympatiserede med Højre og støttede den konservative grundlov af 1866, ligesom han støttede Højrepolitikeren J.B.S. Estrups provisoriepolitik i årene 1885-1894. I 1901 ved systemskiftet måtte han anerkende parlamentarismen som styreform.

Christian 9.s valgsprog var "Med Gud for Ære og Ret."