Læs protokol fra Sendemandsmødet
Grænseforeningen afholdt sin årlige generalforsamling, Sendemandsmødet, i weekenden den 10.-11. maj på Hotel Svendborg. Dagen bød på flere vigtige valg samt debat om vedtægtsændringer og ny strategi.

Grænseforeningens bestyrelse anno 2025.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Sendemandsmødet er den store festdag i Grænseforeningen, hvor vi markerer vores forenings demokratiske traditioner.
I weekenden den 10.-11. maj var vi samlet i Svendborg, og det var en stor fornøjelse at se jer alle sammen og i fællesskab genbekræfte det store engagement for Sydslesvig og grænselandet. I alt var 31 lokalforeninger repræsenteret.
Søndagens formelle del bød bl.a. på vedtagelsen af en ny strategi for Grænseforeningen. Ud af de 81 stemmeberettigede stemte 77 for, 1 imod og 3 undlod at stemme.
I den nye strategi står der bl.a., at Grænseforeningen eksisterer for at fremme og støtte dansk sprog og kultur i Sydslesvig og for at øge kendskabet til og forståelsen for grænselandets forhold.
Læs mere i protokollen fra Grænseforeningens Sendemandsmøde 2025 her:
Vedtagelsen af den nye strategi skete i kølvandet på en længere debat om forslag til vedtægtsændringer, som hovedbestyrelsen ligeledes har udarbejdet. Det var især en foreslået ændring af paragraf 2, formålsparagraffen, som skabte en række diskussioner.
Resultatet blev, at 70 stemte for, 4 imod, mens 7 undlod at stemme. Det betyder, at Grænseforeningens formål nu lyder som følgende:
“Grænseforeningen er en folkeoplysende forening. Grænseforeningens formål er at fremme og støtte dansk sprog og kultur i Sydslesvig, samt at øge kendskabet til og forståelsen for grænselandets forhold”.
Grænseforeningens Sendemandsmøde 2025 fandt sted den 10.-11. maj. Mens søndagen udgjorde den formelle del, bestod lørdagsprogrammet bl.a. af en debat om København-Bonn Erklæringernes 70-års jubilæum, koncert med et udvalg af musikere fra folkBALTICA Ensemblet, oplæg og debat om det nye kongelige våben og forholdet mellem Danmark og Sydslesvig samt fællessang.
Artiklen er opdateret den 23. juni kl. 15.15 med de korrekte datoer for Grænseforeningens Sendemandsmøde 2025.