Jeg sidder i mit Jordhul og har indrettet mig for Natten. Det er en pragtfuld Aften. Faa Hundrede meter foran mig har Russerne indrettet sig på samme måde. Maskingeværernes Knitren er standset, og kun Artilleriet fra begge sider giver af og til lidt Forstyrrelsesild. Med lange Hvin suser Granaterne gennem denne fredelige Aften.”

Sådan lyder en beretning i Flensborg Avis under krigen, skrevet fra Østfronten af Christian Nielsen, som var en af de mange mænd fra det danske mindretal, som var med i Anden Verdenskrig på tysk side.

Selv den dag i dag kan granaternes hvinen dengang forstyrre en fredelig aften.

Grusomhederne under de to verdenskrige har ikke sluppet de mennesker, der er berørt af dem. For folk med rødder i Sydslesvig og Sønderjylland er det bare en del af den bagage, der følger med gennem livet. Pludselig læser, ser eller hører man noget, der giver et flashback og bringer fortiden frem i bevidstheden.

Læge Gunner Nielsen er født i Glostrup og har boet i mange år i Horsens. Men da han læste Grænseforeningens formands, biskop Peter Skov-Jakobsens, leder i magasinet Grænsen om den rolle, det nationale spiller for os, blev han ramt af minder om sin farbror og det Sydslesvig, hvor hans far voksede op.

“Min fars voksenliv har været stærkt præget af det her. Han havde meget ondt af at tale om det”, siger Gunner Nielsen, som kontaktede magasinet Grænsen ved at skrive i en mail:

“Nationalismen, skriver Peter Skov-Jakobsen, kan tage sit udgangspunkt i vreden, fordømmelsen, fordommene og historieforfalskning og føre til krig og ødelæggelse. Men den kan også udspringe af åndsfrihed, åbenhed og anerkendelse, som fører til frihed og fred. Grænselandet har rummet begge former for nationalisme inden for mands minde, så betydningen af at være på vagt og være bevidst om vores fællesskab mindretallene imellem er vigtig.”

Da Gunner Nielsen læste lederen, kom han til at tænke på et indlæg i Flensborg Avis fra den 18. august 1941. Skribenten Christian Nielsen var hans farbror, som skrev fast til Flensborg Avis både fra Vestfronten og Østfronten. Han var først i Polen, så hjemme igen og på underofficersskole, Derefter gik turen til Vestfronten, hvor han var med til indmarchen gennem Holland, Belgien og Frankrig og var med i sejrsparaden på Champs-Elysees.

Østfronten

Han blev sendt til Østfronten i 1941 og var med til at rykke gennem Polen, Litauen, Estland og ind i Rusland.

Han faldt i krigen den 2. august, mens brevet var på vej fra Østfronten til Flensborg. Brevet blev således hans sidste blandt mange beretninger fra fronten i avisen.

“Hvor er vi dog lykkelige, vi, der har denne Treklang i os, vort Hjem, vor Hjemstavn, Danmark,” skrev Christian Nielsen i Flensborg Avis.

Han var uddannet manufakturhandler og blev indkaldt i 1938. Han rapporterede ikke bare til Flensborg Avis, han læste selv avisen ved fronten. Det skrev han om få dage, før han faldt.

“Jeg har læst avisen, Artiklen om Oversø og Tofte, om Hejmdalernes Aftenstund ved Flensborg Fjord, og jeg har fået brev fra en Kammerat i København og en kvindelig Kammerat i Aarhus. Jeg har læst om Aarhus bys jubilæum og Bellahøj, om Kis og lille Jens i Silkeborg.”

Christian Nielsen skriver om hjertets treklang: “Hvad nytte ville vort liv være til, hvis vi ikke havde disse Toner i os, disse stærke Følelser, der hjælper os over alle tunge Timer, og der giver vores Tilværelse Indhold.”

Der har været rigelig med tunge timer ved fronten. Men Christian Nielsen får unægteligt det bedste ud af det. Og læserne med, for manufakturhandleren og soldaten var også en god skribent:

“I dette Hjem har jeg faaet nedplantet en dybt forankret Kærlighed, som vi nu skatter dobbelt højt. Og derud over har jeg lært at elske Danmark, Danmark, Længslernes Land, som vi nu har savnet i to Aar. Men du lever i vore Hjerter og Vore Sind. Hver tanke paa dig og hver Linje om dig gør os saa trygge og saa uendelig lykkelige og glade.”

Christian Nielsen var fra Kobbermølle ved den dansk-tyske grænse. Allerede i 1933 var hans storebror, Gunner Nielsens far, rejst til Danmark, fordi han havde vist flygtende socialister, hvordan man kunne komme ubeset over grænsen, efter at Hitler havde overtaget magten i Tyskland.

Gunner Nielsen fortæller, at selv om han er vokset op på Sjælland og har levet det meste af sit voksne liv i Horsens, er det med krigsdeltagelsen en del af familiehistorien fra Sydslesvig.

“Min farfar var med i den første krig og kom hjem igen, men to svogre faldt og tre andre blev mærket for livet. Dertil kommer tabene i den anden krig, hvor 16 ud af totalt 36 fætre, kusiner og ægtefæller til min far enten faldt på slagmarken, blev invalideret eller omkom som civilister i krigens ragnarok.”    

“Min farfars slægt var en del af det danske mindretal, mens min farmor var friser. Hun blev med tiden meget aktiv i det danske lokalsamfund i Kobbermølle. Børnene kom til at gå i den danske skole, da den blev oprettet som den første danske skole uden for de store byer i 1926. Min far var nogle år ældre end sin bror, og de havde også en søster. De var engagerede i spejderbevægelsen, ungdomsforeningen, historisk samfund og menighedsarbejdet og derfor meget dansk prægede.”

Krig og pligt

Som for mange andre dansksindede tyske soldater kan man spørge sig selv, om det ikke har været frygteligt at blive kastet ud i nogle andres krig. Det har de også talt om i familien Nielsen.

“Ja og nej. Jeg spurgte min far, hvordan det kan være, Christian accepterede værnepligten og krigene?” En forklaring har han selv givet i et af sine feltbreve: Man skal gøre sin pligt for at kunne hævde sin ret bagefter. Det var det dogme, man havde i Den første Krig, og som hans far også begrundede sin krigsdeltagelse med. Man kunne ikke hævde sine mindretalsrettigheder, hvis man ikke havde gjort sin pligt som borger i det samfund, hvor man var mindretal,” siger Gunner Nielsen og tilføjer om sin farbror:

“Så havde han jo en vis modvilje mod bolsjevismen.”

I sine breve gør Christian Nielsen sig også overvejelser om den russiske fjendes ve og vel og hverdagsliv.

“Den russiske Bonde er primitiv og fattig. Men i Modsætning til andre Bønder i fremmede Egne kan man ikke frakende ham en Del Bondekultur, selv om han maaske staar på det Stade, som vore Forfædre gjorde for 100 Aar siden. Selv 20 Aars Kommunisme har ikke kunnet ødelægge denne Kultur,” skrev han i sin sidste rapport fra fronten.

Et andet svar, Gunner Nielsen har fået, når han har prøvet at tale med sin far om farbroren, er: “Spejderdreng.” Han har læst brorens breve som beretninger fra en spejder, der er på udflugt.

“Det er lidt spændende det hele. Han var en naiv spejderdreng.”

Fortielser

Men krigen var normalt ikke et samtaleemne i Gunner Nielsens barndomshjem.

“Min mor var fra Vendsyssel. Hun var alvorligt involveret i modstandsarbejdet i   Nordjylland. Hun kom ud af frihedskampen med ptsd. Det er min konklusion, for det kendte man ikke dengang. Min bror og jeg fik engang i 1960’erne direkte ordre på, at det snakker vi ikke om. Det var min mor, der sagde det, mens min far nikkede. Så det har været som et sort hul, og Christians breve har været sådan et lille vindue ind i det hul.”

Gunner Nielsen ser sådan på det, at det at leve med traumerne er en selvfølgelighed for folk i grænselandet.

“Det har ikke været et spørgsmål, om man kunne rende sin vej eller undgå det. Når man er i et område, hvor landene kæmper om et eller andet, så er man fanget. I andre breve beskriver Christian, at han har talt med soldater fra andre mindretal i diverse grænseregioner som Elsass og Østpreussen, og oplevet samme holdning til selvfølgeligheden i at man er nødt til at gøre sin pligt for bagefter at kunne sige, at man har en ret”, siger han og drager en parallel til krigen i Ukraine:

“Jeg kan ikke lade være at tænke tanker om Ruslands krig mod Ukraine her. Når man hører om de ting i medierne, så skal vi selvfølgelig filtrere oplysningerne. Men som jeg forstår, kæmper de ukrainske værnepligtige, om de er russiskvenlige eller ej, for Ukraine. Russerne har heller ikke noget valg. Det er det grusomme ved det,” siger Gunner Nielsen.

Der blev udgivet en mindebog om Christian Nielsen i 1941 med titlen ‘Hjertets Treklang’, hvor flere af hans feltbreve er optrykt.