Pengevæsen i Sønderjylland

I 1788 oprettede den danske regering en species-bank i Altona, der som den første i Hertugdømmerne fik ret til at udstede pengesedler med dækning i bankens sølvbeholdning. Efter afslutningen på Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813 ophævede regeringen sedlernes sølvindløselighed og konfiskerede bankens sølvbeholdning. Hertugdømmerne måtte herefter dele Rigsbank og rigsbankdalersedler med Kongeriget, hvad der vakte stor modvilje i Hertugdømmerne (se Møntvæsen i Sønderjylland).

Kort tid efter måtte brugen af den ældre kurantmønt, der stadig blev anvendt i Hamborg, stiltiende accepteres af den danske regering. I årene efter statsbankerotten oplevede også Hertugdømmerne fattigdomsproblemer. Det gav anledning til oprettelsen af de første sparekasser. Friedrichsberg Spar- und Leihkasse ved Slesvig by blev som den første slesvigske sparekasse oprettet i 1815. Med den som forbillede blev der oprettet sparekasser i bl.a. Aabenraa, Haderslev, Løgumkloster, Sønderborg og Tønder i de efterfølgende år. Sparekasserne skulle fremme sparesansen i den fattige del af befolkningen og yde mindre lån til håndværkere og næringsdrivende. I 1844 oprettede Nationalbanken efter megen debat en filial i Flensborg med henblik på at knytte Slesvig tættere til København. Filialen lukkede først i 1939. I 1852 blev den første private bank i Hertugdømmerne oprettet af Wilhelm Ahlmann i Kiel. Bankvæsenet i Slesvig-Holsten blev for alvor udbygget i den tyske Gründer-periode i 1870’erne, hvor behovet for kredit var i vækst. Den Nordslesvigske Folkebank i Aabenraa blev i 1872 oprettet som den første nordslesvigske bank, efterfulgt af Haderslev Bank i 1875. Samme år stiftedes Spare- og Lånekasse Flensborg og Omegn på forslag af rigsdagsmedlem og redaktør for Flensborg Avis Gustav Johannsen. I 1927 skiftede Spare- og Lånekasse Flensborg navn til Union-Bank, der i dag fortsat er i virke som det danske mindretals pengeinstitut i Flensborg.

I perioden 1871-75 blev den tyske reichsmark indført som ny betalingsenhed i det tyske kejserrige. Reichsmarken, der afløste et meget broget møntsystem i Tyskland såvel som i Slesvig-Holsten, var i årene frem mod 1914 en stabil valuta bundet til guldet. Det fik en ende med udbruddet af 1. Verdenskrig. Ved Genforeningen i 1920 afløstes reichsmarken i Sønderjylland af den danske krone. På grund af den tyske inflation og deraf følgende lave markkurs reducerede omvekslingen formuebestanden i Sønderjylland betragteligt. Som kompensation oprettede den danske stat Udligningskassen for Sønderjylland, der med 60 millioner kroner til rådighed kunne yde erstatning for tab, som krigen og inflationen havde påført sønderjyderne. 20.832 sønderjyder fik erstatning af Udligningskassen. Samtidig blev Lånekassen for Sønderjylland, der kunne yde lån til sønderjyske erhvervsdrivende på favorable vilkår, oprettet, mens de sønderjyske banker og sparekasser fik tilført kronekapital gennem statslån. En særlig rolle fik de fire store nordslesvigske banker, Den Nordslesvigske Folkebank i Aabenraa, Haderslev Bank, Folkebanken for Als og Sundeved og Tønder Bank, der hver modtog et lån af den danske stat på 3 millioner kroner til brug for udlån.

Desuden havde Københavns Handelsbank etableret sig i landsdelen ved at overtage Schleswig-Holsteinische Banks filialer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Gråsten og Toftlund, og den opnåede derved en betydelig størrelse i den sønderjyske bankverden. Den Danske Landmandsbank åbnede også filialer i de fire store byer, men måtte på grund af økonomiske vanskeligheder allerede i 1923 lukke filialerne i Haderslev og Aabenraa. De økonomiske kriser i mellemkrigstiden gav ad flere omgange grund til fornyede kapitaltilførsler til landsdelen via statslige kreditordninger. Særligt genindførelsen af kronens guldindløselighed i 1925-26 og den medfølgende kronekursstigning gav problemer for sønderjyderne, der havde hjemtaget mange lån i tiden umiddelbart efter Genforeningen, da kronekursen var lav. I mange tilfælde førte kursstigningen til en fordobling af gældsbyrden. På den baggrund blev der i 1926 stillet 8,7 millioner kroner til rådighed for de sønderjyske sparekasser til 2. prioritetsudlån ved de såkaldte realkreditlån. I 1927 blev Sønderjydsk Hypoteklånefond oprettet, den skulle med 20 millioner kroner til rådighed yde lån i sønderjyske landejendomme (læs mere i artiklen Kreditforeninger). Samtidig fik Lånekassen for Sønderjylland fornyet udlånskapital tilført. Krisen i 1930’erne ramte også Sønderjylland hårdt. I 1932 måtte hele 484 sønderjyske landbrugsejendomme på tvangsauktion. Krisen førte til endnu en sønderjysk særordning, da Rentelempelsesloven, som gav mulighed for lempelser af renter og afdrag på en række nordslesvigske udlån, blev vedtaget i 1934. Det var først under Besættelsen, at det sønderjyske landbrugs forrentningsproblemer aftog, hjulpet på vej af besættelsesmagtens lukrative priser på fødevarer.

Industriens vækst i 1950’erne og 1960’erne øgede erhvervslivets krav til pengeinstitutternes finansielle styrke. Det gav anledning til en strukturrationalisering i den finansielle sektor. Sparekassen for Aabenraa By og Amt og Sønderborg Bys Sparekasse fusionerede i 1968 som de første til Sparekassen Sønderjylland. I perioden fra 1968 til 1975 blev antallet af selvstændige sønderjyske sparekasser reduceret fra 40 til 11. I 1970 fulgte dannelsen af Sydbank ved en fusion af Den Nordslesvigske Folkebank, Gråsten Bank, Folkebanken for Als og Sundeved og Tønder Landmandsbank. Haderslev Bank blev samme år overtaget af Privatbanken efter at have været med i drøftelserne om Sydbank-fusionen.

I 1970 fusionerede tre sparekasser i Haderslev ligeledes til én, Sparekassen Haderslev. Ligesom Haderslev Bank valgte Sparekassen Haderslev også at gå nordpå i en fusion, da sparekassen i 1972 gik med i sammenslutningen Sparekassen Sydjylland, der havde hovedsæde i Vejle. Omkring 1990 fulgte nye strukturrationaliseringer i den finansielle sektor. Sydbank og Sparekassen Sønderjylland fusionerede og blev landsdelens absolut største pengeinstitut. Den sønderjyske fusion fulgte efter de store fusioner i det danske bankvæsen, der efterlod to store danske bankaktører i form af Danske Bank og Unibank, i dag Nordea. Strukturrationaliseringerne har betydet, at der i 2011 kun var fem mindre lokale pengeinstitutter tilbage i landsdelen, Broager Sparekasse, Frøs Herreds Sparekasse og Sparekassen Bredebro samt to banker med rødder i det tyske mindretal, Tønder Bank og Aabenraa Kreditbank, i dag Kreditbanken. Dertil kommer Sydbank, der fortsat har hovedsæde i Aabenraa.

I 2012 gik Tønder Bank konkurs og blev overtaget af Sydbank. Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse fusionerede i 2023 under fællesnavnet Sydjysk Sparekasse.

Af Morten Andersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Litteratur:

Jørgen Steen Jensen: Sønderjyllands mønthistorie til 1864, i: Sønderjysk Årbog 2002.

Morten Andersen: Det nordslesvigske valutaspørgsmål 1918-20 og kronemøntens indførsel, i: Sønderjysk Årbog 2002.

Gottlieb Japsen: De nordslesvigske sparekassers historie. 1970. Mogens Asmund: Det sønderjyske pengeinstitutlandskab siden 1968, i: Sønderjysk Årbog 2009.

Christian. Hübbe: De sønderjydske Pengeinstitutter i Overgangstiden og efter Genforeningen samt Oplysninger om Kredit- og Pengeforholdene i Sønderjylland, i: Sønderjysk Årbog 1931.

Peter Wulf: Kleine Schleswig-Holsteinische Bankgeschichte. Neumünster 2010.