Gå til leksikonoversigt

Junggreen, Jens Peter, 1827-1886, rigsdagsmand i Berlin

Personer

I.P. Junggreen (han kaldes I.P.) blev født i Aabenraa i 1827. Som barn kom han i lære som tobaksspinder i stedfaderens tobaksspinderi. Under Treårskrigen drog Junggreen til Kongeriget Danmark for ikke at blive indkaldt til militærtjeneste i den slesvig-holstenske hær. Under opholdet i Danmark arbejdede han fortsat som tobaksspinder, bl.a. hos Nobel i København. I 1850 blev han indkaldt til den danske hær, men han kom dog aldrig i kamp.

I foråret 1853 drog I.P. Junggreen ud som guldgraver og kom til både Australien, Sydamerika og Californien. Han kom tilbage til Aabenraa i løbet af sommeren 1857, hvor han etablerede sig som tobaksfabrikant.

Efter nederlaget i 1864 engagerede I.P. Junggreen sig i det nationale spørgsmål, først og fremmest gennem skribentvirksomhed i Frederik Fischers avis Freja i Aabenraa. Hans stil var moderat, og det lykkedes ham at undgå fængsling af de preussiske myndigheder. Dog blev Junggreen en enkelt gang dømt for majestætsfornærmelse, fordi han i en artikel over for den tyske kejser havde protesteret imod, at Paragraf 5 ikke var blevet opfyldt. Dommen lød på 6 måneders ubetinget fængsel.

Da § 5 blev ophævet i oktober 1878, kunne man forudse, at tyske myndigheder ville intensivere deres bestræbelser på at fortyske dansksindede sønderjyder, og at en eventuel genforening havde lange udsigter. De dansksindede sønderjyders svar var at organisere sig. I.P. Junggreen var således i 1880 initiativtager til dannelsen af Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen), som han blev den første formand formand for, en post, han beklædte til 1886.

Ved Hans Andersen Krügers død i 1881 skulle de danske nordslesvigere finde en ny repræsentant til den preussiske rigsdag, og I.P. Junggreen og Hans Lassen blev foreslået. Junggreen blev ikke valgt i første omgang, men ved rigsdagsvalget i 1884 blev han valgt til rigsdagen. Her engagerede Junggreen sig især i sproglige forhold. I 1884 foreslog han, at administrations- og retssprog i de dele af Preussen, der ikke var befolkede med tyskere, skulle være i overensstemmelse med det sprog, som befolkningen havde. Selv om repræsentanter fra andre mindretalsområder i Preussen støttede forslaget, blev det ikke gennemført. I stedet gennemførtes en hårdere og hårdere fortyskningspolitik. Han sad i den preussiske rigsdag frem til sin død.

Et portræt af I.P. Junggreen er ophængt i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.