Grænsegendarmeriet

Bevæbnet politikorps, der fra 1838 bistod toldvæsenet ved den danske helstatsgrænse ved Elben. Efter krigen i 1864 blev grænsegendarmeriet flyttet nordpå til Kongeågrænsen, hvor det varetog den danske grænsebevogtning frem til 1920. 

I forbindelse med Genforeningen og grænseflytningen flyttede korpset, der omfattede over 400 grænsegendarmer, sydpå den 5. maj 1920 for at bistå med placeringen af de 278 grænsesten, der skulle markere grænsens forløb fra Siltoft i vest til Kegnæs i øst. Den nye grænse blev inddelt i tre grænsegendarmdistrikter: Sønderborg, Kollund og Tønder. Distrikterne havde i alt 16 underafsnit. I de første år havde hvert afsnit ca. 30 patruljerende gendarmer og to vagtmestre. Senere blev vagtmandskabet ved de ret øde afsnit, fx Sofiedal ved Frøslev, beskåret til 10-15 mand. For at kunne afpatruljere grænsen til fods udviklede grænsegendarmerne et stisystem, i dag kendt som Gendarmstien. Gendarmens arbejdsuge var inddelt i vagter på otte timer, fordelt på dag- og nattevagter. Patruljeringen fandt sted til fods året rundt, og gendarmerne var let genkendelige i deres blå uniformer.

I tilfælde af overhængende krigsfare skulle Grænsegendarmeriet overgå fra Finansministeriet til Krigsministeriet og underlægges Jydske Division. Den 8. april 1940 besluttede myndighederne dog, at korpset ikke skulle indlade sig i kamp i tilfælde af tysk grænseoverskridelse. Tre gendarmer blev skudt i Padborg om morgenen den 9. april af en tysk specialenhed. Den såkaldte fredsbesættelse af Danmark betød, at tyskerne respekterede dansk suverænitet, og derfor genoptog gendarmerne allerede den 10. april 1940 deres tjeneste. Heller ikke regeringens tilbagetræden den 29. august 1943 ændrede på grænsebevogtningen, men den 19. september 1944 blev gendarmeriet i forbindelse med den tyske aktion mod det danske politi afvæbnet og interneret i Frøslevlejren. Heraf blev 141 deporteret til tysk kz-lejr, hvoraf 38 døde. Medvirkende til gendarmeriets hårde skæbne var uden tvivl korpsets chef, oberst Paludan-Müllers engagement i illegalt arbejde, og at han havde sat sig voldsomt til modværge i sin embedsbolig i Gråsten, da tyskerne den 26. maj 1944 ville arrestere ham. Efter fire timers ildkamp omkom Paludan-Müller.

Ved befrielsen den 5. maj 1945 overtog modstandsbevægelsen grænsebevogtningen og blev fra den 10. maj assisteret af Den Danske Brigade i Sverige. I juli 1945 afløstes disse af mandskab fra hæren, og i maj 1946 overtog Grænsegendarmeriet igen den fulde bevogtning.

I april 1952 fik Grænsegendarmeriet navneforandring til Toldgrænsekorpset, og gendarmerne blev til grænsebetjente. Den 8. november 1953 blev sorte, mere civile uniformer indført.

Korpset blev nedlagt den 1. april 1969, og grænsekontrollen overtaget af politiet og toldvæsenet, indtil den dasnke indtræden i Schengen i 2001 medførte, at den egentlige grænsebevogtning ophørte.

Af Mie Ellekilde i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Lars Bjørnboe og Jens Jensen, Det danske Gendarmerikorps, 1981.

Henrik Skov Kristensen, "Grænsen og besættelsen", i Henrik Becker-Christensen (red.) Grænsen i 75 år 1920-1995, 1995.

Aage Emil Hansen, "Told- og grænsebevogtning i efterkrigstiden", i Grænsen i 75 år 1920-1995, 1995.