Gå til leksikonoversigt

Skærbæk

Steder

Stationsby i Tønder Kommune ca. 26 nord for Tønder. Indbyggertallet lå i 2023 på 3.211. Skærbæk ligger på geestranden ned mod Ballummarsken. Bynavnet kendes fra skriftlige kilder omkring 1292. Den ældste del af byen består af landsbyerne Hjemsted, Gesing og Melby, som nu er vokset sammen med den stationsby, som opstod langs længdebanen efter dens anlæg i 1887. Den gamle vestlige drivvej gik også her forbi, i dag gennemskæres byen af hovedvejen Tøndervej-Ribevej. 

Byen har haft to kirker, den middelalderlige Skærbæk Kirke, som stadig er sognekirke, og Skærbæk Frimenighedskirke (1909), som nu er kulturhuset Emanuel. Chr. Johs. Jacobsen var omkring år 1900 sognepræst her og initiativtager til bl.a. Skærbæk Væveskole (se Skærbæktæpper). Anlægget af Rømødæmningen skabte befolkningstilvækst i slutningen af 1940’erne, og samtidig opstod der flere industrier som Skærbæk og Omegns Eksportslagteri (se Slagterier i Sønderjylland) og Findahls Møbelfabrik.

Byen er vejknudepunkt og oplandsby. Flere huse i byen er præget af hjemstavnsstil (Byggeskik, Bymæssig), bl.a. købmandsgården fra 1909, der tidligere rummede Museum Sønderjylland Skærbæk, nedlagt i 2016. Bygningen blev herefter stillet til rådighed for Historisk Forening for Skærbæk og Omegn. Skærbæk Uldspinderi, der blev grundlagt i 1889 og lukkede i 1998, blev i år 2000 omdannet til museum.

Skærbækcentret fra 1971 (tidligere Skærbæk Hallen) rummer ud over feriehuse bl.a. svømmehal, sportshaller, konferencefaciliteter, restaurant samt Kunstnerhuset, hvor der er udstillinger og afholdes kurser. 

Byen var administrativt center i perioden 1970-2006 i daværende Skærbæk Kommune.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Storegade i Skærbæk. Her ligger Skærbæk Museum, indrettet i en købmandsgård fra 1909.

Storegade i Skærbæk. Her lå tidligere Skærbæk Museum, nedlagt i 2016, indrettet i en købmandsgård fra 1909. Foto fra 2015.

Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0