Tidstavle

Valdemar Sejrs yngre søn Abel bliver hertug af Slesvig, som fra nu og frem til 1867 er et hertugdømme. Hans efterkommere er hertuger indtil 1375. For at vinde selvstændighed i forhold til den danske kongemagt støtter de sig på de holstenske grever.

Landet mellem Slien og Ejderen, hvortil mange holstenske bønder er flyttet for at nyopdyrke jord, pantsættes til de holstenske grever.

Gerhard 3. gør hertug Valdemar til dansk konge, mens han selv bliver hertug af Slesvig. Valdemar 3. må love, at der aldrig skal være en og samme herre over kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig ("Constitutio Valdemariana").

Krig mellem de holstenske grever og kong Erik af Pommern ender med, at Flensborg erobres af greverne og dermed sikres deres dominans i det sydlige Slesvig.

Den danske konge Christian 1. vælges til hertug af Slesvig og greve af Holsten og lover til gengæld, at landene skal forblive "evigt udelte sammen" (Ribebrevet)

Delingen ophører, da hertug Frederik bliver dansk konge. Hans søn Christian (3.) bliver hertug af Slesvig og indfører reformationen i Haderslev

Hertugdømmerne deles mellem kong Christian 3. og hans brødre Adolf og Hans den Ældre. Adolf får residens på Gottorp, Hans den Ældre på Haderslevhus

Hans den Yngre får overladt en del af den kongelige del af hertugdømmerne, men får ikke andel i den fælles regering og bliver "afdelt herre".

Ved freden i Frederiksborg d. 3. juli anerkender Sverige den danske besiddelse af Gottorp. Den gottorpske del af Slesvig indlemmes hermed i den danske krone.

Hertug Karl Peter Ulrich af Gottorp bliver russisk zar og forbereder straks krig mod Danmark for at genvinde den tidligere gottorpske del af Slesvig, men myrdes før krigen bryder ud.

Dansk-russiske overenskomst, ifølge hvilken kejserinde Katarina 2. af Rusland anerkendte den danske besiddelse af de gottorpske dele af Slesvig og afstod de gottorpske dele af Holsten til den danske konge. Til gengæld afstod den danske konge Oldenburg og Delmenhorst til Rusland.

Alle statens embeder måtte kun gives til dem, der er født i fædrelandet - det vil sige i den danske, norske og slesvig-holstenske helstat.
 

Efter nederlaget i Napoleonskrigene må den danske konge den 14. januar ved Freden i Kiel afstå Norge til Sverige. Som kompensation får Danmark svensk Pommern og Rügen, som året efter byttes med hertugdømmet Lauenborg. Holsten adskilles igen fra monarkiet. Helstaten er svækket. I Kiel formulerer F. Chr. Dahlmann den slesvig-holstenske idé. Han støttes af Nicolaus Falck.

Julirevolutionen i Frankrig sender dønninger ud over hele Europa og giver næring til liberale kræfter. Friseren Uwe Jens Lornsen udsender i november sit skrift "Über das Verfassungswerk" med krav om en liberal forfatning for et selvstændigt Slesvig-Holsten under Det Tyske Forbund.

Monarkiet har til hensigt at oprette rådgivende stænderforsamlinger i Itzehoe for Holsten, i Slesvig for Sønderjylland, i Viborg for Nørrejylland og i Roskilde for de danske øer. Repræsentanter til stænderforsamlingerne vælges i de følgende år.

Professor i statsret ved Kiels universitet Christian Paulsen vender sig mod Uwe Jens Lornsen. Han hævder Slesvigs historiske tilhørsforhold til Danmark og kræver i stedet dansk indført som rets- og administrationssprog i de dele af Slesvig, hvor det er kirke- og skolesprog. Han får støtte af Christian Flor.

I Slesvig stænderforsamling rejser Nis Lorenzen krav om indførelse af dansk øvrigheds- og retssprog, hvor der er dansk undervisningssprog.

Sprogreskriptet af 14. maj 1840. Dansk indføres som rets- og forvaltningssprog, hvor det er kirke- og skolesprog. Stænderforsamlingen i Slesvig kræver forordningen ophævet med 33 stemmer for og 9 imod.

Orla Lehmann fremsætter i København ejderpolitikkens program: Grænsen skal drages, så Sønderjylland uanset sproglige forhold skal være en del af Danmark, mens Holsten udelukkes. I Slesvigs stænderforsamling protesterer Peter Hiort Lorenzen den 11. november imod tysk som forhandlingssprog. Ved den lejlighed kommer det til den legendariske ordveksling mellem Hiort Lorenzen og præsidenten for stænderforsamlingen: "Skal jeg tie, fordi jeg taler dansk?" - "Ja, fordi De taler dansk".

Det første danske møde på Skamlingsbanken den 18. maj med hen ved 6.000 deltagere. Talere er bl.a. Orla Lehmann og Laurids Skau. Den slesvigske Forening stiftes.

Christian 8. underskriver Sprogpatentet af 29. marts 1844, der kun tillader ikke-tyskkyndige at tale dansk i den slesvigske stænderforsamling. I Bredsted afholdes der frisisk folkefest med støtte til slesvig-holstenernes krav. Ved det andet danske møde den 4. juli på Skamlingsbanken, hvor bl.a. N.F.S. Grundtvig holder tale, deltager cirka 12.000 mennesker. I den holstenske stænderforsamling i Itzehoe vedtages det slesvig-holstenske program, der kræver, at hertugdømmerne skal være selvstændige, men knyttet sammen. I Slesvig samles omkring 14.000 mennesker til et sangstævne med politisk indhold. Her synges for første gang "Schleswig-Holstein Meerumschlungen" og den slesvig-holstenske fane vises frem. I Rødding åbnes den første grundtvigske folkehøjskole, Rødding Højskole.
Jernbaneforbindelsen mellem Altona og Kiel åbnes. 

I et åbent brev  erklærer Christian 8., at kongelovens arvefølge gælder uindskrænket i hertugdømmerne Slesvig og Lauenborg, samt at situationen er uklar m.h.t. visse dele af Holsten.

Christian 8. dør. Frederik 7. indkalder omgående en kreds af "erfarne mænd", der skal rådslå om en fællesforfatning for alle rigets dele.
Februarrevolutionen i Paris sender dønninger ud over hele Europa, herunder til Tyskland, hvor der holdes møder om en fri forfatning for Det Tyske Forbund i Frankfurt. I løbet af februar når bevægelsen Slesvig-Holsten. På et møde i Rendsborg den 18. marts kræves en uafhængig slesvig-holstensk stat og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. En delegation sendes til København for at rejse kravet overfor kongen. På et møde i Casino-teatret i København den 20. marts kræves Slesvigs tilknytning til Danmark under en fri forfatning. Kravet fremføres dagen efter ved en demonstration, hvorefter kongen afskediger ministeriet.
Inden den slesvig-holstenske delegation når frem, har Frederik 7. overfor Københavns borgere bebudet en fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Inden den slesvig-holstenske delegation når hjem, udråbes i Kiel en provisorisk regering for et selvstændigt Slesvig-Holsten under Det Tyske Forbund. Samtidig overrumples Rendsborg-fæstningen uden sværdslag (24. marts). Ved Slaget ved Bov den 9.april står den danske hær overfor slesvig-holstenerne - ved alle senere træfninger frem til slaget ved Isted i 1850 kæmpes der tillige mod tyske forbundstropper. Det Tyske Forbund anerkender den 12. april den provisoriske slesvig-holstenske regering.

Efter en 7 måneders våbenstilstand genoptages kamphandlingerne i april. I Egernførde Fjord sænkes linjeskibet "Christian den Ottende", og fregatten "Gefion" falder i slesvig-holstenske hænder. Brohovedet ved Dybbøl erobres af tyske forbundstropper. Inden en ny våbenstilstand sluttes i juli 1849, gør den danske hær et storstilet og heldigt udfald mod de slesvig-holstenske belejrere af fæstningen i Fredericia. Den 5. juni vedtages en ny og demokratisk grundlov for det danske kongerige. Grundloven gælder dog ikke i Slesvig og Holsten.

I juli genoptages krigshandlingerne efter den dansk-preussiske fredsslutning. Efter slesvig-holstenernes nederlag ved Isted den 25. juli trækker de sig tilbage til Rendsborg-fæstningen. I september angribes det befæstede Frederiksstad uden held.

Den slesvig-holstenske hær opløses efter pres fra Østrig, Rusland og Preussen. Sprogreskripter udstedes for 49 sogne i Mellemslesvig og Tønder by. Det bestemmes, at undervisningssproget her skal være dansk med fire ugentlige timers undervisning i tysk. Kirkesproget skal være blandet dansk og tysk. Danmark giver Preussen og Østrig tilsagn om en forfatningsordning for hele monarkiet, der sikrer alle rigets dele en vis selvstændighed og garanterer, at Slesvig ikke knyttes nærmere til Danmark end til Holsten. 

Preussen og Østrig indanker over for den tyske forbundsdag, at Danmark ikke opfylder et tilsagn fra 1852 om at fællesforfatningen også skal forelægges den holstenske stænderforsamling

Det tyske Forbund stiller Danmark overfor et ultimatum: Den i 1858 udsatte eksekution genoptages, hvis ikke Danmark giver et klart svar om Holstens stilling inden for riget. En adresse med godt 71.000 underskrifter på kravet om Danmarks og Slesvigs forening afleveres til den danske regering. Regeringen svarer, at kravet stemmer overens med regeringens kurs og foreslår, at Holstens tilknytning til riget gøres løsere. Denne kurs møder modstand i Frankrig, Rusland og England.

Tysk krav om nyordning af hele det dansk-tyske monarki og ophævelse af Sprogreskripterne. Dansk afslag. Den danske regering afviser følere fra engelsk og preussisk side om en deling af Sønderjylland. Istedløven opstilles på Flensborg Kirkegård.

De holstenske stænder afviser at deltage i fælleslovgivningen. I den slesvigske stænderforsamling nedlægger de slesvig-holstenske deputerede deres mandater i protest. Den tyske forbundsdag beslutter eksekutionen, hvis ikke Danmark efterkommer kravene fra 1857/58. I Danmark vedtages den 13. november en ny fælles forfatning for Danmark og Slesvig, den såkaldte Novemberforfatning, med virkning fra 1. januar 1864. 
Frederik 7. dør den 15. november på Glücksborg Slot. Dagen efter erklærer hertug Frederik af Augustenborg  overtagelsen af regeringen af Slesvig-Holsten som "Friedrich der Achte". Den nye konge, Christian 9., underskriver Novemberforfatningen den 18. november. Tyske forbundstropper går over Elben den 24. december og besætter Holsten og Lauenborg, efter at de danske tropper har rømmet disse områder.

Preussen og Østrig forlanger Novemberforfatningen ophævet i løbet af 48 timer. Danmark forlanger mere tid. Efter fem dage rykker preussiske og østrigske tropper ind i Holsten og tager opstilling ved Ejderen.

1. februar rykker preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig.

2. februar afslår den danske hær et preussisk forsøg på at sætte over Slien ved Mysunde.

Natten mellem 5. og 6. februar rømmer de danske tropper under ledelse af general de Meza  Danevirke og tager opstilling ved Dybbøl og Fredericia. Det sønderjyske fastland underlægges preussisk-østrigske civilkommissærer.

18. april: Preussiske tropper stormer Dybbølstillingen. Danskerne trækker sig tilbage til Als.

25. april indledes fredskonferencen i London.

12. maj: Våbenhvile ifølge London-konferencen. Her forhandles der om Slesvigs deling. Det danske udgangspunkt er en linje ved Sli-Dannevirke, det preussiske en linje ved Aabenraa-Tønder. Våbenhvilen slutter den 25. juni uden at man er nået frem til et kompromis.

29. juni: Preussiske tropper sætter over Alssund. De danske tropper evakueres pr. skib til Fyn. Preussen og Østrig besætter hele Jylland. Den danske regering går af. Et nyt ministerium beder om våbenhvile og forhandlinger.

30. oktober underskrives freden i Wien, hvorefter Danmark afstår alle tre hertugdømmer på nær nogle få nordslesvigske sogne (de otte sogne), et område ved Ribe og øen Ærø som kompensation for de såkaldt kongerigske enklaver. Dansksindede beboere kan indenfor 6 år "optere" for Danmark, dvs. opnå dansk statsborgerskab, hvis de udvandrer til Danmark.

Ved overenskomsten i Gastein mellem Preussen og Østrig i august kommer hertugdømmet Slesvig udelukkende under preussisk forvaltning. Den augustenborgske bevægelse for Friedrich der Achte som hertug for et selvstændigt Slesvig-Holsten undertrykkes. I september kommer de preussiske kronjurister frem til det resultat, at Christian 9. af Danmark var den retmæssige ejer af hertugdømmerne, men at denne har afstået retten til dem til kejseren af Østrig og kongen af Preussen. I september rejser 2.200 slesvigere på besøg i København.

Preussen erklærer i juni i Wien, at det anser Gastein-overenskomsten for hævet og brudt af Østrig, som svarer med den samme beskyldning mod Preussen. Preussen erklærer Østrig krig. Østrig bliver slået af Preussen ved Königggrätz. På foranledning af kejser Napoleon optages § 5 i Pragfreden: Østrig overdrager samtlige rettigheder i Slesvig og Holsten til Preussen med det forbehold, at de nordlige distrikter genforenes med Danmark, når befolkningen ved en fri afstemning udtrykker ønske herom. Kong Wilhelm af Preussen stadfæster i december loven om hertugdømmernes indlemmelse i Preussen.

Slesvig og Holsten bliver den 12. preussiske provins, hvorved Slesvigs status som hertugdømme ophører. Store dele af de unge årgange udvandrer til Danmark (eller Amerika) på grund af værnepligtens indførelse. 14 ældre årgange indkaldes  til reserven, hvilket fører til edsnægtelser og udvisninger. Det første valg til den nordtyske forbundsrigsdag bliver af befolkningen opfattet som en strømpil for, hvor den sydlige grænse for afstemningsområdet (i henhold til Pragfredens § 5) skal gå. Valget viser dansk flertal nord for en linje, der går nord om Tønder og syd om Flensborg. I Flensborg er der et lille dansk flertal. N. Ahlmann og H.A. Krüger vælges til rigs- og landdag. Begge politikere står for en ren protestpolitik. I de følgende år nedlægger de gang på gang deres poster, idet de nægter at aflægge troskabsed i landdagen. Den preussiske gesandt von Heydebrand und der Lasa meddeler den danske regering, at man er villig til at indlede forhandlinger om udførelse af Pragfredens § 5 såfremt Danmark giver tilstrækkelige garantier til tyskernes beskyttelse i området. Dette krav viger Danmark tilbage for.

Ved forordning bliver de to regeringer for Slesvig og Holsten forenet til en fælles regering. Ved rigsdagens åbning i København hedder det i trontalen blandt andet: "De fortrolige underhandlinger, som den kgl. preussiske regering allerede for længere tid siden havde åbnet med os om udførelsen af den i Pragfredens § 5 bebudede fri afstemning af beboerne i Nordslesvig, har hidtil ikke ført til noget resultat".

En nordslesvigsk deputation forsøger uden held i Berlin at aflevere 27.493 underskrifter til kongen af Preussen. "Flensburger Anzeiger" udkommer nu på dansk under navnet Flensborg Avis. Gustav Johannsen er udgiver, C.A. Willemoes er redaktør.

Mange nordslesvigere udvandrer til Danmark for at undgå preussisk krigstjeneste og opnår dansk statsborgerskab inden optionsfristen udløber.

Det tyske kejserrige grundlægges under Preussens ledelse. Forordning om, at der mindst 6 timer ugentlig skal undervises i tysk i Nordslesvigs skoler, træder i kraft. Ny skoleforordning træder ikraft og der indføres 6 timers ugentlig undervisning på og i tysk på danske skoler. Nægter forældrene at købe tyske bøger, anskaffer skolen dem og forældrene bliver udpantet.

Ved Aabenraa-konventionen mellem Danmark og Preussen vedtages, at danske nordslesvigere, der var flygtet til Danmark uden at optere, vil kunne vende tilbage uden strenge straffe.

Ved lov fastsættes 5 år som den yderste termin for brugen af dansk i alle kommunale råd, kredsdage osv. Efter 1881 må der således kun tales tysk.

Instruktion om 14 timers undervisning i det tyske sprog i de nordslesvigske almueskoler. Traktat i Wien ophæver § 5 i Pragfreden, hvorefter det danske håb om en folkeafstemning om Nordslesvigs forhold til Danmark forsvinder.

I de følgende år stiftes der sønderjyske foreninger over hele landet. Formålet er at give moralsk og materiel støtte til den dansk-slesvigske bevægelse.

Preussisk bekendtgørelse pålægger alle kommuneforstandere at opfordre alle 19-årige danske statsborgere med varigt ophold i Slesvig til at lade sig optage i stamrullen. Hvis ikke dette sker, risikerer de udvisning. De personer, som således melder sig, vil blive pålagt inden 8 dage at søge tysk statsborgerskab.

Den nordslesvigske Vælgerforening stiftes i Vojens. De nordslesvigske landdagsmænd Hans Lassen og Gustav Johannsen aflægger ed på forfatningen og afslutter dermed reelt protestpolitikken. Sproganordning om, at der fra 1. april 1889 skal indføres tyskundervisning med undtagelse af 4 timer ugentlig i religion i alle nordslesvigske skoler. I den preussiske landdag protesterer de danske delegerede.

Den nordslesvigske vælgerforening udsender et opråb til befolkningen om at underskrive en henvendelse til landdagen om at ophæve sprogforordningen af 18. december 1888. I løbet af fem uger samles der alene uden for Flensborg by over 13.000 underskrifter. "Deutscher Verein für das nördliche Schleswig" stiftes som agitatorisk modvægt til de danske foreninger.

"Den nordslesvigske Skoleforening" (i dag "Sønderjysk Skoleforening") dannes med det formål at bevare det danske sprog i skolen samt at organisere hjemmeundervisningen og efterskolevirksomheden. Det første nordslesvigske forsamlingshus indvies i Skrave ved Skodborg. I de følgende år rejses der over hele Nordslesvig omkring 50 danske forsamlingshuse.

Med udnævnelsen af Ernst Matthias von Köller som overpræsident for Slesvig-Holsten varsles en hårdere kurs overfor provinsens danske befolkningsgruppe. Ernst von Köllers regimente varer til 1901.

Efter Gustav Johannsens død vælges redaktøren for Flensborg Avis, Jens Jessen, til medlem af den tyske rigsdag. Overpræsident Ernst Matthias von Köller udnævnes til statssekretær i Alsace-Lorraine og forlader Sønderjylland.

Den tyske rigsdag modtager en petition fra 29.180 myndige nordslesvigere, der beder om, at rigsdagen forkaster en paragraf i den foreslåede rigsforeningslov, der rummer et forbud imod modersmålets brug i offentlige forsamlinger. Den nye rigsforeningslov træder i kraft. Nordslesvig er foreløbigt undtaget fra forbudet mod brugen af dansk i offentlige forsamlinger.

På et møde i Kiel oprettes "Det slesvig-holstenske bosættelsesselskab", der efter Grev Rantzaus sigende vil søge "at rejse en vold af tyske kolonister tværs over Nordslesvig". "Nordslesvigsk Kreditforening" stiftes på et møde i Haderslev. Det er foreningens formål at danne modvægt til det slesvig-holstenske bosættelsesselskab samt at bosætte unge danske landmænd i de sydlige egne af Nordslesvig.

En anonym dansker hævder i "Preussische Jahrbücher", at det i Danmark kun er "tåber... og folk uden indflydelse", der tænker på Pragfredens § 5. Artiklen viser sig senere at være skrevet af generaltold- og skattedirektør Marcus Rubin, men støttes af den danske regering. I 1918 viser det sig desuden, at artiklen er blevet til på opfordring fra den danske regering, H.P. Hanssen og Frederik 8. Højrepressen kalder det et udslag af "Tyskerkursen".

Det tyske Kejserrige markerer 50-året for sejren på Dybbøl. Se film herom. Nye masseudvisninger af danske statsborgere fra Nordslesvig pga. faren for krig. Første Verdenskrig bryder ud i august. I modsætning til situationen i 1870 udebliver de dansksindedes masseflugt fra tysk værnepligt. I alt deltager ca. 30.000 dansksindede nordslesvigere i krigen. Heraf mister godt 5.000 livet.

På Paul Verriers initiativ samles i foråret tilfangetagne dansktalende sønderjyder i lejren Aurillac i Frankrig - senere også i Feltham-lejren i London.

H.P. Hanssen rejser i den tyske rigsdag kravet om en løsning af det nordslesvigske spørgsmål på grundlag af selvbestemmelsesretten og med henvisning til Pragfredens § 5. I Kiel stiller arbejdere og matroser sig i spidsen for en revolutionsbevægelse, der i løbet af en dag griber magten over byen og flåden. Revolutionen spredes til resten af Tyskland. I Aabenraa vedtager Vælgerforeningens tilsynsråd den 16.-17. november, at der nord for Clausen-linjen (Kruså-Tønder) skal stemmes en bloc, syd for denne kommunevis (Aabenraa-resolutionen). Samtidig tager Flensborgbevægelsen sin begyndelse. Mellemslesvigsk Udvalg dannes og indsamler på kort tid over 3.000 underskrifter i Flensborg på et andragende til den danske regering om støtte til en distriktsvis afstemning. "Deutscher Ausschuss für das Herzogtum Schleswig" dannes med det formål at samle de politiske partier om en afvisning af de danske krav.
Den tyske revolutionsregering under ledelse af Ebert foreslår ligeledes en løsning af det nordslesvigske spørgsmål ved en folkeafstemning.

Fredskonferencen træder sammen i Paris 18. januar. Efter kraftig protest fra den danske regering slettes tredje afstemmningszone af det første udkast til fredstraktaten. Tredje zone var på fredskonferencen blevet presset igennem af Dannevirkefolk. H.P. Hanssen indtræder i ministeriet Zahle som minister uden portefølje. Fredsaftalen i Versailles underskrives den 28. juni.

25.januar: Den Internationale Kommission (CIS) overtager forvaltningen af de to afstemningszoner.
10. februar: Afstemning i 1. zone (Nordslesvig). Dansk flertal i zonen under ét: 74,2%.
14. marts: Afstemning i 2. zone (Mellemslesvig). Tysk flertal i alle kommuner bortset fra tre små kommuner på Vesterland-Før. I Flensborg 25% danske stemmer.
5. maj: Danske tropper rykker ind i Nordslesvig.
15. juni: Danmark overtager formelt administrationen af de sønderjyske landsdele.
26. juni: Den slesvigske Forening oprettes.
9. juli: Christian 10. undertegner indlemmelsesloven for de sønderjyske landsdele.
10. juli: Christian 10. rider på den hvide hest over grænsen ved Frederikshøj.
11.juli: Genforeningsfest på Dybbøl Banke.
6. september: Folkeafstemning om ændring af Grundloven i forbindelse med Sønderjyllands indlemmelse i kongeriget. Forslaget vedtages med 47,5 % ja-stemmer.
21.september: Første danske Rigsdagsvalg efter Genforeningen.
2. november 1920: Grænseforeningen stiftes af ledende Dannevirkemænd med det formål at samle det danske arbejde i Sydslesvig.
Grundlæggelse af det danske mindretals organisationer i Sydslesvig: Den slesvigske Forening Flensborgafdelingen og Dansk Skoleforening for Flensborg - begge siden udvidet til øvrige Sydslesvig. Tilsvarende oprettes af det tyske mindretal i Nordslesvig: Schleswigscher Wählerverein (Slesvigsk Parti) og Deutscher Schulverein für Nordschleswig. Den sønderjyske skolelov muliggør oprettelse af tysksprogede skoler i købstæderne og skoleafdelinger på landet, ligesom det tyske mindretal kan oprette privatskoler. I Sydslesvig kan medlemmer af det danske mindretal kun få deres børn undervist på dansk i Flensborg, og kun for børn med visse danskkundskaber.

De dansksindede, tysksprogede blade i Sydslesvig forbydes i over to måneder og er derefter stækket. Ved Stauning-Wels-aftalen mellem det danske og tyske socialdemokrati forpligter de to partier sig til en forsonlig kurs i grænselandet.

Protestbevægelsen "Bondens Selvstyre" under ledelse af gårdejer Cornelius Petersen fra Vester Anflod ved Møgeltønder vender sig med opsigtsvækkende demonstrationer - bl.a. udgivelse af egne pengesedler - mod den økonomiske krise i landbruget, men opnår kun beskeden tilslutning.

Oprettelsen af "Kreditanstalt Vogelgesang", der med skjult støtte fra den tyske stat skal sikre og helst udvide den andel af den nordslesvigske landbrugsjord, som ejes af medlemmer af det tyske mindretal. Betydelig tysk fremgang ved folketingsvalget. En preussisk skoleforordning giver mulighed for oprettelse af private danske skoler i Sydslesvig.

Oprettelsen af Landeværnet, det danske modtræk mod "Kreditanstalt Vogelgesang". Grundlæggelse af "Sønderjydsk Hypotheklaanefond" for at sikre bedre lånemuligheder.

"Samlingsbevægelsen" lanceres som et forsøg på at samle dansk- og tysksindede landmænd i en fælleskrisebevægelse under skjult tysk lederskab, men initiativet gennemskues og mislykkes. Nazisterne får 4 % af stemmerne ved rigsdagsvalget i Slesvig-Holsten.

Sønderjylland er ramt af verdenskrisen med mange tvangsauktioner i landbruget og massearbejdsløshed. Krisebevægelsen Landbrugernes Sammenslutning (L.S.) skaber uro.

Adolf Hitler kommer til magten i Tyskland (30. januar). Vilkårene for medlemmerne af det danske mindretal syd for grænsen skærpes, om end mindretallets organisationer og avis overlever ensretningen af det tyske samfund. Slesvig-holstenske nazister indleder offensiv imod grænsen af 1920, kaldt "Påskeblæsten" (24. marts og 5. april). Nazismen får sit gennembrud i det tyske mindretal nord for grænsen og det første af flere rivaliserende nazipartier grundlægges (3. april). Det danske svar er to store ungdomsstævner i Tønder (10. maj) og på Dybbøl (11. juni). På dansk side oprettes desuden "Grænseområdets Danske Samfund" og "Det Unge Grænseværn".

De rivaliserende nazistiske grupperinger i mindretallet samles i National-Sozialistische Deutsche Arbeiter-Partei - Nordschleswig (NSDAPN) under Jens Møllers ledelse.

Folketingsvalget bliver i kraft af den stærke tyske offensiv oven på Hitlers indlemmelse af Østrig, Sudeterlandet, ”Rest-Tjekkiet” og Memel i riget til "den anden afstemning" om grænsen (3. april). Resultatet er imidlertid på grund af en vellykket dansk mobilisering kun 16 % til Slesvigsk Parti. I forbindelse med valgkampen oprettes "Dansk Samraad" bestående af de danske demokratiske partiers politikere og redaktører og formændene for de nationale foreninger.

Tyskland besætter Danmark den 9. april. Det kommer til kampe i Nordslesvig. Det tyske mindretal jubler, men den ventede grænseflytning bliver ikke til noget. På dansk side forstærkes fronten i sindelagskampen ved udvidelsen af "Danske Samfund" til hele landsdelen. "Dansk Samraad" bakker op om regeringens samarbejdspolitik.

Det tyske mindretals paramilitære organisation "Schleswigsche Kameradschaft" udnytter den danske statsmagts svaghed til demonstrationer og uniformering imod lovgivningen.

Hvervningen af det tyske mindretals medlemmer til tysk krigstjeneste kommer for alvor i gang. Ved årsskiftet 1942/43 oprettes et korps af "Zeitfreiwillige" i Nordslesvig, der skal støtte den tyske værnemagt ved en allieret invasion i Danmark.

Ved folketingsvalget 23. marts opnår de danske demokratiske partier store stemmetal. Det tyske mindretal deltager ikke, og der oprettes i stedet et tysk kontor under Statsministeriet.

Modstandsbevægelsen vinder indpas i Nordslesvig. Det tyske mindretal opretter et bevæbnet sabotageværn "Selbstschutz". Grænsegendarmeriet interneres 19. september og mange deporteres til tyske koncentrationslejre. Det samme gælder mange modstandsfolk, der holdes fanget i den nyoprettede Frøslevlejr.

Danmark befries for den tyske besættelse (5. maj). Masseinterneringer af medlemmer af det tyske mindretal, der har været illoyale, begynder. De indsættes på Sønderborg Slot og i Frøslevlejren, der skifter navn til Fårhuslejren. Retsopgøret begynder og omfatter ca. 3.000 medlemmer af det tyske mindretal.
De tyske privatskoler lukkes, og de kommunale tyske skoler/skoleafdelinger ligeledes. Knivsbjerg og tyske mindesmærker ved Dybbøl og Arnkilsøre sprænges, tilsvarende den tyske avis "Nordschleswigsche Zeitung". Mindretallet må begynde fra bunden. Det sker med grundlæggelsen af "Bund Deutscher Nordschleswiger" på demokratisk grundlag og ved anerkendelse af 1920-grænsen. I de følgende år oprettes avisen "Der Nordschleswiger" og en række tyske privatskoler. Sydslesvig og Holsten oplever massetilvandring af flygtninge fra de tyske østområder; folketallet fordobles. Ernæringssituationen er meget kritisk. 
Sydslesvig besættes af britiske tropper den 8. maj. Storadmiral Dönitz arresteres den 23. maj. I Sydslesvig og Danmark vinder en bevægelse for Sydslesvigs indlemmelse i Danmark stor tilslutning.

Loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom betyder statsovertagelse af Kreditanstalt Vogelgesangs kapital og gårde. Den 9. september sender den britiske regering den danske regering en note, der tilbyder grænseflytning. Den 19. oktober svarer den danske regering nej ("oktobernoten"). Slesvig-Holsten bliver et selvstændigt "land" (delstat), og der udpeges en slesvig-holstensk landdag.

Ved valget til den første folkevalgte slesvig-holstenske landdag stemmer i Sydslesvig 99.000 eller lidt over 50 % af de hjemmehørende vælgere på danskorienterede kandidater. Der findes nu ca. 50 danske skoler i landsdelen.

Det tyske mindretals ledere idømmes hårde fængselsstraffe, men kun en mindre del afsones, da de fleste løslades efter et par år. Medlemstallet af Sydslesvigsk Forening (SSF), det danske mindretals nye kulturelle organisation, kulminerer med 74.000 medlemmer. Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) dannes som mindretallets politiske parti.