Oplev Sønderjylland og Sydslesvig - 4 dages bustur
Endnu engang besøger vi denne spændende egn med natur, kultur og besøg hos det danske mindretal - 15.-18. september.

Mikkelberg Center
(Oplev Sydslesvig)
Så er vi klar med 1. udgave af en invitation til at besøge Sønderjylland og Nordfriesland!
Enkelte aftaler er ikke endeligt bekræftet, men i store træk håber vi på igen at kunne gennemføre en tur med natur, kultur og besøg hos det danske mindretal.
Vi starter tidligt mandag den 15.9., hvor vi kører til Agerskov Kro for at spise frokost. Herefter mødes vi med tidligere formand for Grænseforeningen, Jens Andresen i hans by Løgumkloster. Jens viser os krigsfangekirkegården og Klosterkirken. Derpå kører vi til Nibøl, hvor vi indkvarteres 3 nætter på hotel ”Niebüller Hof”.
Tirsdag den 16.9. tager vi med færgen til øen Før, hvor vi med en bus får en rundtur på øen med de utallige og nydeligt holdte stråtækte huse, inden vi bliver sat af ved det smukke og interessante ”Museum Kunst der Westküste”. Her er udstillinger af bl.a. Hein og Rothschild om forholdet mellem mennesker, landskab og vejrfænomener. Vi spiser frokost på stedet. Efter besøget køres vi tilbage til færgen.
Onsdag den 17.9. besøger vi en af områdets engagerede danske skoler. Derpå kører vi sydpå og besøger ”Mikkelberg”, centeret for kunst og cricket (!). Om aftenen arbejder vi på at kunne besøge en gruppe fra det danske mindretal præsenterende børnehave, skole, SSF (Sydslesvigsk Forening) og SSW (Sydslesvigsk Vælgerforening).
Torsdag den 18.9. forlader vi hotellet, og kører over grænsen for at besøge Museum Rens ”Mellem Slesvigs Grænser”, inden vi spiser frokost – endnu en gang i Seggelund. Turens sidste besøg bliver ”Fredericia Miniby”, en model af Fredericia i 1849, midt i perioden med 1. Slesvigske Krig, bygget af frivillige. Hjemturen slutter med kaffe og ost i Knudshoved, inden vi sættes af i Jørlunde, Hillerød, Espergærde og Helsingør.
Pris for deltagelse incl. gebyr til Rejsegarantifonden, hotel i dobbeltværelse med toilet/brus, udflugter, kost fra mandag frokost til torsdag eftermiddagskaffe og ostemad (drikkevarer for egen regning) er 4.400 kr., enkeltværelses tillæg + 250 kr. Ikke medlemmer + 250 kr.
(Beløbet 250 kr. for ikke medlemmer dækker bl.a. medlemskontingent for såvel enkeltperson som husstand et helt år, samt en andel til det tidligere opsparede beløb man får gavn og glæde af)
Har du/I lyst til at tage med på årets tur, og tror du på at vi har sammensat et godt program, beder vi dig give besked så hurtigt som muligt! (Hvis vi ikke har bindende tilmeldinger fra 40 deltagere inden den 10.6., må vi desværre aflyse.)
TILMELDING kan ske til: Bent Kauffmann, på: bent@panikrejser.dk
(Evt. på telefon, 6122 9255)
Husk ved tilmelding tydeligt navn, adresse, telefonnummer og mailadresse hvis du/I har dette. Desuden bedes du fortælle, om du ønsker enkeltværelse.
Betalingen venter vi med, til vi er sikre på at turen bliver til noget, men håber på, at hvis du melder dig, at tilmeldingen opfattes som bindende.
Når vi er sikre på – hvad vi håber – at vi skal af sted, fremsendes oplysning om betaling.
Inden afrejsen fremsendes ligeledes en tids- og sted-plan for opsamling / afsætning, når vi ved, hvorfra deltagerne kommer.