Gottorperne, fyrsteslægt

Gottorperne er det vigtigste af de hertughuse, som regerede i Slesvig og Holsten frem til 1773. Dynastiet Gottorp blev grundlagt af hertug Adolf i 1544, da han ved delingen med sine brødre Christian 3. og Hans den Ældre overtog 1/3 af Slesvig (Aabenraa, Husum og Gottorp amter og Ejdersted). Efter bror Hans’ død i 1580 fik Adolf tillige Tønder Amt, Løgum Kloster, Nordstrand, dele af Sild og Før samt Femern. 

Gottorp Slot blev regeringssæde, og her opbyggede Adolf (1544-86) og Johan Adolf (1590-1616) en stadig fastere forvaltning. Fra 1608 (bekræftet 1616) var området udeleligt arveland for slægten. Frederik 3. (1616-59) gjorde Gottorp-hoffet berømt for kostbare kunstsamlinger, bibliotek og park. Med ambitiøse handelsprojekter og grundlæggelse af byen Frederiksstad søgte han at styrke sit land økonomisk. Til Danmark var hertugen knyttet i forsvarsforbund. Det bragte hærgninger ind over hertugens lande, da Christian 4. kom i krig med den tyske kejser og med Sverige. Frederik 3. søgte i stedet beskyttelse hos Sverige. Hertugens datter blev gift med svenskekongen Karl 10. Gustav, og en alliancetraktat blev indgået i 1657. Belønningen kom ved freden i 1658 efter det svenske togt mod København.

Gottorp blev løst fra lensbåndet til Danmark og erklæret for en suveræn stat. For dansk politik blev gottorpernes fordrivelse og samling af hele Slesvig under kongens alenestyre nu et hovedmål. Hertugerne Christian Albrecht (1659-94) og Frederik 4. (1694-1702) knyttede sig stadig nærmere til Danmarks dødsfjende Sverige. Forgæves søgte Christian 5. i årene 1675-79 og 1684-89 at fordrive hertugen.

Først da Gottorp var trukket med i Sveriges fald i Den Store Nordiske Krig, lykkedes det. I 1721 kunne Frederik 4. med accept fra stormagterne England og Frankrig indlemme den gottorpske del af Slesvig under sit styre. Men dynastiet havde reddet sin del af Holsten, og stormagten Rusland blev nu en fast støtte til kravet om tilbagelevering af den tabte del af Slesvig. Spændingen kulminerede, da gottorperhertugen Karl Peter Ulrich i 1762 kom på zartronen og indledte en militær hævnaktion. Kun en paladsrevolution og hustruen Katharinas magtovertagelse reddede Danmark fra krig. Dermed var vejen banet for den endelige aftale i 1773: Gottorp/Rusland gav Danmark garanti for besiddelsen af Slesvig, overlod Christian 7. den gottorpske del af Holsten og fik til gengæld overladt kongens arvelande Oldenburg og Delmenhorst.

Et hovedproblem for dansk udenrigspolitik var nu borte, og et samlet Slesvig var sikret for kongen.

Af Lars N. Henningsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Lars N. Henningsen: Hertugerne af Gottorp, i: Carsten P. Rasmussen m.fl. (red.): De slesvigske hertuger. 2008.