Dagbog fra Hessen, Thüringen, og Sachsen-Anhalt
1. dag Søndag d. 26.maj 2024
Kl. 06:10 er tidligt sådan en søndag morgen, men det var afgangstidspunktet for os, der stod på bussen på busholdepladsen i Sorø. Og så tænk på dem der stod på allerede på Frederiksberg for ikke at nævne chaufføren, Christian Høst, som havde været i Slagelse for at hente bussen til os. Christian er en genganger fra de 2 sidste års ture til Weser Bergland og Sydslesvig. Men af sted kom vi. De der stod på senere ude i Holme Olstrup fik til gengæld fornøjelsen af at vente i regnvejr på bussens ankomst.
Vi skulle videre til Rødby med færgen til Puttgarten kl. 9:00 og videre kl. 9:45 med første stop og frokost i Bispingen syd for Hamborg.
Sidste gang vi fik frokost i Bispingen var i 2022 på vej til Weserbergland. Da undrede vi os over at Christian valgte den første afkørsel fra motorvejen til den lange landevej til Bispingen i stedet for at vente til den næste afkørsel og kortere landevej. Men denne gang gjorde han det samme, men af en anden grund. Der var nemlig kødannelse på motorvejen før nævnte første afkørsel. Den kø undgik vi ved at køre fra og tage landevejen, og derved kom vi automatisk ind på den lange landevejsforbindelse til Bispingen. Til gengæld kom vi præcis til den aftalte tid kl. 12:45 og en gang Schnitzel ”Jægerart” og et glas øl.
Det var i mellemtiden bleve høj himmel med sol, og vi havde 250 km foran os og kunne indhente den forsømte nattesøvn. Med et enkelt stop i nærheden af Göttingen til en is m.m. kunne vi nå til Hotel Berggasthof Ahrenberg ved Bad Sooden-Allendorf omkring kl. 17:30.
Derefter 3-retters aftensmad og et velfortjent nattehvil.
2. dag Mandag d. 27. maj 2024
Det var en genoplivning af gamle traditioner: Morgenens bustur starter med en morgensnaps. Denne gang havde Christian chauffør fået anskaffet portionshældeanordninger til flaskerne ”Dr. Nielsen” og ”En Enkel”, og snapsene var allerede opskænket.
Efter det blev vi kørt ind til byen, Bad Sooden-Allendof, hvor 2 rundvisere, Marianne og Elisabet ventede på os foran byporten, Süder Tor ind til Allendorf, som er en af de 2 sammenvoksede byer Sooden og Allendorf.
Elisabet talte, så vi næsten alle forstod næsten alt, hvad hun fortalte om saltproduktion ved sol- og vindtørring og sydning, og hvordan saltet havde bragt rigdom til området – hvilket også bebyggelsen tydeligt bar præg af. Meget velholdte og flotte bindingsværkshuse. Og lidt om magtforholdene i området og om Landgreven af Hessen-Kassel, Filip d. Ædelmodige (han må have været en skurk, når han eller eftertiden har smykket ham med en så positiv betegnelse) i 1500-tallet. Dels indførte han lutherdommen med konfirmation i fyrstendømmet, men selv levede med 2 koner og fik 10 og hhv. 8 børn med dem. Elisabet fortalte også, at dobbeltbyen på et tidspunkt var blevet administrativt delt og fik 2 borgmestre, og hvor de 2 byer oven i købet lå på hver sin side af grænsen mellem Hessen og Thüringen. Da Bisnarck som minister i Preussen i 1866 dannede det nordtyske forbund, hvor Hessen og Thüringen var blevet indlemmet, fik han byerne samlet igen under navnet Bad Sooden-Allendorf. Det med Bad i navnet kom af, at man begyndte at agitere for saltvandets helsebringende virkning, og det skete på det tidspunkt, hvor Preussen havde udkonkurreret saltproduktionen i byen. Der blev bygget en badeanstalt.
Vi så et saltudvindings værk, et såkaldt ”Gradierwerk”, et over 100 m langt stillads stoppet med et grenfletværk, hvor saltvandet fra de brønde, man havde gravet rundt i området, blev pumpet op i Gradierwerket og i fine stråler i 2 lange tagrender blev fordelt ud over grenfletværket, og hvor solvarme og vinden sørgede for en yderligere fordampning med en resulterende saltprocent på 15. En videre forøgelse af saltprocenten kom ved dels en sydning af det meget salte vand og dels ved en udskiftning hvert 5. år af grenværket med friske grene og efterfølgende udvinding af krystalleret salt fra de udskiftede grene. Det krystallerede salt blev opmagasineret i magasiner i flere etager og yderligere vindtørret.
Det var et imponerende og velorganiseret system, der blev åbenbaret for os, og det dækkede et stort område og har krævet en stor skare af arbejdere.
Vi fik fortalt at nutidens saltsydere på Læsø havde været i Bad Sooden-Allaendorf for at lære teknikken.
Til sidst viste guiderne os et hus, som vi måtte opfatte som som et laugshus, formodentlig et laugshus for saltkøbmændene, og vi så den store sal med alle Hessens byers våbenskjolde, Der Wappensahl, og hvor der kan have været afholdt børs for fastsættelse af prisen på salt. Der så ikke ud til at være offentlig adgang, kun i ledsagelse med guiderne. Det var som en museumsgenstand: Nok se, men ikke røre. Toiletterne kunne heller ikke benyttes; og vi var jo et trængende folkefærd.
Den videre tur gik til byen Nieste, hvor vi fik frokost i Königs Alm Berghütte. Menuen stod på Grill Hax mir Sauerkraut og Kartoffelpurée og vaniljeis til dessert. Grill Hax er grillet underben fra gris, noget man skal være forberedt på at kunne møde i Tyskland. Der var alt for meget kød. Og meget af det gik retur (måske til grisene?)
Kl. 13:30 blev vi kørt videre til Hann. Münden, og undervejs fortalte Niels os om dens historie, og ved ankomsten guidede Niels os ind i byens centrum. Byen er karakteriseret ved at floden Weser opstår her ved et sammenrend af floderne Werra, som løber gennem Bad Sooden-Allendorf og floden Fulda.
Derefter fri færden i byens centrum, som var præget af mandagslukning.
Bagefter hjem til Hotellet til et hvil og aftensmad, som var en salat, valg mellen sandart eller schnitzel og is til dessert.
3. dag: Tirsdag d. 28. maj 2024
I dag skal vi til Kassel. Byen har været hovedsæde for Landgreverne af Hessen-Kassel. Jeg ved ikke, hvor langt tilbage, men i hvert fald helt indtil ophøret af det 1. rige, det Tysk-Romerske Kejserrige i 1806 ved overgang til Det tyske Forbund.
I dag hedder hovedstaden i delstaten Hessen Wiesbaden. Og den største by er Frankfurt am Main. Men historien om landgreverne af Hessen-Kassel (man skal tage sig i agt for ikke at komme til at kalde det Hassen-Kessel – nu er I advaret!) er interessant, fordi den næstældste søn af Landgreve Friedrick d. 2. - han hed Karl (1744-1836) havde en imponerende karriere i Danmark og gik under navnet Karl af Hessen. Han endte med at blive statholder af Slesvig og Holsten med residens på Gottorp slot, og havde et tæt familieskab med kongefamilien (se Fr. d. 2. slægtstavle bagest).
I Kassel fik vi en guide, Diana, som førte os til flere interessante steder: der iblandt Bergpark Wilhelmshöhe, hvor landgrevernes residens har ligget. Flere kunstværker og bygninger i byen, skylder deres oprindelse til den række af kunst- og kultur begivenheder, der har været i Kassel siden 1945 hvert 4. eller 5. år og stadig vil foregå. ”Dokumenta”” hedder den. Sidste begivenhed var i 2022.
Siden sluttede endnu en guide, Andrea sig til os oppe ved Herkules monumentet. De guidede os i 2 hold rundt om monumentet oppe og nede, nedad mange trappetrin(ca. 187) og viste os , hvor og hvordan et fantastisk flot kaskadespringvand fandt sted ca. en gang om ugen. Senere så vi en film, der viste kaskaderne fra flere vinkler og i forskellige stadier.
Det var en begivenhedsrig forestilling. Specielt, da den ene af guiderne havde en fantastisk optræden som en skuespiller. Hun er skuespiller med mange facetter.
Efter denne performance kørte vi til vort spisested, hvor vi lidt forsinket ankom. Det hedder Forsters Garden og de serverede Schwälmer Schnitzel mit Rosmarin Kartoffeln, også så rigeligt, at vi måtte lade noget gå tilbage til grisene (de holder naturens kredsløb i gang her i Tyskland). Og så oven i købet 2 kugler is med fløde. Fordi vi allerede var forsinkede, besluttede Peter at foreningen betalte for drikkevarerne. Og det skal han have megen ros for.
Nu begav vi os på en lang rejse (70 km) fra Hessen til Thüringen og lidt nordligt op til grænsen til Niedersachsen for at se Grenzlandnuseum Eichsfeld. Det havde alt det man må forvente, at de kan vise frem på sådant et sted, og det gør også et stort indtryk, fordi mange af os kan huske de rørende øjeblikke, hvor grænsen ved Bornholmerstrasse i Berlin blev lukket op d. 9. november 1989. Men man spørger uvilkårligr sig selv, hvor længe tyskerne kan holde ud at minde sig selv om tiden før Die Wende. En af attraktionerne ved dette museum var en km-lang fodsti langs grænsen, men den havde vi ikke tid til at afprøve uden nogle få skridt. Men måske et ekstra besøg værd.
Kl. 17 lukkede museet og det passede også med det tidspunk, som programmet havde afsat til hjemkørsel til hotellet i Ahrenberg. 45 km kørsel og i god til til at slappe at før aftensmaden. Sidste aften på Romantik Hotel Ahrenberg. Menuen stod på valg mellem Pannfish og mørbrad, samt is til dessert.
Ved afregning af 3 dages drikkevarer fik vi anskueliggjort, hvor langt tilbage man er i Tyskland med digitalisering af f.eks bestillingssystemet. Hver aften havde vi afleveret et kort med aftenens drikkevarer med værelsesnr., navn og underskrift. Fordi mange kunne gætte, at endelig afregning kunne komme til at tage rigtig lang tid den sidste morgen, var vi flere, der efter maden gik ud i receptionen for at afregne.
Det foregik ved, at én af servitricerne løb med aftenens afkrydsningsseddel til bogholderiet og kom tilbage med dagens afregning og de 2 foregående dages afregninger, gav dem til receptionisten, som talte dem sammen og lavede den endelige afregning og puttede det hele i en kuvert.
Bagefter kommer man i tanke om, at det var spildt tid af os og en unødvendig belastning af personalet. For de pakkede kuverter ville sandsynligvis have ligget klar til os næste morgen, fordi de var blevet skrevet ud i løbet af aftenen eller natten i et kontrolleret forløb, uden at vi nødvendigvis havde oplevet, hvor håbløst gammeldags deres system var.
Sådan kan det gå, når moderniteten møder traditionen.
Men sådan endte denne dag, og vi kunne gå trætte i seng en oplevelse rigere og kunne se frem til morgendagens lange rejse helt over til Sachsen-Anhalt med over 340 km kørsel.
4. dag: Onsdag d. 29. maj 2024
Det var skiftedag: Vi skulle forlade hotellet med al bagage og aflevere nøgler, og så i øvrigt indtage den sædvanlige morgenbitter.
Vi sagde pænt farvel til Hotel Ahrenberg og den smilende receptionist og drog af sted kl. 9:00 og var snart efter i Thüringen. Så tæt boede vi på den gamle zonergrænse.
Den første strækning tog 2 timer, og så var vi kl. 11:00 ved Kyffhäuser og dermed ret tæt ved grænsen til Sachsen-Anhalt.
På Kyffhäuserbjergtoppen står et enormt monument, bygget i 1890-96 til minde om indførelsen af det 2. kejserdømme , Hohenzollernes med Wilhelm d. 1, udråbt i 1871 i Versailles af Bismarck, efter at franskmændene var blevet banket grundigt, og Napoleon d. 3.var blevet bragt til Kassel og interneret på slottet på Wilhelmshöhe.
Der må have været en alvorlig symbolik i begge handlinger: udråbelsen i Versailles og interneringen på Wilhelmshöhe, og som Clemenceau ikke har kunnet glemme, da han sad til fredsforhandlinger efter 1. verdenskrig i Versailles i 1919-20. Nu skulle Frankrig have hævn. Men tilbage til Kyffhäusermonumentet.
Monumentet skulle blandt andet markere de 2 kejserdømmer. Det første, Det hellige Tysk-Romerske kejserdømme, som tyskerne åbenbart regner fra Friedrich Barbarossa, der blev kejser i 1155. Friedrich var af Staufernes slægt og hans dronning af Welfernes slægt. De 2 slægter, som ellers lå i indbyrdes strid, lykkedes det Friedrich at forlige. Desuden forsøgte han at passivisere de store norditalienske bystater, som tilsyneladende hævdede en høj grad af selvstændighed, større end Kejseren syntes var passende. Men det lykkedes ikke og i 1183 måtte han indgå et forlig med dem.
Han er mest kendt ved, at han afprøvede grænserne for magtfordelingen mellem paven og kejseren. Hans læsning af romerretten gav ham den overbevisning, at hans magt var ubegrænset, og det benyttede han til i 1159 til at udnævne en modpave til kuriens valg. Det gav anledning til gensidige bandlysninger, det såkaldte kirkeskisma, som ophørte i 1177. Katolicismen har altid været mere farverig end protestantismen.
Han omkom på tragisk vis i 1190. Han ledede det 3. korstog til Det Hellige Land, og hans hær var blevet opholdt ved en flod i nærheden af det nutidige Konya i Lilleasien i en strid med en tyrkisk hær. Det var under dette ophold at kejseren druknede under en svømmetur i floden. Historien melder intet om, hvordan korstoget endte, i hvert fald ikke min historie. Der et usikkerhed eller rettere sagt forskellige opfattelser af, hvad Friedrich efterlod sig, men tyskerne fejrer ham altså med dette monument sammen med Wilhelm d. 1. De er begge afbildet på monumentet, Friedrich i en underjordisk grotte som en anden Holger Danske og Wilhelm til hest oven over Fridrich. (Se billedet bagest).
Der var dårlige adgangsforhold til monumentet for gangbesværede. Mange måtte opgive turen op. Nogen på forhånd, andre undervejs, men 35 af de 47 deltagere i rejsen fik indløst en billet ved kiosken, og disse nåede op på det nederste store plateau, hvorfra man kunne se monumentet i sin helhed. Af dem nåede også nogle stykker ind i monumentet og så udstillingen derinde. Og også nogle få af dem kom mere eller mindre op ad vindeltrappen op til toppen af monumentet.
Vindeltrappen snoede den rigtige vej for en trappe i et forsvarsværk, hvis den var ment som det.
Den snoede højre om og var hensigtsmæssig for dem der har sværdet i højre hånd.
Vel nede fra monumentet kunne vi gå hen til spisestedet Burghof Kyffhäuser, hvor vi fik serveret Burghofbraten an Schwartzbier Sosse mit apfelrotkohl dazu Thüringer Klösse.
Den videre busrejse gik til Magdeburg, som er den største by og hovedstad i Sachsen-Anhalt. Byen ligger ved Elben. Det egentlige formål med vores besøg i Magdeburg er at se ”Grüne Zitadelle”, som er Hundertwassers sidste bygningsværk. Og det var nok omvejen om ad Magdeburg værd, selv om vi ankom lige midt i fyraftensmyldretiden. Bussen kunne parkere på domkirkepladsen, og der fik vi lejlighed til at se, at man var i færd med at rense kirkens ydermure for flere års brunkulsrøgsværtning i DDR-tiden.
Zitadellet var et typisk Hundertwasser byggeri, som de også har kunnet ses i Wien, og snakken gik om, hvordan det mon er at bo i en sådan udstillingsgenstand, besøgt at utallige turister. Men det fik vi ikke noget svar på.
(Fik I fat i hvad H.’s fulde navn var? - Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser)
Og derefter gik rejsen videre til dagens endemål: Tangermünde, som ligger ved floden Tangers udmunding i Elben, og vores hotel der: Hotel Schlosss Tangermünde. Vi ankom sent. Dvs. kl. 19, hvor vi havde forudset en ankomst kl. 18. Men middagen var gudskelov bestilt til kl. 20, så vi følte ingen jageri i den anledning. Vi blev indkvarteret i flere forskellige bygninger, så vi var temmelig spredt. Og så oplevede vi for første gang på turen et heftigt regnvejr. De tidligere regnvejrshændelser havde vi kun oplevet inde fra bussen.
Menuen stod på klar suppe, oksekød og jordbær med en slags flødekrem.
Det havde været en lang dags rejse til et spændende hotel, et gammelt slot med mange bygninger omkring, hvis tidligere formål stod aftegnet i husenes navne.
5. dag: Torsdag d. 30. maj 2024 – Hjemrejsedag
Efter morgenmaden og morgenbitteren kørte bussen den korteste tur, vi endnu har haft: ned midt i byen Tangermünde, hvor bussen parkerede, og vi mødte dagens 2 guider, som skulle fortælle os om byens historie og seværdigheder. Undervejs så vi 2 storkereder på rådhuset, hver rede med et storkepar som havde travlt med at fodre deres sultne unger. Det tog lidt af opmærksomheden fra det, guiderne kunne fortælle. Men vi endte dog til aftalt tid til spiserestauranten, en flodpram med græsk ejerskab, som serverede en slags græsk tapas for os. Restaurantskibet hedder Störtebecker, og flere af os kan huske, da vi i 2018 var i Strahlsund, at den lokale øl dér hed Störtebecker. Så vi forventede også at vi kunne få Störtebecker øl nu. Men det kunne vi ikke.
Tiden var knap, og vi nåede ikke alle at blive færdige med maden, før der blev blæst til afgang. Hen til bussen og i gang med hjemturen. Det eneste positive her var at Peter igen gav drikkevarerne på foreningens regning.
Vi skal nå færgen i Rostock kl. 15:45 og møde op ½ time før. Meget at vejen derop var ad landevej og meget af den landevej bar tydeligt præg af DDR. Derfor havde vi ekstra travlt, da vi endeligt kom til motorvej 24 til Rostock. Jeg vil nødigt mistænke Christian for at køre over de pålagte 100 km/h, men han kørte raskt til, og der var ingen tid til tissepauser. Vi nåede færgelejet kl. 15:13 og kom altså med i god ro og orden.
Fortæringen ombord var buffet med fri adgang til vin,vand og øl, ok og effektivt arrangeret og smidigt. Færgen var i havn kl. ca. 18 et kvarter forsinket, og vi var alle hjemme ved halv 9-tiden efter en oplevelsesrig 5-dages tur. Der er god grund til at sige tak til Christian for en sikker og god kørsel. Og tak til hinanden for at være et godt rejseselskab, som man godt kunne finde på at rejse ud med en anden gang.
Og apropos næste rejse: Den blev annonceret til at foregå til de Nordfrisiske øer i 2025.
Og her trækker referenten sig tilbage.
Tak til alle for godt rejseselskab
På egne vegne:
Finn Vilholm
(finn@vilholm.dk)
