Gå til leksikonoversigt

Sprogforeningen

Begreber

Forening til støtte for dansk sprog og kultur. Den blev grundlagt i 1880 i Aabenraa under navnet Foreningen til danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig på initiativ af I.P. Junggreen og Gustav Johannsen. Hovedopgaven var oprettelse af lokale bogudlån. Omkring år 1900 var der 110 og i 1914 172 bogudlån med danske bøger. Der blev også uddelt gratis bøger, fx A.D. Jørgensens Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie. Foreningen stod for to udgivelser, der vandt meget stor udbredelse, Den blaa Sangbog og Sprogforeningens Almanak.

I 1911 indviede foreningen Folkehjem i Aabenraa som forsamlingshus, bibliotek og kontor. Lige før udbruddet af 1. Verdenskrig, hvor alt nationalt arbejde gik i stå, havde Sprogforeningen 6.173 medlemmer.

Efter 1920 virkede Sprogfpreningen nord og syd for grænsen. Folkebibliotekerne varetog nu bogudlånet. Formålet blev derfor i 1936 ændret til at være støtte for både dansk sprog og kultur, og der var på dette tidspunkt ca.15.000 medlemmer. I 1965 blev Folkehjem en selvejende institution. I 1993 udkom sidste udgave af Sprogforeningens Almanak. I 1981 blev der oprettet en særskilt afdeling af Sprogforeningen i Sydslesvig. Sprogforeningens formål er fortsat at gavne det danske sprog og den danske kultur i Sønderjylland. Det sker gennem kulturelle arrangementer og uddeling af en Sprog- og kulturpris, uddelt siden 1978. Foreningen står desuden for en række bogudgivelser, fx  Frode Sørensen: Det røde hjørne  - I.P. Nielsen 1873-1952 (2020) og Lis Mikkelsen: Lad de små børn komme til mig (2023). 

Sprogforeningens medlemstal pr. januar 2020 var på 1.586, heraf 924 medlemmer nord for grænsen og 662 syd for grænsen. 

Af Karen Margrethe Pedersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Litteratur:

Peter Skautrup: Det danske sprogs historie, bind 4, 1968.

Anders Feilberg Jørgensen: Sprogforeningen gennem 100 år 1880-1980, 1980. 

Sprogforeningen

En lastbil lastet med bøger holder foran Sprogforeningens kontor på Folkehjem, Aabenraa. Foto fra 1947.

Museum Sønderjyllands Mediearkiv. Foto: Peter Andreas Clausen.