Marsk

Den sønderjyske/slesvigske marsk strækker sig fra Rejsbymarsken i nord til Ejdersted i syd. Den er en del af Vadehavet, der strækker sig fra Blåvands Huk til Den Helder i Holland.

Ordet betegner de græsdækkede, flade, lavtliggende forlandsarealer ud mod Vadehavet. Som følge af marskdannelsen tillægges der hele tiden nyt land langs Vadehavskysten. Marsk opstår ved aflejring af sand, silt (aflejret dynd) og ler. Ved højvande aflejres silt og ler, kaldet slik. Heri gror planten kveller, som er en af de få planter, der kan vokse i saltholdig jord.  Efterhånden som sliklaget vokser, bliver vegetationen kraftigere, og marskengen opstår. Senere omdannes det fugtige sliklag til et mere tørt klæglag. Den marsk, der ligger nærmest havet og regelmæssigt overskylles, kaldes kvellerengen. Lidt højere er annelgræsmarsken, som er et godt græsningsområde, der dog stadig overskylles. Tættere mod land ligger saltengarealer, også kaldet forlandet, der kun oversvømmes om vinteren. Her gror sivarten harril, engelsk græs og rød svingel. De gamle marskarealer, der ligger endnu længere væk fra kysten, får ikke tilført nyt materiale, hvilket indebærer, at klægen langsomt synker sammen. Den gamle marsk ligger altså lavere end den unge marsk, og da vandet derfor sjældent kan løbe bort, breder moser og rørsumpe sig her. Før digerne var det kun muligt at bosætte sig i den højtliggende, ydre marsk, og den indre marsk blev kun sjældent udnyttet landbrugsmæssigt.

De tidligste, inderste marskområder langs den sønderjyske vestkyst (fx Gammeleng ved Højer og den østligste del af Tøndermarsken) opstod sandsynligvis i løbet af det andet årtusinde f.Kr.

Omkring Kristi fødsel var det muligt at bosætte sig på de højere marskområder; men med tiltagende stormfloder måtte menneskene bygge værfter. Syd for Ejdersted skete dette fra omkring Kristi fødsel-200 e.Kr., nord for Ejdersted langt senere. Den sønderjyske marsk blev først udnyttet som landbrugsjord for de landsbyer, som i jernalder og vikingetid lå på geestranden, fx ved Hjemsted ved Skærbæk. Først i løbet af 1100- 1200-tallet blev den sønderjyske marsk beboet, hvilket er påvist ved undersøgelser af værfter i Ballum- og Tøndermarsken, samt i marsken mellem grænsen og Ejdersted.

Marskens naturlige græsvækst betingede fra tidlig middelalder en studeproduktion, som fik stor økonomisk betydning for områdets befolkning gennem århundreder. I dag udnyttes marsken stadig til græsning af får og stude; men en del af marsken bliver også benyttet til agerbrug. 

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Per Ethelberg m.fl.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie, bind 1-2, 2000/2003.

Sønderjyllands Historie indtil 1815, Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa: 2008.

Kurt-Dietmar Schmidtke: Die Entstehung Schleswig-Holsteins, Neumünster 1992.

Dirk Meier: Die Nordseeküste. Heide 2006.