Tag på højskole i en uge

Rødding Højskole og Grænseforeningen tilbyder igen i år et ugekursus med fokus på Europa, grænselandet og mindretallene. Det sker den 2.-8. september 2023 under overskriften ’Europa i bevægelse’.

Rødding Højskole er Danmarks ældste folkehøjskole. Den ligger i Rødding i den nordlige del af Sønderjylland og grundlagt i 1844.

Rødding Højskole er Danmarks ældste folkehøjskole. Den ligger i Rødding i den nordlige del af Sønderjylland og grundlagt i 1844.

Foto: Rødding Højskole

”Vil du dele din blomstrende have med andre eller slå ring om dig selv og dit liv og din verden?”

Digter Pia Juuls linje fra genforeningssangen ’Hver dag en ny dag’ (nr. 558 i Højskolesangbogen) danner ramme om et nyt ugekursus, som Rødding Højskole arrangeres i samarbejde med Grænseforeningen.

Under overskriften ’Europa i bevægelse’ sætter kurset fokus på de kriser, der de seneste år har ramt Europa i form af Brexit, Trump, coronapandemi og nu Ruslands krig mod Ukraine. Hvordan har disse kriser påvirket Europa, grænselandet og mindretallene? Og har reaktionen været en åbning mod omverdenen og løsninger fundet i fællesskab, eller har man i stedet slået ring om sig selv?

I det dansk-tyske grænseland har man efterhånden en lang tradition for at åbne sig mod hinanden og slå broer mindretal og flertalsbefolkninger imellem. På kurset vil en række eksperter komme med deres analyser af tidens kriser og perspektivere til det dansk-tyske grænseland.

Oplægsholderne tæller bl.a. Friis Arne Petersen, tidligere dansk ambassadør i Berlin, Lukas A. Lausten, sydslesviger og tidligere særlig rådgiver for udenrigsminister Jeppe Kofod (S), og Mirco Reimer-Elster, der kommenterer amerikansk politik på TV2 og er vært for Radio4-programmet Genau om tyske forhold.

Kurset inkluderer også en række udflugter, herunder til Flensborg, hvor der inviteres til debat om fremtiden for det danske mindretal i Sydslesvig med deltagelse af generalsekretær Jens A. Christiansen, Sydslesvigsk Forening (SSF), direktør Lars Kofoed-Jensen, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Anton Rohrmoser, Grænseforeningens Kulturmødeambassadører (KMA), og Jakob Braun, student fra A.P. Møller Skolen og studerende på Aalborg Universitet.

Se hele kursusprogrammet, der også involverer musik, fortælling og filmvisninger, og læs mere om tilmelding på Rødding Højskoles hjemmeside.