Tilbage til nyhedsliste

Kulturministeren nominerer det dansk-tyske grænseland til at blive UNESCO kulturarv

5. februar 2019

Kulturminister Mette Bock (LA) har valgt at nominere modellen for fredelig sameksistens i det dansk-tyske grænseland til at blive UNESCO immateriel kulturarv. Dermed følger den danske kulturminister Tyskland, der i slutningen af 2018 også nominerede det dansk-tyske grænseland til UNESCOs register. I begge tilfælde sker det på baggrund af en fælles ansøgning fra det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland.

”Det dansk-tyske grænseland er et forbilledligt eksempel på, hvordan det kan lykkes at opnå fredelig sameksistens mellem minoritet og majoritet på begge sider af grænsen – trods en historie med krige og konflikter. Det er meget unikt, når vi kigger ud i verden og et eksempel, som kan tjene til positiv inspiration andre steder”, siger Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

Kulturministerens nominering af modellen for fredelig sameksistens i det dansk-tyske grænseland skaber glæde i både det danske mindretal og det tyske mindretal.

”Vi har her i vores grænseland i de sidste 100 år opbygget noget, der allerede nu tjener til inspiration for andre regioner med mindretal. Derfor er det oplagt at optage vores mindretalsmodel i UNESCOs samling af vellykkede eksempler på godt samliv”, siger Jon Hardon Hansen i en pressemeddelelse fra de to mindretal.

Han suppleres af Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretals organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), der ligeledes er begejstret.

”Det ville være kronen på generationers arbejde for gensidig forståelse, hvis vores mindretalsmodel i jubilæumsåret 2020 får denne særlige status. Danskere som tyskere fra mindretallene og flertallene har lagt hjerteblod i at nå frem til gensidig forståelse. Det er deres fortjeneste”, siger Hinrich Jürgensen.

Forslagene til UNESCOs liste over immateriel kulturarv vil blive behandlet inden udgangen af 2019. I 2020, hvor Sønderjyllands Genforening med Danmark i 1920 vil blive markeret, vil de nye tilføjelser til UNESCOs liste blive offentliggjort.

”Jeg kan ikke forestille mig en bedre fødselsdagsgave end at blive anerkendt af UNESCO”, siger Mette Bock.

Det er første gang, Danmark nominerer til UNESCOs liste over verdens immaterielle kulturarv. En liste, UNESCO oprettede i 2003. Danmark har i forvejen syv attraktioner på UNESCOs mere kendte verdensarvliste over fysiske steder, der er bevaringsværdige og unikke, bl.a. Stevns Klint.

Der findes to lister, når det drejer sig om immateriel kulturarv under 2003-konventionen. Den ene liste er UNESCOs repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv, og den anden liste er registret over gode sikringspraksisser (good safeguarding practices).  Modellen for fredelig sameksistens i det dansk-tyske grænseland er nomineret til registeret for gode selskabspraksisser. Den grønlandske tradition med trommedans og sang ”Qilaatersorneq” er nomineret til UNESCOs liste over immateriel kulturarv.