Rømø

Den sydligste og største af de tre danske øer i Vadehavet. Øen er 14 km lang og ca. 4 km bred og har areal på knap 90 km2. Rømø har et indbyggertal på 562 (2023), men i sommerhalvåret sker der en stor tilstrømning af turister, især fra Tyskland, med over 1 mio. overnatningerårligt. De største byer er Havneby og Lakolk, hvor befolkningen er koncentreret. Øen, der hører til Tønder Kommune, er forbundet med fastlandet via Rømødæmningen, der blev opført 1939-1948. Fra Havneby er der færgeforbindelse til List på Sild i Sydslesvig. 

Rømø blev dannet for godt 8.000 år siden. Øen afgrænses mod nord af Juvre Dyb og mod syd af Listerdyb. Øen er beskyttet af diger, bl.a. Juvre Dige og Kirkeby Dige, begge  anlagt i 1920'erne. Den tidligere vandreklit Høstbjerg er med sine 19,7 m.o.h. Rømøs højeste punkt.

Øen har været beboet fra middelalderen. Den sydligste del af Rømø var frem til 1864 en del af De kongeriske Enklaver, mens resten tilhørte hertugdømmet. Landbruget havde på store dele af øen kun ringe betydning, i stedet var fiskeri vigtigt. Fra 1600-tallet begyndte hvalfangst at spille en økonomisk rolle, idet mange af mændene fra Rømø blev hvalfangere på udenlandske skibe. De såkaldte kommandørgårde på Rømø vidner herom. Øens middelalderkirke, indviet til Sankt Clemens, blev betydeligt udvidet i 1600- og 1700-tallet.

Fra ca. år 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart vigtige erhverv, men fra 1880'erne gik skibsfart og fiskeri tilbage, og i 1900-tallet blev turisme øens hovederhverv. 

Litteratur:

Bert Kelm: Rømø, et vesterhavspræget samfund. Redaktion: Lars N. Henningsen. Historisk Samfund for Sønderjylland , 1999-2000.
Thade Petersen: Rømø, 1979.
H. E. Sørensen: Rømøs historie, 1977. 
Mikkel Fruergaard og Morten Pejrup: Rømøs alder og udvikling. Sønderjysk Månedsskrift, nr. 1, 2019.