Når man følger vejen, der bugter sig gennem den smukke Vejle Ådal med kurs mod en aftale med formanden for Grænseforeningen Vejle Vesteregn, er man i et område med skjulte skatte for enhver turist.

Her ligger Bindeballe Købmandsgård, som huser Danmarks største købmandsmuseum, ikke så langt derfra er Egtvedpigens grav. Der er landskabsskulpturer, som billedkunstneren Robert Jacobsen har skabt sammen med sin franske kollega Jean Clareboudt. Der er Kongernes Jelling ikke mindst, og der er Randbøldal-Museet.

På Randbøldal-Museet kan børn og voksne blandt andet blive klogere på gamle dages produktion af papir og klæder, boltre sig løs med vandeksperimenter og afprøve vandets kræfter, Men hvad har det så med Kirsten Rykind-Eriksen og Grænseforeningen Vejle Vesteregn at gøre? En hel del, såmænd, for det var hende, der startede museet som leder af Egnsmuseet, Egtved kommune.

“Der lå oprindelig fra 1732 en papirfabrik, drevet af en vandmølle, idet Vejle Å på dette sted har et fald på ni meter. I 1871 blev det til en klædefabrik. Jeg fik samlet fondspenge ind, fik renoveret et tidligere magasinhus, hvor vi indrettede papirværksted og tekstilværksted, uden for etableredes et vandeksperimentarium, fortæller hun om Randbøldal-Museet.

Museumsarbejdet kom til at påvirke hendes indsats som formand for Grænseforeningen Vejle Vesteregn.

“Jeg gjorde egentlig bare det samme i Grænseforeningen som i mit arbejde i museet. Det handlede jo også om formidling og folkeoplysning. Jeg er jo museumsmenneske og har lavet meget formidling”, fortæller hun.

Da hun blev formand for Grænseforeningen på Vejle Vesteregn, var det ikke så almindeligt at arbejde med børn og forældre.

“Det brugte man ikke. Så i 2011 lavede vi Børnenes Grænse, hvor vi boede på Vandel Efterskole. Vikingerne blev temaet. Vi legede ved Ravningbroen, som blev bygget under Harald Blåtand, indtog Troldborg Ring, var i Kongernes Jelling samt Jernalderlandsbyen i Vingsted. Året efter var vi i Tydal og besøgte Dannevirke og Hedeby”.

Efter at hun var blevet formand for lokalforeningen, brugte hun ikke mindst sine nye kontakter i Sydslesvig til fra 2017 at være med til at skabe møder mellem danske mindretalsfamilier i Sydslesvig og danske familier ved at afholde Familie-sprog-festival. 

Familier samles over grænsen

“Det handlede om at samle familier fra Danmark og fra det danske mindretal i Sydslesvig. Vi skulle lære tysk, og de skulle lære dansk”, fortæller hun. Vi snakkede tysk og dansk imellem hinanden.

Det var ikke børnene, men de voksne, der kunne få henholdsvist det danske og tyske sprog pudset af, mens der var masser af fælles aktiviteter for børnene. Det foregik på kursuscentret Christianslyst og femte gang på Rønshoved Højskole. Christianslyst er indrettet til lejrskoler. 

“Jeg sov med fire børnebørn på seks mandsværelser. Maden var meget tysk og noget gammeldags. Kirsten Futtrup, som er næstformand i Sydslesvigsk Forening (SSF), lavede sang og leg samt et af årene et teaterstykke om Istedløvens rejse. Vi brugte en dansk-tysk sangbog. På Rønshoved havde jeg værksted med broderier. Der kom idrætsledere fra Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger for at lave udendørs lege og spil med børnene. Nis Thomsen, som er medlem af Grænseforeningen Vejle Vesteregn, er naturvejleder, og han tog børnene med i skoven. Vi spillede bingo om aftenen, og det var næsten det bedste,” fortæller Kirsten Rykind-Eriksen.

Familie-sprog-festivalen blev sat på pause af corona. Det gjaldt også genforeningsarrangementet i anledning af 100 års jubilæet for genforeningen i 2020. Kirsten Rykind-Eriksen har stadig en plakat på væggen for Folkefest i Jelling 24.-25. april 2020 – et kæmpe arrangement i samarbejde mellem lokalforeningerne i kreds 20 og en række lokale organisationer og foreninger. Det blev, som alt andet, aflyst af statsminister Mette Frederiksen, da hun lukkede Danmark ned den 11. marts

Udstillingen ‘Fra Folkesag til venskabsbesøg’ på Vejle Stadsarkiv var dog heldigvis allerede åbnet den 1. februar. Og det store arrangement i Jelling blev realiseret i september 2021.

Kirsten Rykind-Eriksens hjem i det bakkede sydjyske landskab er ikke kun præget af arbejdet i Grænseforeningen. Der er bøger og notater – og endda en kassettebåndoptager i brug. Tidligere på dagen er hun blevet interviewet af DR P5 om broderier. Sammen med Esther Grølsted har hun udgivet bogen ‘Kampen om broderierne’, som bygger på et større forskningsprojekt.

Grænseforeningen kom først ind i billedet, efter at hendes søn, Mads Rykind-Eriksen – forstander på Rødding Højskole i dag, blev gift med Anja, som var fra Sydslesvig. Så fortalte han sin mor, at nu kunne hun godt melde sig ind i Grænseforeningen.

Der var hun så medlem i en del år, før hun en dag blev ringet op af den daværende formand for lokalforeningen Vejle Vesteregn med en forespørgsel om at stille op til bestyrelsen. Efter at være valgt ind var hun til det første bestyrelsesmøde, hvor den daværende formand meddelte, at hun ikke ville være formand længere. Det endte med at blive Kirsten Rykind-Eriksen.

Historisk familiearv

Selv om hun havde levet et langt liv uden at være medlem af Grænseforeningen, og selv om der gik nogle år, før hun blev bestyrelsesformand og særdeles aktiv, så har hun alligevel en del med sig i bagagen.

Hvis vi går endnu længere tilbage i historien, så var nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 definerende for danskernes selvopfattelse og for forståelsen af, hvad danskhed er. Den første højskole, Rødding, hvor Kirsten Rykind-Eriksens søn og svigerdatter i dag er forstanderpar, ligger i Sønderjylland eller Nordslesvig og altså syd for 1864-grænsen. I stedet byggede man så Askov Højskole i Vejen, og i løbet af få år åbnede den ene højskole efter den anden. 

Fra at være landbrugsskoler blev de fremherskende fag på højskolerne dansk og historie. Det minimerede Danmark var i en skæbnetime, og der skete en åndelig oprustning. Den vigtigste åndelige indpisker var præsten Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. Det kræver bare, at man skimmer salmebogen eller højskolesangbogen, så står det klart, hvordan hans betydning også vokser ind i dagens Danmark.

For at forstå engagementet i grænselandet, er det en væsentlig detalje, at Kirsten Rykind-Eriksen er af en højskole- og friskole familie, hvor den Grundtvig-Koldske tradition er kommet ind med modermælken. 

Hun er født Bording. Hendes forældre var med til at starte Engelsholm Højskole ved Vejle, siden Københavns Folkehøjskole, og da den lukkede Bordings Friskole. 1864 har betydet alt for den bevægelse. Støtten til Sønderjylland og Sydslesvig har været ubetinget. 

“Den sønderjyske sag har været diskuteret ved aftenboret, og den har spillet en rolle, når ferieturene gik til højskoler og friskoler, hvor familiemedlemmer har boet og arbejdet”, fortæller hun..

“Man var ikke hjemme i sommerferien. Vi kørte til familien i Jylland. De var alle sammen skolefolk. Det var ikke andet end skolemiljøet. Når man har set Danmark, kan man fortsætte til Nord- og Sydslesvig. Så kommer Norge og Sverige og herefter resten af Tyskland”.

I 1942 flyttede hendes forældre til København. Hendes fars kongstanke var, at københavnerne skulle lære at komme på højskole. Han var grebet af det grundtvigianske og vokset op på Ry Højskole.

“Mine morforældre kom til juleaften. De boede i Osted ved Lejre. Morfar, Valdemar Hansen, var blevet mejeriejer, og han medbragte god ost foruden egne æg, høns og æblemost på store grønne flasker. Han sørgede også for ænder eller gæs til julemiddagen. Rundt om de sammensatte borde sad foruden vores egen familie også sydslesvigerne og mindst en af køkkenpigerne”, skriver Kirsten Rykind-Eriksen i artiklen ‘Jul med sydslesvigske elever på Københavns Folkehøjskole’ om den hedengangne højskole på ‘Højskolenshistorie.dk’. 

Der var sydslesvigske elever, som fik lov til gratis at være elever på højskolen, hvor hun trådte sine barnesko, og de var med hos familien juleaften i slutningen af 1940’erne.

Hendes morfar, Valdemar Hansen, der kom med julegodterne, var mejerist og blev i 1909 bestyrer af Landmandslyst i Osted, et af Sjællands største andelsmejerier. Han opbyggede herefter sin mejerivirksomhed, hvor produktion og økonomi gik hånd i hånd med åndelig oprustning i den Grundtvig-Koldske tradition. 

Han var 1917 med til at starte Osted Friskole som året efter fik egen skolebygning der også indeholdt en efterskole, som er der den dag i dag. Han var en række år formand for Osted valgmenighed. Han var formand for meget andet, men vigtigst i denne sammenhæng: fra 1945 til 1965 var han formand for Sønderjysk forening for Lejre, det vil sige Grænseforeningens lokalforening i datidens Lejre kommune.

Mejeridriften finansierede både Engelsholm Højskole, Københavns Folkehøjskole og Bording Friskole. Så på en måde virker det skæbnebestemt, at Kirsten Rykind-Eriksen blev formand for lokalforeningen på Vejle Vesteregn, hvor hun så boede på det tidspunkt. 

Folkeoplysning i lokalsamfundet

“Folkeoplysning lokalt synes jeg er sjovt. Hvis man bare kan få en lille smule ind i hovedet på folk, er det en succes. Men det er jo heller ikke altid lige nemt. Man får bedst fat, hvis der er nogen, der har tænkt lidt i samme retning”. 

Kirsten Rykind-Eriksen gør selvfølgelig ikke arbejdet alene. Hun står på skuldrene af en hel bestyrelse. Nyt medlem af Grænseforenings hovedbestyrelse, Mogens Ladegaard, er en af dem, der er med til at trække læsset.

“Han var pludselig kommet med på en udflugt. Ham måtte jeg tale med. Han fortalte om sin bedstefar, som overlevede Første Verdenskrig. Han elsker at arrangere. Det er dejligt”, siger hun. 

Mogens Ladegaard deltog i en tur til Achen i efteråret .

“ Tusind tak for usædvanligt godt samvær på den vidunderlige bustur med Grænseforeningen og SSF (Sydslesvigsk Forening) til Tysklands gamle kejserstad Aachen, det tyske sprogfællesskab i Østbelgien med hovedsæde i Eupen samt Bruxelles med besøg i EU Parlamentet. Aldrig før har jeg været med på en så veltilrettelagt og velgennemført bustur til udvalgte historiske byer og steder i Tyskland og Belgien. Det hele blev understøttet af særdeles kompetente guider, der virkelig forstod at formidle historien med vægt på mindretallenes rettigheder i Europa”, skriver han til medlemmerne af Vejle Vesteregn Grænseforening.

Der var 54 deltagere ligeligt fordelt mellem deltagere fra SSF i Sydslesvig og Grænseforeningen, så der blev virkelig skabt forbindelser over grænsen. 

“Vi besøgte det tyske mindretal i Belgien. Vi har tidligere besøgt det tyske mindretal i Alsace, det tyske mindretal i Schlesien og i Frisland. samt det sorbiske mindretal i Sachsen!”, fortæller Kirsten Rykind-Eriksen.

Hun håber, at Grænseforening på landsplan i fremtiden kan gøre sig mere synlig.

“Vi skal prøve at gøre os synlige. Vi skal lave noget ligesom årsmøder og folkemøder med kloge ord, musik og mad.  Det skal handle om mødet mellem Sydslesvig og Danmark – og om et godt naboskab mod syd. Det er godt at sprede det danske så langt mod syd som muligt. Men i respekt for hinanden.”

Sammen med Grænseforeningen i Kolding og andre lokalforeninger har Vejle Vesteregn taget initiativ til en drøftelse i efteråret på Skamlingsbanken af, hvordan Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening kan udvikle samspillet mellem danskerne og det danske mindretal i Sydslesvig?

“Vi skal have fokus på danske værdier og vise, hvordan man laver mindretalspolitik. At man skal behandle hinanden ordentligt, selv om man har været fjender”, siger Kirsten Rykind-Eriksen.