Oberberg, Hercules von, (ca. 1520-1602)
Arkitekt med hovedvirke i hertugdømmet Slesvig. Oberberg arbejdede i begyndelsen af 1550’erne på slottet i Küstrin øst for Berlin og kom derfra omkring 1555 til Christian 3. Han nævnes i forbindelse med arbejder på Københavns befæstning, Koldinghus, Nyborg og Kronborg. I 1557 blev han udnævnt til kongelig bygmester og forestod i den egenskab ombygningen af Sønderborg Slot i de følgende to år. Oberberg blev i 1559 ansat af hertug Hans den Ældre som bygmester på dennes nye slot Hansborg. Han bosatte sig i Haderslev, fra 1578 i det endnu eksisterende hus Slotsgade 22 (se artiklen Von Oberbergs Hus) og boede der til sin død. Frem til Hans den Ældres død i 1580 arbejdede han primært for denne med Hansborg Slot, jagtslottet Grøngård og befæstningen samt den nye portbygning på Tønderhus, men han indrettede også fyrstekapellet på Sønderborg Slot for enkedronning Dorothea.
Efter 1580 byggede han Hansborg færdig for Frederik 2. og opførte for hertug Adolf af Gottorp slottet i Tønning. Ligeledes for de gottorpske hertuger indrettede han slotskirken og den såkaldte Hjortesal i Gottorp Slots nordfløj samt ombyggede Brundlund til et moderne renæssanceslot. Hans sidste arbejde var at forestå opførelsen af kapellet, riddersalen og kæmpetårnet på Koldinghus for Christian 4.
Hercules von Oberberg var dybt inspireret af den italienske højrenæssance, men var samtidigt meget bevidst om, hvad der på hans tid foregik i Frankrig og Nederlandene, hvilket f.eks. senere arbejder som Grøngård og Tønning viser.
Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: Lennart S. Madsen: Hercules von Oberberg, i: Sønderjysk Månedsskrift 2006.
Slottet i Tønning, opført af Hercules von Oberberg 1580-83. Her gengivet i stik fra 1597.
Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev.