Tag med Grænseforeningen til Sydslesvig
For første gang i en årrække står Grænseforeningens sekretariat bag en fælles busrejse til Sydslesvig. Det sker efter ønske fra en række mindre lokalforeninger. Temaet for turen er 70-året for København-Bonn Erklæringerne.

På turen skal vi bl.a. besøge Dannevirke og Valdemarsmuren.
Foto: Tim Riediger/SSF
Flere af Grænseforeningens lokalforeninger arrangerer hvert år busrejser til det dansk-tyske grænseland, og de er ofte populære.
En række mindre lokalforeninger kæmper dog med at få nok tilmeldinger til deres ture, hvilket især skyldes en aldrende medlemsskare.
Grænseforeningens sekretariat har derfor sat sig for at skabe en tur til grænselandet, som alle kan få glæde af.
Turen finder sted den 24.-26. september, og du kan forhåndstilmelde dig allerede nu på følgende link. Det er naturligvis ikke bindende.
Temaet er ’70-året for København-Bonn Erklæringerne’, og i løbet af weekenden bliver deltagerne klogere på erklæringernes betydning for både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland.
Den første dag kører vi i bus til grænselandet. Vi møder repræsentanter for det tyske mindretal i Sønderjylland, der på møde- og erindringsstedet Knivsbjerg giver os et indblik i mindretallets historie og situation i dag. Siden 1894, dog med undtagelser under de to verdenskrige, har det tyske mindretal her årligt holdt Knivsbjergfest.
Næste besøg gælder Deutsches Gymnasium für Nordschleswig (DGN), det tyske gymnasium i Aabenraa, som er det tyske mindretals gymnasium. På DGN møder vi repræsentanter for Grænseforeningens elevambassadører, der går på skolen. De vil fortælle om, hvordan det er at være ung i det tyske mindretal.
Informationer om aftenens program kommer senere. Vi overnatter i Sydslesvig. Stedet kan først oplyses, når deltagerantal foreligger.
Anden dag sætter vi fokus på det danske mindretal i Sydslesvig.
Om formiddagens møder vi repræsentanter for Grænseforeningens elevambassadører på Duborg-Skolen i Flensborg, som er det ene af det danske mindretals to gymnasier i Sydslesvig. Selve skolen blev officielt indviet i 1924, men i 1948 oprettedes Duborg-Skolens studenterkursus, der blev støttet af Grænseforeningen. I 1949 blev dette studenterkursus til et egentligt gymnasium med studentereksamen. Det var dog først efter vedtagelsen af København-Bonn Erklæringerne, at Duborg-Skolens studentereksaminer fik gyldighed i både Danmark og Tyskland
Vi fortsætter herefter til Danevirke, der i 2018 blev optaget på UNESCOs verdensarvliste. Her skal vi bl.a. høre om det museum, som er ved at blive opført med forventet åbning i 2026, der bliver bygget med støtte fra A.P. Møller Fonden og Augustinusfonden. Herfra går vi en kort tur ud til Valdemarsmuren, som er en del af Danevirkes voldkompleks. Som navnet antyder, er muren opført af kong Valdemar den Store i 1160’erne. Valdemarsmuren er helt unik ved at være det første teglstensbyggeri i Danmark.
Eftermiddagens program er et besøg i landdagen i Kiel, hvor vi møder SSW’s landdagsgruppe.
Om aftenen fortæller historikeren Jørgen Kühl om København-Bonn Erklæringernes historie og dens virkningshistorie frem til i dag.
Tredje dag besøger vi Dansk Centralbibliotek i Flensborg, som er en af de vigtigste kulturelle institutioner for danskheden.
Herefter kører bussen tilbage til Danmark.
Der vil afgå en bus fra henholdsvis Jylland og Sjælland.
Se det foreløbige program i punktform:
Onsdag den 24. september
- Besøg på Knivsbjerg, hvor vi møder repræsentanter for det tyske mindretal
- Besøg på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa. Her vil elevambassadører fortælle om at være ung i det tyske mindretal
- Besøg på Flensborghus med foredrag.
- Aften: oplæg
Torsdag den 25. september
- Besøg på Duborg-Skolen i Flensborg, hvor vi møder elevambassadører, som fortæller om at være ung i det danske mindretal.
- Tur til Danevirke og Valdemarsmuren
- Besøg i landdagen i Kiel, hvor det danske og det frisiske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), har fire medlemmer.
- Om aftenen oplæg ved mindretalsforsker Jørgen Kühl om København-Bonn Erklæringerne 1955-2025
Fredag den 26. september
- Besøg på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg.
- Frokost
Pris, opsamlingssteder, overnatningssteder og eksakte tidspunkter kommer senere. Har du spørgsmål til turen, kan du kontakte organisationskonsulent Pia Michella Press, pmp@graenseforeningen.dk