Detlef Nielsens erindringer om de hårde forhold under krigen i 1864
Detlef Nielsen (1831-1890) var i 1864 premierløjtnant i 12. regiment. Han oplevede den første tid af krigen i 1864, herunder tilbagetoget fra Danevirke. Under felttoget led Detlef Nielsen af en smertefuld byld på det ene ben.
Han nedskrev først sine erindringer om de dramatiske dage i 1885, men havde formodentlig nogle dagbogsnotitser at støtte sig til.
I de følgende erindringer skildrer han, hvordan han og soldaterne oplevede den forfærdelig krigssituation, hvor hans mandskab ikke kunne gå mere af udmattelse, kulde, den elendige mad og problemer med indkvartering.
(Erindring fra den 7. januar 1864)
… Den 7de Januar blev vi kommanderede øst på og indkvarterede i Bistensee, en av halvøens mest henrivende egne. Kvartererne mådelige, navnlig for folkene, der døjede meget i den strænge kulde; selv de bedste officers kvarterer var ikke bædre, end man spyttede på gulvet. I reglen lå vi i skabe, der led af en rædsom mangel på længde, med dyner i hovedpudeformat. Fra første januar begyndte vi med naturalforplejning, og i Bistensee helligede jeg mig en hel del til køkkenstuderinger, da maden var så yderlig slet kogt…
(Erindring fra den 6. februar 1864)
… Det var en langsom bedrøvelig marsj; den gik østerpå, indtil vi ved Kiskelund nåede chausseen fra Flensborg til Åbenrå [Sønderborg]. Her opmarsjerede regimentet i bataillonscolonner på en højtliggende snedækt pløjemark, umiddelbart vest for chausseen. Det var en skarp kulde. Stræng ordre til at enhver skulde blive på sin plads i geleddet, og ingen måtte lægge sig ned. Således stod vi her i omtrent 12 timer, sultne og forkomne var vi alle, en dødsstilhed rugede over alle disse mennesker, ingen spøg, intet heftigt ord; det var som sorgen og udmattelsen havde gjort os følelsesløse. Her beundrede jeg i høj grad bataillonsehefen captajn Bie1, jeg så ham ikke af hesten den hele nat, hvert kvarter red han en tur gennem geledderne, hele bataillonen igennem, for atter at vende tilbage til sin plads foran bataillonen. Han havde altid et opmuntrende ord til folkene, som stod tavse og modløse; man hørte egentlig ingen klager, men man så klagerne på dem; jeg gik hele natten fra den ene til den anden i mit compagni og talte med dem. Mit ben generede mig ubeskriveligt og jeg begyndte at halte stærkt…
… Så snart han så mig, klagede han sig frygteligt, sagde, han kunde ikke mere, bægge hans fødder var blodigt kød. Han mente, regimentet var tæt forud; jeg søgte at opmuntre ham og få ham til at gå med mig, jeg støttede ham og næsten slæbte ham afsted. Det kunde jo ikke gå i længden; han klagede sig også gudsjammerligt og vilde hvert øjeblik smide sig. Derfor standsede jeg en vogn, fik hans tornyster lagt op på den, tog selv hans gevær og fik ham til at støtte sig til vognen, da der ikke var spor af plads på den…
(Erindring fra natten til den 7. februar 1864)
… Det var endnu den drøjeste tur, denne sidste mil, vejene lå så fulde af sne, det lå højt oppe mellem hegnene. Folkene faldt nu i hundredevis, og der måtte efterlades befalingsmænd hist og her for at samle sammen på dem, oplive dem lidt og drive dem fremad. Jeg hinkede jo afsted så godt jeg kunde på mit dårlige ben.
Ordforklaringer:
(1) L.A. Bie (1815-1891)
Kildehenvisning:
Detlef Nielsens Erindringer fra 1864 – meddelte af H.V. Clausen. Sønderjydske Aarbøger 11. række, 1929, s. 5; 21-22; 25; 26-27.