Von Oberbergs Hus
Steder
Museum i Slotsgade i Haderslev. Museet har navn efter arkitekt Hercules von Oberberg, som fra 1550’erne var virksom i hertugdømmet Slesvig. Han boede i den nuværende museumsbygning, et stenhus fra 1578, som han også selv har tegnet. Det er i dag en af de ældste bygninger i Haderslev. I udstillingen kan man bl.a. se flere rum, således som de så ud, da huset blev opført. I kælderen kan man få indtryk af, hvordan et forrådskammer har set ud i renæssancen. Derudover er der kalkmalerier fra ca. 1680 i huset. Den tilhørende have er indrettet i renæssancestil. Museet er drevet af Haderslev Kommune.

Von Oberbergs Hus. Foto fra 2024.
By & Land Haderslev. Foto: Knud Erik Johansen.