Tilbage til nyhedsliste

Sydslesvigsk Forening trækker sig fra Samrådet

9. februar 2023

Der er splittelse i det danske mindretals organisationer i Sydslesvig. Sydslesvigsk Forening (SSF) er trådt ud af Det Sydslesvigske Samråd, hvor alle foreningerne er repræsenteret. Der er vidt forskellige meldinger fra de øvrige organisationer.

Det sydslesvigske Samråd består af to repræsentanter samt de administrerende ledere fra hver af de sydslesvigske organisationer samt to observatører fra Grænseforeningen. I 2023 er der planlagt fem møder i Samrådet. Møderne i Samrådet er offentlige.

Det sydslesvigske Samråd består af to repræsentanter samt de administrerende ledere fra hver af de sydslesvigske organisationer samt to observatører fra Grænseforeningen. I 2023 er der planlagt fem møder i Samrådet. Møderne i Samrådet er offentlige.

Foto: Sydslesvigsk Forening

Onsdag aften besluttede Sydslesvigsk Forenings (SSF) Hovedstyrelse at opsige den samarbejdsaftale, der danner grundlaget for Det Sydslesvigske Samråd. Dermed trækker SSF sig fra rådet.

I en pressemeddelelse forklarer SSF beslutningen med, at Samrådet gang på gang har været årsag til negative overskrifter.

Beslutningen blev truffet på et ekstraordinært møde. SSF’s fremtidige position i Samrådet var det eneste emne på dagsordenen. Forinden havde SSF’s Forretningsudvalg enstemmigt indstillet til Hovedstyrelsen, at mindretallets kulturelle hovedorganisation trækker sig fra Samrådet.

 ”Vi har efter de seneste møder i Samrådet drøftet udviklingen, og vi vurderer, at SSF ikke længere kan stå inde for, hvad der foregår i Samrådet”, siger SSF-formand Gitte Hougaard-Werner.

Hun begrunder beslutningen med, at Samrådet er præget af bloktænkning, mistro og misundelse, og at situationen er så betændt, at demokratiske beslutninger ikke er mulige.

Skoleforeningen er uforstående

Udo Jessen, som er formand for en anden af mindretallets organisationer, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, kan ifølge Flensborg Avis ikke genkende det ordvalg, SSF bruger i pressemeddelelsen.

”Jeg er uforstående og overrasket. Jeg har så sent som i mandags afvist, at vi er i krise. Det er vi nu”, siger han til Flensborg Avis.

Styrelsen for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) også taget stilling til SSFs udmelding.

"SdUs styrelse har respekt for SSFs beslutning om at trække sig fra Samrådet. SdUs styrelse vil gerne bidrage til at nytænke Samrådets funktion og samarbejdsform", oplyser SdU i en pressemeddelelse. 

Formand for SdU Kay von Eitzen oplyser over for Flensborg Avis, at han ikke har samme holdning som flertallet blandt de ni styrelsesmedlemmer. 

Han har før tilsluttet sig SSF’s beskrivelse af arbejdet i samrådet.

I pressemeddelelsen skriver SSF desuden, at der i Samrådet både er uenighed om simple ting som et formandsvalg, men også om grundlæggende ting som for eksempel et fælles statement om krigen i Ukraine eller en fælles sprogpolitik.

Mistillid

SSF fremhæver, at på det seneste møde i Samrådet den 23. januar 2023 blev den betændte situation tydelig, da en lille gruppe af Samrådets medlemmer på et lukket formandsmøde forhandlede om, hvem der skal være formand.

Både SSF-formand, Gitte Hougaard-Werner, og formand for Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Christian Jürgensen, havde meldt sig som kandidater til formandsposten i samrådet.

”Lukkede formandsmøder og mistillid er ikke noget, vi som fællesskab kan være bekendt. Samarbejdet skal handle om mindretallet og ikke om, hvem man svinger godt med eller ej”, siger Gitte Hougaard-Werner, der samtidig understreger, at der har været talrige forsøg på at rette op på situationen.

”Udviklingen er ikke ny. Vi har talt om det her rigtig mange gange - også i Hovedstyrelsen og på Landsmødet - men det er desværre ikke lykkedes at rette op på udviklingen. Vi tror ikke længere på, at skuden kan vendes. Vi mener endda, at det er uansvarligt, uøkonomisk og naivt at fortsætte som hidtil, når der ikke er den mindste udsigt til forbedring”, lyder det fra et enigt SSF’s Forretningsudvalg.

Der står desuden i pressemeddelelsen, at opsigelsen af samarbejdsaftalen ikke får negativ indflydelse på SSF’s måde at samarbejde på.

’Det fastslog både Forretningsudvalget, Hovedstyrelsen og Dansk Generalsekretariat. SSF er fortsat mindretallets kulturelle hovedorganisation, der altid tænker hele mindretallet ind’, er ordlyden.

”Vi har et godt og konstruktivt samarbejde, der på trods af den betændte situation i Samrådet fungerer i bedste velgående. Det ændrer vi ikke på. Samrådet har aldrig haft indflydelse på eller været årsag til samarbejdet inden for mindretallet”, fastslår SSF’s generalsekretær Jens A. Christiansen.

Chefredaktør: En nødvendig beslutning

Christian Juhl, som er medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg og tidligere formand for udvalget, siger til Flensborg Avis, at han er lidt chokeret over, at situationen er sådan i Sydslesvig.

”Når man har så gode vilkår, skal man ikke bruge tiden på at skændes. Jeg er dybt skuffet over, at det kører, som det gør, siger Christian Juhl til Flensborg Avis, og han påpeger, at SSF’s udmelding ikke fremmer samarbejdet.

I en lederartikel om den aktuelle situation i samrådet skriver chefredaktør på Flensborg Avis, Jørgen Møllekær, at SSF har taget den helt rigtige beslutning om at gøre op med dysfunktionaliteten.

”Et samråd i form af en fælles stor hovedbestyrelse for hele mindretallet er ligegyldig, så længe mindretallet ikke samler sig i en ny fælles forening”, skriver han og konkluderer dermed, at splittelsen bunder i den strukturdebat, som sidste år ikke førte til forandringer.

”De store beslutninger om for eksempel sprogpolitik, lukninger eller åbninger af institutioner og hvor mange penge vi vil bruge på hvad, er et fælles anliggende”, skriver chefredaktøren videre i lederen.

Samrådet består nu af Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Dansk Kirke i Sydslesvig, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig, Friisk Foriining, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), “De Tilsluttede Foreninger”, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW). Desuden kan Grænseforeningen udpege to observatører.

Rådet består af to repræsentanter samt de administrerende ledere fra hver organisation. I 2023 var der planlagt fem møder i Samrådet. Møderne i Samrådet er offentlige.