Franciska Clausens kunst blev vækket til live

Franciska Clausens kunst blev vækket til live  

Publikum blev taget med storm på den intime scene i Folkehjem, da Opera på Grænsens seneste projekt ’Franciska – Efterbilleder til fremtiden’ havde premiere. 

Af Alexander Leicht Rygaard og Poul Struve Nielsen 

Operaen ’Franciska – Efterbilleder til fremtiden’ er ikke en opera om Franciska Clausen. Det er en opera med Franciska Clausen. 

Sådan sagde instruktør Johan Klint Sandberg i sin indledning ved premiereaftenen torsdag på Folkehjem i Aabenraa, før forestillingen tog sin begyndelse. 

Den unge instruktør lovede også, at publikum ville blive udfordret, og det var et løfte, som hurtigt blev indfriet.   

Først blev der smidt patroner på scenegulvet, siden en masse skitser, kugler og kubistiske firkanter, som lignede noget fra IKEA, som var umuligt at samle. De blev dog lagt sammen på forskellig vis rundt på scenegulvet og mellem scenen og publikum, og således forandrede scenografien, som især består af reoler, sig, som handlingen skred frem. 

Sangen begyndte på dansk, slog over i fransk, var nogle minutter en blanding af fransk og dansk, inden der igen blev sunget igennem på dansk. 

I sammenligning med en forestilling i Den Kongelige Opera - om den opleves på balkonen eller fra salen, var det meget intimt. Sangerne var tæt på. Nogle gange trådte de ned fra scenen og stod lige foran publikum, og da der blev plukket et savojkål, fik man bladene smidt i hovedet på de forreste rækker. 

Der var også øjeblikket, hvor forestillingens fire sangere - Sophie Haagen, Clara Gunge, Jakob Bloch Jespersen og Kira Skov - med hver sin form klistret fast på et lysstofrør bevægede sig helt frem på gulvet. Få centimeter fra første stolerække stod de fire som til en demonstration med form-skiltene i vejret, mens Kira Skov sang: ”De kalder det kunst, jeg kalder det for handling”. Flere ord om Franciska Clausens virke behøver man vel egentlig ikke?  

Det hjælper på forståelsen at have læst om Franciska Clausens liv og kunst eller at have set den fremragende jubilæumsudstilling ’En Collage – Franciska Clausen i 125 år’, som stadig kan ses på kunstmuseet Brundlund Slot, selvom jubilæumsåret var sidste år. 

Der var således direkte hentydninger til flere af Franciska Clausens værker. For eksempel med stroferne: ”Jeg tager en kødhakker og vender den og drejer den”. Og hun har også fået et maleri ud af sådan én – og af mange andre genstande – ved at forstørre detaljerne. Hendes temperament forsøges indkredset på mange måder af de fire sangere, som gestalter hende, blandt andet med sætningen: ”Jeg kan ikke stoppe nu, billedet sitrer som en vandpyt”. 

Et af hendes mest berømte malerier er ’Skruen’, og på et tidspunkt går sangerne rundt med en skruemaskine. De peger også på hinanden med den som med et våben. 

Og det skal selvfølgelig også med, at Franciska Clausen levede gennem to verdenskrige og i Aabenraa, som var tysk, da hun blev født, og dansk det meste af hendes liv. Måske ligger der også en lidt skræmmende perspektivering til nutiden, når de synger: 

”Verden, som vi ser den, er i stykker. Vi har ansvaret. Men så starter alting forfra”. 

Premiereaftenen på Folkehjem var noget særligt på grund af bygningens særlige betydning i kampen for Genforeningen, men også fordi der hænger portrætter, hun har malet i Billedsalen, blandt andet af Dronning Ingrid. 

Knap 220 mennesker var samlet til operaen, der de næste par dage skal ud i landet. Fredag aften er der således fremvisning i Frederikshavn og lørdag går det løs i Randers. 

Se hele spilleplanen, og læs mere om forestillingen i seneste nummer af magasinet Grænsen.