Jamen det er faktisk Elses skyld”.

Anna-Louise Holste smiler stort og sender en kærlig tanke til sin næstformand, mens hun rækker en tallerken med ostemadder hen over spisebordet i rækkehuset blot få minutter fra den dansk-tyske grænse.

“Jeg flyttede tilbage til Danmark i 2018. Fra Store Vi her til Bov. På det tidspunkt havde jeg i mange år været medlem af Tønder Amts Grænseforening. Men jeg syntes, at der var lidt langt til Tønder herfra, og så fik Else hvervet mig, inden de kunne nå det i Aabenraa”, fortæller hun. 

“Der er lidt en kamp om medlemmerne hernede. Alle vil gerne være den største sønderjyske grænseforening. Det er vist stadig Tønder, der kan bryste sig af den titel”, tilføjer hun. 

Else er Else Tornbo, næstformand i Grænseforeningen Sønderborg gennem mange år og nuværende 1. næstformand i Grænseforeningens bestyrelse. Og så er hun tidligere skoleleder i Sydslesvig ligesom Anna-Louise Holste.

“Jeg er glad for at være en del af lokalforeningen i Sønderborg. Jeg har også arbejdet i Sønderborg i en periode, så på den måde er der en forbindelse. Og med motorvejen kan jeg være fremme på en halv time”, fortæller Anna-Louise Holste, der blev formand for Grænseforeningen Sønderborg i 2022.

“Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være formand. Men ingen andre havde lyst til at påtage sig det ansvar, og så valgte jeg at træde til. Det har jeg været vant til i mine år som lærer og skoleleder i Sydslesvig. Men da jeg gik på pension, tænkte jeg egentlig, at jeg havde taget min tørn”, tilføjer hun. 

“Se, far, det er Skamlingsbanken”

Anna-Louise Holste er født i landsbyen Sønder Stenderup nær Kolding. Fra sin barndom husker hun især den høje bakke uden for landsbyen, hvorfra man på en solskinsdag kunne se Skamlingsbanken og stedets centrale mindesten, den 16 meter høje Skamlingsbankestøtte, der første gang blev rejst i 1863.

“Min far var meget historieinteresseret, så allerede fra en tidlig alder lærte jeg om grænselandets historie og selvfølgelig Skamlingsbankens betydning i kampen for bevarelsen af dansk sprog og kultur. Om sommeren tog vi også på mange ture til historiske steder i Danmark. Ribe, Koldinghus, Løgumkloster og en enkelt gang til Flensborg. Bilen blev pakket med mad, og så var vi afsted i mange timer”, fortæller Anna-Louise Holste. 

Hun lærte også om mindretallene i grænselandet, og som teenager var hun på konfirmandtur til den sydslesvigske lejrskole Christianslyst. 

“Der fik vi virkelig mange grundige historier, for vores præst var meget interesseret i grænselandet. Så jeg har altid haft en stærk bevidsthed om, at grænselandet og mindretallene var noget særligt”, siger Anna-Louise Holste. 

30 år i Sydslesvig

Det krævede derfor heller ikke megen overvejelse, da Anna-Louise Holste senere i livet i 1980 flyttede til Sydslesvig og efter nogle år fik mulighed for at få ansættelse som lærer på en dansk skole. Hun begyndte som timelærer i Flensborg og fik senere en fast stilling på Hiort-Lorenzen Skolen i Slesvig. I 1997 rykkede hun så til Nibøl Danske Skole, hvor hun var skoleleder frem til 2015. 

“Som lærer og skoleleder var noget af det vigtigste for mig at være en rollemodel også uden for skolen. Jeg var medlem af alle mindretallets foreninger og engagerede mig også flere steder. Det var helt naturligt for mig. Der var nogle opgaver, som skulle løses, og så løser man dem simpelthen. Derfor har jeg også engang ladet mig opstille til amtsstyrelsen for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), selvom jeg ikke selv var stemmeberettiget i Tyskland”, siger Anna-Louise Holste, der tror, at tiderne har ændret sig i dag.

“Det er min klare fornemmelse, at lærerne og skolelederne i Sydslesvig i dag er væsentlig mere belastede, end jeg var i min tid. Der er mange nye læreplaner og meget mere, der skal nås. Og det går selv sagt ud over det overskud, der skal gøre, at man engagerer sig også efter skolesammenhæng. Jeg har selv to døtre i systemet, en lærer og en pædagog, og de er virkelig trængte”, fortæller lokalforeningsformanden. 

Funktionær fra nord

Anna-Louise Holste har i alt tre døtre, hvoraf de to har taget mindretallet til sig, særligt som følge af en opvækst og skolegang i det danske system syd for grænsen. Anna-Louise Holste føler sig dog ikke selv som en del af mindretallet på trods af mere end 30 år i Sydslesvig. 

“Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg vidste hele vejen igennem, at jeg på et tidspunkt skulle hjem til Danmark igen. Og det skulle være så tidligt, at jeg kunne nå at skabe mig et nyt liv. Jeg ville ikke bo resten af mit liv i Tyskland”, forklarer hun.

“Jeg har også altid betragtet mig selv som funktionær nordfra. Mindretallet må være dem, der er født eller opvokset dernede. Men jeg har selvfølgelig støttet mindretallet med alt det, jeg kunne”, tilføjer Anna-Louise Holste. 

Grænseforeningen på rette vej

Og Anna-Louise Holste støtter fortsat det danske mindretal gennem sit engagement i Grænseforeningen. Som lokalforeningsformand er hun glad for det arbejde, Mirco Reimer-Elster har gjort i sit første år som formand for Grænseforeningen. Et år, der har budt på et sløjfet slogan, et nedlagt ambassadørkorps og en ny strategiproces. 

“Da den forrige ledelse begyndte at tale om Grænseforeningen som en tænketank, og at vi skulle til at blande os i politikken på Christiansborg, så tænkte jeg, at det nok ikke var i den forening, at jeg hørte hjemme. Det var min forståelse, at lokalforeningerne skulle køres ud på et sidespor, og at nye medlemmer skulle optages i landsforeningen i København. Og det var ikke min motivation for at være i Grænseforeningen”, fortæller Anna-Louise Holste.

“Men det er så blevet ændret med Mirco, og jeg synes, han har gjort det rigtig godt. Han har en anden stil. Han er mere bombastisk, og nogle ting bliver sagt direkte. Men jeg må sige, at jeg er meget mere på linje med ham. Grænseforeningens opgave er at udbrede kendskabet til dansk sprog og kultur, specielt syd for grænsen, og det kan jeg kun tilslutte mig 100 procent”, lyder det. 

Et lukket Sydslesvig vil være en katastrofe

Anna-Louise Holste medgiver, at den opgave ikke er uden udfordringer. Hun fortæller, at det vigtigste for hende er at skabe møder på tværs af grænsen. Men det er blevet sværere i årene efter coronapandemien. 

“I Grænseforeningen Sønderborg har vi tidligere haft to venskabsforbindelser som af forskellige grunde er gledet ud, men vi håber, at vi er på vej til at skabe en ny relation. Der har været positive udmeldinger fra et lokalt distrikt, så vi håber, at den personlige udveksling kommer i gang.”, siger hun.

“Jeg er usikker på, om de sydslesvigske foreninger har en fornemmelse af, hvad der forventes af dem. Der har nok været stor udskiftning i bestyrelserne, og gamle relationer er gået tabt. Men kontakten til Danmark er simpelthen altafgørende for det danske mindretal. Det vil være en katastrofe, hvis Sydslesvig blot lukker sig om sig selv”, siger Anna-Louise Holste. 

Hun nævner, at mange af de arrangementer, man i lokalforeningen tilbyder, sagtens kunne laves i samarbejde med en eller flere foreninger i Sydslesvig. 

“På den anden side af sommeren har vi en udflugt til den kongelige køkkenhave i Gråsten. Vi slutter med sønderjysk kaffebord, og sådan et arrangement er jo oplagt at lave som en fællesting. Men vi er ikke lykkedes med at få hul igennem til Sydslesvig”, lyder det. 

Ellers synes Anna-Louise Holste, at man som lokalforening lykkes godt med mange ting. I begyndelsen af året havde man arrangeret to foredrag om den tyske forfatter Siegfried Lenz, der med et sommerhus på Als havde en stor tilknytning til Danmark. Det var Birgit Christensen, sommerhusnabo til Siegfried Lenz gennem 26 år, der var foredragsholder.

“Et godt arrangement for os er, når der både er et stærkt lokalt islæt samt en dansk-tysk vinkel. I det her tilfælde kender mange Birgit Christensen som en dygtig fortæller. Og med Siegfried Lenz’ mange år i grænselandet, der jo også førte til, at han skrev en bog om det sønderjyske kaffebord, bliver balancen mellem de forskellige ting rigtig god”. 

“Men det er kontakten syd for grænsen, som vi allerhelst vil. Ellers bliver vi bare en foredragsforening, og så kan folk lige så godt blive medlem i en anden historisk forening. Derfor er jeg glad for, at vi til juni skal på udflugt og blandt andet besøge en dansk skole og daginstitution. Det bliver spændende”, slutter Anna-Louise Holste.