Paragraf 5
Artikel i Pragfreden af 1866 efter krigen mellem Preussen og Østrig, som Preussen vandt, hvorefter Slesvig blev indlemmet i Preussen.
§ 5 har ordlyden: Østrig overlader Holsten og Slesvig til Preussen "dog således, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark". Paragraffen blev indføjet på foranledning af den franske kejser Napoleon 3.
§ 5 fik stor betydning for sønderjydernes forhåbninger om at blive genforenet med Danmark, ikke mindst på baggrund af stemmetallene ved valget til den nordtyske grundlovgivende forsamling i 1867, hvor der var et markant dansk flertal nord for en linje syd om Flensborg i en sydgående bue op til Højer. I Flensborg by var der 1.836 danske stemmer mod 1.648 tyske. Der blev faktisk indledt forhandlinger mellem Preussen og Danmark om en realisering af § 5, men forhandlingerne endte resultatløse.
Ved krigsudbruddet i 1870 mellem Preussen og Frankrig steg forventningerne til § 5 igen, men skuffelsen blev tilsvarende stor, da det viste sig, at tyskerne var de stærkeste. Udsigten til at § 5 ville blive virkeliggjort fortonede sig i en fjern fremtid, men endnu klamrede man sig til håbet både blandt de danske i Nordslesvig og i kongeriget.
I forventning om en snarlig opfyldelse af § 5 førte de dansksindede landdagsmænd en konsekvent og uforsonlig protestpolitik og nægtede f.eks. at erklære deres loyalitet til den preussiske stat.
§ 5 blev ophævet i traktaten af 11. oktober 1878 mellem Østrig og Tyskland, som dog først blev offentliggjort i 1879. Ophævelsen fik en chokagtig virkning, også fordi den officielle meddelelse alene fremkom som en meddelelse i det tyske statstidende (Reichsanzeiger), hvilket var i strid med gældende internationale regler. Når Pragfreden i 1866 var meddelt Danmark officielt (var blevet notificeret), så måtte ophævelsen også notificeres, men det skete ikke, formentlig fordi Bismarck ønskede at skræmme Danmark, hvilket lykkedes fuldt ud.
Bismarck var på dette tidspunkt stærkt irriteret over, at Christian 9.'s datter Thyra var blevet gift med hertugen af Cumberland, der gjorde krav på tronen i kongeriget Hannover. Hertugens far havde været konge i Hannover og var blevet fordrevet under krigen i 1866, og Hannover var blevet indlemmet i Preussen.
Ophævelsen af § 5 i 1879 gav stødet til en omfattende forsvarsbevægelse, og den fulgtes af en stærkt øget interesse for den danske folkegruppe i Slesvig. For dem havde § 5 været som en vragdel, de klamrede sig til efter et skibbrud, men de opgav trods skuffelsen ikke håbet om en bedre fremtid. Som en af deres ledere, redaktøren af Flensborg Avis, Gustav Johannsen skrev: "Nordslesvigs befolkning kan fra dette øjeblik ikke længere beråbe sig på en traktat, der i mere end 12 år har stillet det gunstigere end andre nationaliteter, der ved erobring er bragt under fremme herredømme. Men dette kan ikke fratage os vort håb om, at den store tanke om ethvert folks ret til at leve sit eget liv - vil sejre når den betimelige tid er kommet".
Den nyvakte interesse i kongeriget gav sig udslag i nye foreningsdannelser (grænseforeninger) og egentlig organisering i Sønderjylland (Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening, Den nordslesvigske Vælgerforening m.fl.), som skulle argumentere for en fremtidig genforening.
Kilde:
Troels Fink, Da Sønderjylland blev delt 1918-1920, bind 1, 1979.
Henrik Becker-Christensen i: Sønderjyllands historie efter 1815, 2009.