Gravhøje

Gravmæler rejst over betydningsfulde mænd og kvinder i forhistorisk tid. Gravhøje kendes fra den tidlige bondestenalder omkring 4100 f.Kr. til den sene vikingetid omkring år 1000.

Tragtbægerkultur (3950-1700 f.Kr.): De første gravhøje blev opført omkring 3800 f.Kr. De var aflange og kaldes derfor for langhøje. De kunne blive helt op til 90 m lange og 8-10 m i bredden. De ældste langhøje, som kan være afgrænset af kraftige stolpekonstruktioner, dækkede over træbyggede gravkamre, der omkring 3500 f.Kr. blev erstattet af aflange stenkamre. De kaldes dysser og var de første storstensgrave. I begyndelsen lå kamrene på langs i højen, dernæst på tværs, så blev de forsynet med en gang, og endelig blev de fem- og sekskantede. Samtidig skiftede højen facon og blev rund med en diameter på 15-20 m og en højde på 3-4 m. Tilføjelsen af gangen betød, at gravanlæggene kunne bruges flere gange og gennem en længere årrække.

Nogle af Sønderjyllands mest imponerende langhøje findes ved Vedsted vest for Haderslev, Abterp ved Bredebro, Skelde nær Broager samt i Nørreskoven og Blommeskobbel på Als. Endelig må de talrige velbevarede runddysser i skovene på Als nævnes. Omkring 3200 f.Kr. blev dysserne erstattet af jættestuer, der var større end dysserne og havde gangen udgående fra langsiden i stedet for fra smalsiden. Velbevarede jættestuer kendes bl.a. fra Vedsted, Over Jerstal og Tonneshøj nær Årøsund.

Enkeltgravskultur (2800-2350 f.Kr.): Som navnet siger, var gravhøjene nu rejst over enkeltpersoner. De ældste høje er 8-10 m i diameter og 1/2-1 m høje. De dækkede ofte over en dybt nedgravet grav, der kunne være omgivet af en ringgrøft. Blev højene genanvendt, skete der som oftest en udvidelse. Især langs Kongeåen ses mange velbevarede gravhøje fra enkeltgravstid.

Dolktid (2350-1700 f.Kr.): I denne periode blev der både anlagt nye gravhøje og foretaget genbegravelser i de ”gamle” enkeltgravshøje. Typiske gravhøje fra dolktid kan ikke udpeges med det blotte øje. Hjulgraven ved Hjordkær er et af de fornemmeste eksempler på en gravhøj fra dolktid.

Bronzealder (1700-500 f.Kr.): Det er i denne periode, de fleste af de bevarede gravhøje blev opført. Især i perioden 1500-1000 f.Kr. intensiveredes højbyggeriet. Såvel de gamle gravhøje som de nyanlagte blev ofte genbrugt og udvidet. En normal gravhøj var 20-25 m i diameter og 4-5 m høj. Det er ikke uden grund, man bruger betegnelsen "højfolket" om bronzealderens fornemme slægter. Det er fra disse gravhøje, egekistegravene stammer. Blandt de mest kendte kan nævnes Skrydstrup-kvinden og Egtved-pigen. At opføre en gravhøj var en social begivenhed, der bidrog til at skabe en følelse af sammenhørighed mellem familierne, der ikke boede i landsbyer, men på spredtliggende enkeltgårde.

Til en typisk gravhøj medgik der tørv fra et område på 1 ha, og til de allerstørste blev der måske brugt tørv fra et areal op til 5 ha. Højgravsskikken blev mere og mere ressourcekrævende. Stadigt større markområder måtte lægges øde for at rejse og udvide højene. I gravhøjene lå kimen til en økologisk katastrofe, som måske bidrog til højfolkets nedtur på overgangen til yngre bronzealder. De fleste gravhøje fra ældre bronzealder findes langs kanten af bakkeøerne i midtlandet, langs de store åløb og Hærvejen. I yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) blev der ikke anlagt nye gravhøje i Sønderjylland. Til gengæld nedsatte man urner i kanten af de gamle høje.

Jernalder (500 f.Kr.-800 e.Kr.): I førromersk jernalder (500-50 f.Kr.) fik gravhøjen en renæssance. Der var ikke længere tale om storhøje, men om små tuer, der samledes i gravpladser, nogle gange med over 1.000 grave. Hver tue var gerne 4-6 m i diameter og op til en 1/2 m høj. Ofte var de markeret af en ringgrøft. De bedst bevarede tuegravfelter er Årupgård mellem Gram og Ribe, Birkelev mellem Ribe og Skærbæk samt Kelstrup Plantage nær Kollund.

Romersk jernalder (50 f.Kr.-375 e.Kr.): I denne periode fortsatte højgravsskikken, men i langt mindre omfang. De små gravhøje lå fx langs veje. Ofte er der intet tilbage af gravhøjen. På gravpladserne røber gravhøjen sig ofte kun som et omtrent cirkulært, gravfrit område omkring graven. Som eksempler på den slags grave/gravpladser kan nævnes Enderupskov, Stepping Mølle og Hjemsted.

Germansk jernalder (375-800 e.Kr.): Nu blev højgravene endnu sjældnere. Der er tale om små tuer, som lå samlet på gravpladser af varierende størrelse. Tuerne adskiller sig fra de førromerske ved, at de ofte var opbygget af sten frem for jord eller græstørv. Et af de bedste eksempler på den slags gravhøje er de såkaldte svenskergrave i Nørreskoven på Als.

Vikingetid (800-1050 e.Kr.): Gravhøjen blev atter en særlig statusmarkør over enkeltpersoner. Størrelsen varierede fra 7-8 m i diameter til over 70 m. Højene dækkede gerne over træbyggede gravkamre, fx Træhede nær Bevtoft, men kunne i sjældne tilfælde også dække over hele skibe som fx i Hedeby. Højene lå gerne parvis eller samlet på gravpladser af varierende størrelse. Et af de bedst bevarede højgravfelter fra vikingetiden findes på Amrum.

Af Peter Ethelberg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Per Ethelberg m.fl.: Det sønderjyske landbrugs historie. Sten- og bronzealder. 2000. Silke Eisenschmidt: Grabfunde des 8. bis 11. Jahrhunderts zwischen Kongeaa und Eider. 2004. J. Jensen: Danmarks Oldtid, bd. I-IV. 2001-04.