Genforeningsstenene er Danmarks mest særegne monument

Læs om de ca. 600 genforeningssten der blev sat op i alle dele af landet i anledning af genforeningen i 1920 og årene efter, og som nu er ved at blive fredet som Danmarks mest særegne monument.

Genforeningensstenen på Esterhøj i Odsherred.

Landets næststørste genforeningssten er rejst på Esterhøj i Asnæs sogn ved Sejerøbugten.

Foto: Thomas Tolstrup

I 1920 og årene efter blev der rejst op imod 600 genforeningssten, der i dag kan ses i hele landet lige fra Lemvig til Allinge-Sandvig og fra Hjørring til Nykøbing Falster. Anledningen var danskernes glæde og taknemmelighed over, at Sønderjylland var blevet en del af Danmark.

Genforeningsstenene er typisk ubehandlede marksten med inskriptioner, men derudover varierer de meget. Antallet i forskellige områder i landet, tidspunkterne for rejsningen og inskriptionerne afhænger af, hvem der lokalt tog initiativ, og hvordan de gik til værks. Johannes Vejlager skrev i 1939 det til dato største værk om genforeningssten, og han skriver blandt andet, at variationerne giver ”et interessant psykologisk Billede af den danske Folkekarakter, der – Gud være lovet – endnu er langt fra at være ensrettet”.

For udlændinge virker det mærkeligt, at vi med så beskedne sten mindes en af de største begivenheder i nationens historie. Men genforeningsstenene er netop udtryk for en unik folkeligt baseret dansk tradition, hvor mange også små og ydmyge sten spiller en stor rolle. De er ifølge nu afdøde museumsinspektør og ph.d. Inge Adriansen samlet set vores mest særegne monument og Danmarks mest originale bidrag til europæisk monumentkultur.

Frem for at gå sammen i større enheder eller lade den officielle side finansiere store, kunstneriske monumenter bredte der sig i de enkelte byer og sogne en trang til at markere glæden over Genforeningen ved hjælp af let tilgængelige råmaterialer. Mere end 95 procent af genforeningsstenene blev iværksat på lokalt initiativ og bekostet lokalt.

Inskriptionerne på genforeningsstenene blev ofte udvalgt på baggrund af en konkurrence eller forfattet af et lokalt komitémedlem som for eksempel sognets præst eller lærer. Nogle har citater fra genforeningssange, som for eksempel Henrik Pontoppidans ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage: En røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage”.

De fleste er dog skrevet af lokale og har derfor en mere simpel form som for eksempel ”Tak, trofaste sønderjyder!” eller ”Staa sten, mind slægten om, da Sønderjylland tilbage kom”.

Selve mindesmærkerejsningerne blev ofte gjort til en begivenhed i sig selv. Mange af genforeningsstenene er blevet transporteret med håndkraft. På den måde fik flest muligt fysisk del i mindesmærkerejsningen, og den fælles oplevelse gav både ejerskab og et stærkere erindringsgrundlag for de medvirkende, fordi man bedre husker begivenheder, man selv har været med til.

Som eksempel kan nævnes genforeningsstenen, der står på toppen af Sjællands næsthøjeste bakke, Esterhøj ved Sejerøbugten. Den skiller sig ud ved at veje 25 tons, men måden, den blev rejst på, er typisk for genforeningsstenene. Esterhøj-stenen blev slæbt 2,5 kilometer og 89 meter op ved hjælp af menneske- og hestekræfter. Arbejdet var frivilligt, foregik om aftenerne og varede 11 dage. Omkring 500 mennesker var med til at flytte stenen, som derved fik en dobbelt erindringsbetydning for alle de medvirkende.

Hvorfor er genforeningsstenene fredet?

I 2018 besluttede daværende kulturminister Mette Bock efter henvendelse fra Grænseforeningen at frede alle genforeningssten i anledning af markeringen af Genforeningen i 2020. Det skete for at beskytte genforeningsstenene, så de ikke umiddelbart kan fjernes, flyttes eller ødelægges. Fredningen sker dog med en særlig bestemmelse, der gør, at inskriptioner fortsat kan males op på stenene, uden at der skal indhentes tilladelse først. Fredningen forventes gennemført med udgangen af 2020 og får ingen betydning for adgangen til genforeningsstenene, der fortsat afhænger af, om de står på privat eller offentlig grund.